Borderline

Denne gruppe patienter har haft mange betegnelser gennem årene: Borderline, grænsepsykotikere, pseudoneurotikere og ambulante skizofrene. Den aktuelle officielle betegnelse "Emotionel ustabil personlighed" er knap nok slået igennem, så overskriften er fortsat borderline.

Tilstanden dækker de patienter, der hverken er psykotiske, deprimerede, psykopatiske eller neurotiske, men som tilsyneladende befinder sig midt i zonen mellem mange forskellige psykiske lidelser.

Diagnostiske kriterier
Allerede på dette afgørende niveau er der stridigheder mellem psykiatere af forskellige skoler. Den officieller gældende ICD-10 kode stiller følgende skematiske krav for at opfylde diagnosen til at være emotionel ustabil personlighed:

Som udgangspunkt skal patienten udvise stridbarhed, især ved impulsfrustration.
Dernæst skal mindst to af de følgende 4 symptomer være til stede:

1. Tendens til at handle impulsivt og uoverlagt.
2. Affektlabilitet og eksplosivt temperement.
3. Manglende udholdenhed.
4. Ustabilt og lunefuldt humør.

For at opfylde den egentlige borderline type personlighedsforstyrrelse skal mindst 2 af følgende fem kriterier ligeledes være opfyldt:

1. Forstyrret og usikker identitetsfølelse.
2. Tendens til intense og ustabile forhold til andre.
3. Udtalt tendens til at undgå at blive ladt alene.
4. Tendens til selvdestruktivitet.
5. Kronisk tomhedsfølelse.

Det fremgår heraf at personen faktisk skal være "stabil ustabil". Det der afgørende adskiller patienten fra neurosen er den massive impulsivitet og identitetsforstyrrelsen. Der er således et væsentligt skrøbeligere forsvar end ved den "ægte" neurose. Bag identitetsforstyrrelsen findes "splitting" som et væsentligt træk, idet omgivelserne deles op i gode/onde, sorte/hvide, ja/nej etc. etc. Patienten har ikke evnen til at nuancere sin opfattelse af verden, og kan kun opleve omgivelserne som plus eller minus.
Et andet centralt klinisk træk, er afhængigheden af at identificere sig med andres personlighed således, at patienterne ikke er selvstændige og sikre i egen identitet.
Når forsvaret ikke er tilstrækkelig imod omverdenen reagerer personligheden med "mikropsykoser". Dette er kortvarige psykotiske gennembrud, hvor der kan være massive hallucinationer i kortere tid.
Hvis patienten under stress ikke bliver psykotisk som forsvar mod belastningen, kan der i stedet komme selvdestruktive impulser. Selvbeskadigelse med gentagne tilfælde af at skære sig i håndledene eller armene (i grelle tilfælde kan underarmene være ridset som som en regulær culottesteg), er almindelige. I yderste konsekvens selvmord, hvilket dog oftest sker som et utilsigtet uheld, snarere end som et reelt dødsønske.

Behandling
For effektivt at have et behandlingstilbud, er det nødvendigt at inddrage mange personalegrupper.

• Medicin er dokumenteret uden effekt, der gælder både stemningstabiliserende, antidepressiv, antipsykotisk og beroligende medicin. (1) Når mange alligevel tilbydes medicin kann det skyldes komorbiditet eller off-label medicinering
• Samtaleterapi med jeg-støttende sigte, er dernæst effektiv ofte med hurtig effekt.
• Et afgørende led er kontinuitet og stabilitet af behandlerne, det skal være pålidelige og stabile terapeuter.
• I dårlige faser med selvmordsimpulser og psykose, er indlæggelse nødvendig.