Angstspektret


Angst er et centralt symptom ved de fleste psykiske lidelser fra affektive tilstande til ødipuskomplekset. Angst er en tilstand vi alle er bekendt med, og er solidt begrundet i tidligere tiders utryghed, hvor et vist beredskab mod omverdenens fare var en absolut nødvendighed.

Angst kan i psykiatrien optræde som en selvstændig tilstand, eller som led i anden sygdom. For at stille diagnosen angst skal der være mindst to af følgende symptomer til stede:

Hjertebanken, sveden, rysten, mundtørhed, vejrtrækningsbesvær, kvælningsfornemmelse, trykken i brystet, kvalme, mave uro, svimmelhed, uvirkelighedsfølelse, frygt for at miste selvkontrollen, frygt for at dø, hedeture eller kuldegysninger og dødhedsfornemmelse eller føleforstyrrelser.
Der må samtidig ikke være en organisk forklaring på symptomerne. Der er en naturlig fysiologisk forklaring på disse symptomer.

Nedenfor er listet de forskellige hovedgrupper:

Angst som selvstændig lidelse


Fobisk angst er angst ude påviselig fare, og som oftest også for patienterne er uforståelig. Det fobiske spektrum er beskrevet her.

Panikangst er angstanfald med mindst 4 symptomer, og hvor der skal være mindst 4 panikanfald indenfor en 4 ugers periode. Angsten er oftest meget svær med pludseligt indsættelse og oftest uforudsigelig. Selve anfaldet varer oftest kun i få minutter, men efterdønningerne kan vare det næste døgn med. Det er en hyppig tilstand, hvor over 10% af alle voksne har haft oplevelsen, kvinder lidt hyppigere end mænd. Selv om anfaldene ofte ledsages af dødsangst, er de samtidig det bedste bevis på at man fortsat er levende. Panikangst kan skyldes en genetisk defekt, hvor rerceptorerne, der måler iltindholdet i blodet er defrekte og fejlagtigt sende impulser om lavt iltniveau til hjernestammen. Dette udløser efterfølgende angstanfaldet.

Generaliseret angst er derimod en mere vedvarende generel angsttype med svagere symptomer, hvor der ikke er begrænsninger til specielle situationer. Der er ofte udtalt bekymring og ængstelse og for at kvalificere til diagnosen, skal man have haft mindst 4 angstsymptomer det meste af dagen over 6 måneder. Disse angsttilfælde kommer således hurtigt til at omfatte almindelig spænding og bekymring.

Lettere angst-depressionstilstand er som ordene selv siger, en kombination af angst og depression , men på den anden side ikke i en sværhedsgrad så nogle af de to tilstande kan diagnostiseres separat. Tilstanden er således reserveret til lettere tilfælde. Når der således er tilstrækkelige symptomer på begge tilstande samtidig, skal de betegnes ved rette separate navn.

Ved OCD er der altid angst specielt ved de såkaldte Obsessioner – tvangstanker.


Angst som følgesymptom


De personlighedsforstyrrede har ofte samtidige angstsymptomer, dette gælder specielt de, der tidligere blev betegnede som neurotikere, hvilket med den nye nomenklatur betegnes som: Histrionisk personlighedsstruktur (hysterikerne), tvangspræget personlighedsstruktur, ængstelig personlighedsstruktur
og dependent personlighedsstruktur

Skizofren angst er et meget hyppigt symptom ved alle undertyper og stadier. I de tidligere stadier er det ofte en såkaldt ”pan-angst”, hvilket er en angst, der opstår uden ydre anledning. Denne type angst opleves som ren psykisk, hvilket vil sige at der ikke er nogle af de kropslige symptomer, der ellers ledsager angsten. Denne angsttype beskrives ofte som uro, rastløshed, pressen i hovedet etc. Senere i de skizofrene stadier kan angsten kobles til frygt for at gå i opløsning, uvirkelighedsfornemmelse etc.

Depressiv angst er ofte sekundær til de andre symptomer. Man oplever hyppigt her, at man ikke slår til, ikke kan overkomme hverdagens arbejde, og kan derfor blive rådvild, med angsten som obligatorisk følge.

Demenstilstandene er ligeledes ofte med sekundær ængstelse. Man har selv i en periode mærke den nedsatte kapacitet og den dårligere hukommelse, og ved med resterne af intellektet at det kun vil gå ned ad bakke med nedsatte funktioner og øget hjælp behov fra andre og døden som en obligatorisk endestation.

Slutteligt er angst et hyppigt følgesymptom til enhver misbrugstilstand af ethvert stof.