Psykokirurgi


Et af de mørkeste kapitler i lægevidenskabens historie er utvivlsomt psykokirurgien. Som ordet i sin grusomme enkelthed betyder, drejer det sig om at modificere afvigere og sindslidende patienters nervesystem af kirurgisk vej, læs: ødelæggelse af centre, nervebaner og forbindelser.

Der har sandsynligvis været foretaget psykokirurgiske indgreb lige siden det har været muligt at foretage kirurgiske indgreb. Der er i mange kultursamfund arkæologiske fund i form af kranier, hvor der tydeligvist har været foretaget et operativt indgreb, og hvor patienten har overlevet i længere tid, men hvorvidt det har været med religiøs, medicinsk eller som led i en avanceret tortur vides ikke. Det er dog klart at det gamle Ægypten som en sidste udvej lod farao trepanere (altså få foretaget en hjerneoperation), når de sidste timer i faraos liv nærmede sig. Der var således til enhver tid en særlig uddannet læge med den højtidelige titel: Kongelig Isseborer. Behandlingsresultaterne må have været begrænsede, denne del af kirurgien lå upåagtet hen til vore tider.

Som i mange andre situationer med nye opdagelser, kom også psykokirurgien på tale ved en ulykke. I 1848 var en amerikansk arbejder ved navn Gage ved at stampe krudt med en jernstang. Han var rutineret i først at bore et hul i klippen, dernæst fylde det med en blanding af sand og krudt, for til sidst at foretage ensprængning. Uheldet skete, krudtet eksploderede og jernstangen borede sig vej gennem kraniet og ødelagde et ganske lille center beliggende i pandelappen. Efterfølgende ændrede Gage sig radikalt. Han overlevede mirakuløst sit uheld, men blev en ganske anden mand. Fra at have et upåfaldende gemyt, ændrede Gage sig til at være grov og vulgær, hans venner kunne ikke kende ham. Der blev skrevet en artikel om det interessante tilfælde og kimen til andres inspiration var lagt. Både jernstangen og hans kranium kan den dag i dag beses på Warren Medical Museum i Boston.

Psykiaterne i tiden før 1960'erne var frustrerede over de manglende behandlingsmuligheder for de sværeste sindslidelser, hverken medicinsk behandling eller psykoterapi havde nogen som helst effekt på de svære psykoser. Der var kun hospitalisering i årevis, ofte livslangt uden reelt behandlingstilbud mod psykotiske udbrud. I Portugal fik neurologen Egas via en kongres den ide at overskære nerveforbindelserne til pandelappen som led i behandling af kronisk sindssyge. Han øvede sig på et par lig, og foretog uden større forberedelser herefter ca. i 1936 det første ”Hvide snit” En uge efter operationen sendte Egas en af sine reservelæger over til sindssygehospitalet for at tale med patienten. Reservelægen havde ikke set kvinden før operationen men nu talte han med hende en 20 minutters tid og han var imponeret. Kvinden virkede fuldstændig normal, hun måtte være blevet helbredt. Da Egas fik reservelægens besked blev han meget optimistisk. Nu var det bare at få samlet nok data (opererede patienter) til offentliggørelse. 20 gange opererede Egas og efterfølgende var reservelægen ovre og tale med de opererede patienter. Videnskabeligt set var undersøgelsen aldeles nonsens - designet på studiet var fuldstændigt håbløst, ingen af de krav vi stiller til en videnskabelig undersøgelse blev opfyldt. Ingen gjorde imidlertid indsigelser, artiklerne blev skrevet og bølgen med kirurgiske indgreb startede.

D. 14 september 1936 kom "behandlingen" til USA. Det første offer er 63 år gammel og kommer fra byen Topeka i staten Kansas. Gennem nogen tid har hun været urolig og deprimeret. Mange behandlingsmetoder har været forsøgt, alle har de været virkningsløse. Nu bliver denne kvinde den første amerikaner der modtager ”Det Hvide Snit”. Operationen foretages af neurokirurgen James F Watts. I 1942 var Freeman og medarbejdere klar med den første lærebog. Bogen hed Psychosurgery, og her blev de forskellige operationsteknikker beskrevet efter ”gør det selv” princippet. Der var også forløbsbeskrivelser af de første godt 100 operationer. Psychosurgery gav Det Hvide Snit et skær af videnskabelighed, men opfølgningen manglede. I løbet af de næste ca. 20 år foretages der ca. 50.000 ”Hvide Snit” i USA. I Europa foretages formentligt et tilsvarende antal.

Først i midten af halvtredserne kommer ”Det Hvide Snit” i modvind. Og metoden har siden stået som en af lægevidenskabens store fejltagelser. Ansvaret for miseren er for en stor dels vedkommende lagt på enkelte personer, der i kraft af deres fanatisme og kritikløshed er holdt ansvarlige for de mange operationer, der blev foretaget. Flere og flere begyndte at fortælle om negative følgevirkninger hos patienter, der havde fået foretaget ”Det Hvide Snit”:

  • At der så godt som aldrig var tale om helbredelse.
     
  • At der var meget alvorlige bivirkninger.
     
  • At den bedring man kunne observere mest af alt bestod i at patienterne blev nemmere at have med at gøre.
     
  • At patienterne efter operationerne opførte sig som var de blevet slået i nakken med et ”baseballbat”.
     
Man begyndte at tale om zombier og efter 1955 hvor de første antipsykotiske stoffer kom frem blev holdningen direkte negativ. Antallet af operationer faldt og kritikken væltede frem overalt.

At blive forarget over ”Det Hvide Snit” er den nemmeste sag i verden. Livet leves nu en gang forlæns mens det forstås baglæns. Men skal bagklogskaben udfoldes nuanceret, er billedet naturligvis mere kompliceret. Der er kun få ægte skurke her i verden. Drivkraften bag udfoldelsen af ”Det Hvide Snit” var ikke foragt for andre, men desperation for de sindslidende. Der var intet realistisk alternativ. Da man gik i gang med ”Det Hvide Snit” var behandlingsmulighederne for psykiatriske sygdomme meget begrænsede. Der var stort set intet at gøre ud over varmekasser mod syfilis i senstadierne og ordinering af giftige eller afhængighedsskabende beroligende midler. Forholdene på de belastede psykiatriske institutioner var forfærdelige. På de statslige institutioner i hele verden kunne patienterne være spærret inde i årevis under dårlige forhold. Det var forhold hvor næsten hvad som helst var et bedre alternativ. ”Det Hvide Snit” blev sådan et alternativ. Med ”Det Hvide Snit” kunne man opnå, at patienter der før operationen måtte spærres inde nu kunne tillades en vis grad af frihed. Patienter der før var i deres pinefulde hallucinationers vold blev nu stille og rolige. Stillet over for alternativet syntes bivirkningerne efter ”Det Hvide Snit” som noget nær et luksusproblem. Fordi der ikke var nogen der kunne opstille et bedre alternativ blev det meget svært med overbevisning at kritisere eller forbyde operationerne.

”Det Hvide Snit” var en fejltagelse, men baggrunden for fejltagelsen var desperation.



Relevante links og adresser