Gæste skribenter

Mit benzo-brug startede, da min læge sendte mig til en psykiater, fordi hun havde mistanke om, at jeg havde en depression. Psykiateren ordinerede fra første dag Rivotril og sagde ordret til mig: "Du tager bare alle dem, du har brug for. De kan ikke skade dig."

Jeg var ikke helt klar over, hvorfor jeg fik dem og hvad de egentlig skulle hjælpe imod, men selvfølgelig tog jeg dem. Psykiateren var jo den, der skulle hjælpe mig og havde ekspertisen, så jeg stolede på, at alt var som det skulle være. Jeg skulle tage en pille, hvis jeg blev urolig, nervøs eller bare følte mig dårlig.

Jeg så netdoktor, at Rivotril et til brug for patienter med epileptiske anfald og spurgte derfor, hvorfor jeg skulle have dem. Jeg har jo ikke epilepsi. Svaret var, at medicin tit kan bruges til andet, end det, det er lavet til. F. eks. var antabus produceret til noget helt andet end alkoholafhængighed.
Jeg slog mig til tåls med den forklaring og spekulerede så ikke mere over det. Det kom nu også af sig selv, for fra første pille, blev jeg indhyllet i en slags dvaletilstand. Jeg var ikke klar over det, men set i bakspejlet gik min verden på vågeblus.

Jeg blev stille, initiativløs, ligeglad, energiløs, kraftløs og sov eller døsede meget. Intet var vigtigt og jeg kunne ikke finde kræfter til noget som helst og fik kun taget mig af det absolut nødvendige.
Jeg tog mange piller. Rigtig mange. Somme tider op til 10 om dagen sommetider flere. Når glasset var ved at være tomt, så ringede jeg bare til sekretæren og så fik jeg en ny recept. Så vidt jeg ved, blev der ikke holdt øje med, hvor stort mit forbrug var. Det blev i hvert fald aldrig omtalt.

Efterhånden levede jeg i en underlig tågeverden. Livet syntes at foregå på den anden side af et gardin. Jeg sad bare inaktiv og betragtede det. I hvert fald i starten. Efterhånden som årene gik, blev jeg ligeglad med livet udenfor gardinet. Jeg havde problemer nok med at komme gennem dagene. Det blev til sidst umuligt for mig, at gøre selv de mest almindelige ting, som at vaske op, lave mad, gøre rent, og vaske tøj. Så det holdt jeg simpelt hen op med!

Det er umuligt at beskrive, hvor usselt jeg følte mig, fordi disse simple hverdagsting var overkommelige problemer for mig. Det gjorde mig ked af det, så jeg tog bare flere Rivotril og så blev verden mere tåget og ligegyldig og så gjorde det ikke så meget, at mit hus var beskidt, at jeg ikke fik ordentlig mad at spise, at jeg trængte til at komme i bad og at jeg ikke havde noget rent tøj at tage på, hvis nu jeg kunne have taget et bad. Til sidst var jeg bare en tanke i en ubrugelig krop.

Tankerne - de var heller ikke for kvikke. Faktisk kunne jeg ikke tale en sætning til ende. Inden jeg var kommet halvvejs i sætningen, havde jeg glemt, hvad jeg ville sige. Jeg havde for øvrigt også glemt, hvordan jeg startede sætningen, så det var umuligt for mig at fuldføre, så til sidst holdt jeg op med at prøve at sige noget. Det gjorde ikke så meget, for jeg var holdt op med at se andre mennesker. Jeg brød mig ikke om, at de skulle se mig så ussel, at de skulle se mit møj beskidte hus og så kunne jeg jo heller ikke føre en samtale. Jeg levede som en eremit og krøb kun ud i verdenen, når jeg blev absolut nød til det.

Andre gæste artikler: