Artikel udskrevet fra www.netpsych.dk

Neuroser


Neurosebegrebet er en af hovedhjørnestenene i Sigmund Freuds banebrydende psykologiske værk om psykoanalysen.

Neuroser anses ofte for at være lettere psykiske lidelser, selv om de i mange tilfælde er svære at leve med. De er let indfølelige, dvs. at alle kan identificere sig med en neurotisk persons symptomer, fordi man måske har lidelsen i mildere form, eller noget der minder. Neurosens karakter af psykisk lidelse er derfor mere et resultat af problemernes styrke og omfang, end af deres natur. Neuroserne er kendetegnet ved at være bestemt af bagvedliggende årsager. Problemerne er typisk fortrængte, og viser sig i symptomer, som for den neurotiske person ikke er umiddelbart genkendelige.


Forskellen mellem Neurose og Psykose


Neurose Psykose
Kun dele af personligheden er påvirket Hele personligheden er påvirket
Normal sygdomserkendelse Mangelfuld sygdomserkendelse
Normal realitetsopfattelse Forstyrret realitetsopfattelse. Patienten lever ofte i sin egen fantasiverden.
Klar opfattelse af jeg´ets grænser Udviskede grænser mellem jeg og omverden.
Jeg´ets og overjeg´et er stærke. Uacceptable følelser og behov fortrænges ofte kraftigt, hvorved der opstår symptomer (f.eks. angst.) Jeg´et er svagt. De fortrængte oplevelser kan ikke holdes ude af bevidstheden og forstyrrer derved realitetsopfattelsen.
Ingen vrangforestillinger eller hallucinationer. God skelnen mellem fantasi og virkelighed. Hallucinationer og vrangforestillinger almindelige. Mangelfuld skelnen mellem fantasi og virkelighed.
Normal kontakt med andre, bortset fra på enkelte områder. For åben eller for lukket kontakt med andre.
Ved neuroserne flygter man fra en del af virkeligheden. Ved psykoserne omformer man virkeligheden eller der skabes en ny.

Årsagerne til neurosernes opståen var iflg. Freud følelsesmæssige konflikter eller traumatiske oplevelser i barndommen – især i den anale og ødipale fase. Konflikterne kan bestå i at barnet af forskellige årsager retter meget stærke seksuelle eller aggressive følelser mod en af forældrene og samtidig oplever disse følelser som forbudte eller pinlige.
Der kan også være tale om traumatiske oplevelser og hændelser som at barnet mister den ene af sine forældre, Det afgørende for om hændelsen bliver årsag til senere neurose er dog ikke så meget hændelsernes art, men mere, hvad barnet lægger i hændelsen. Et traume, der indebærer så megen angst og aggression, at barnet ikke kan klare presset resulterer i sidste ende i at energierne bliver udsat for fortrængning.

Fortrængning som sådan er en sund forsvarsmekanisme, som alle normale mennesker benytter sig af i et vist omfang. Men sker fortrængning i særlig stor grad, og bliver det et fast mønster i et menneskes liv at fortrænge bestemte konflikter, kan der opstå neurotiske symptomer eller problemer, for energierne forsvinder ikke, fordi de er fortrængte. De stikker deres hoved frem i drømme – måske i form af mareridt. De kan vise sig i fejlhandlinger, i fortalelser og i neurotiske symptomer. Neurotiske personer må leve med et konstant indre pres fra det fortrængte, og bruge en stor del af deres sunde energier til at holde konflikterne borte fra bevidstheden. Man bliver måske hæmmet og stiv i sin adfærd, opfatter måske aggressioner som noget farligt, eller forsøger at undgå tilsyneladende helt ufarlige situationer i hverdagen. Man taler da om, at personen har udviklet en karakterneurose.

Man kan sagtens leve udmærket med karakterneurotiske træk, men kommer personen ud for særligt store belastninger, eller kan han/hun ikke undgå bestemte situationer, der ligner de fortrængte konflikter og oplevelser, kan presset blive for stort, og akutte neurotiske symptomer kan blive resultatet. Man taler nu om en symptomneurose.
De neurotiske symptomer kan være mangeartede. Det drejer sig om angst, tvangshandlinger med hyppige håndvask eller tvangstanker om at skulle sikre sig flere gange i timen om at døren er låst. Der kan være tale om fysisk smerte (psykosomatiske symptomer) eller angst for højder, lukkede rum, edderkopper som vi møder symptomerne i den fobiske neurose.


Angstneurosen

En person med angstneurose har stor overfølsomhed for andres meninger og kritik. Vedkommende kan i konfliktsituationer opleve stor indre vrede, som ikke han/hun ikke får afløb for udadtil. Vreden forbliver indestængt, og når den endelig viser sig, virker den ofte malplaceret og urimelig. Han har en tendens til at ville gøre alle tilpas, og kan bruge megen tid på at spekulere over, om han nu har været for aggressiv og dermed stødt andre.
Angsten kan ofte vise sig, uden at vedkommende er sig bevidst om ydre eller indre konflikter. Angsten kan vare i flere timer og komme som et lyn fra en klar himmel. De kan være ledsaget af hjertebanken, spænding i mellemgulvet, åndenød, svimmelhed osv. De kropslige symptomer kan forstærke angsten, så personen ligefrem kan have forestillinger om at dø, eller at blive vanvittig – hvad der dog ikke er nogen fare for.

Årsager: Da der er tale om stærkt antiaggressive karakterer er problemet, at angstneurotikere ikke er i stand til at forvalte og få udlæsning for sine aggressioner. Årsagen kan være et overbeskyttet hjem, hvor konflikter og aggressioner blev fejet ind under gulvtæppet, og hvor barnet har måttet fortrænge sine aggressioner, og i princippet har overtaget forældrenes bekymrede og ængstelige livsførelse. Der kan også ligge ødipale (Se ødipuskomplekset) konflikter til grund for symptomet.


Den hysteriske neurose

I den lægelige verden anvendes begrebet hysterisk ikke om en person, der smider rundt med porcelænet og råber og skriger i vilden sky. Man taler derimod om hysterisk neurose, når der hos en person findes særlige legemlige symptomer, som er psykisk betingede.
Den kvindelige hysteriker kan være flirtende, virker umiddelbart lidt barnlig, farverig og forsøger hele tiden at komme i centrum for andres opmærksomhed. Hun evner ikke at engagere sig følelsesmæssigt, og bakker ofte ud af det, hvis det kommer til noget seksuelt.
Hos mænd kan den samme tendens vise sig. Her ses en tilsvarende trang til at forføre kvinder, men når det bliver for forpligtende, skynder de sig bort. Den hysteriske karakterneurotiker kan være en meget dominerende type. Der kan være et vist sammenfald med den narcissistiske problematik.
De hysteriske symptomer viser sig, hvis personen udsættes for belastninger, som truer med at bringe de fortrængte konflikter frem i lyset. På Freuds tid var symptomerne massive: der var tale om lammelser og kramper i arme og ben, skedekrampe, vejrtrækningsproblemer som følge af halskramper osv.

Årsager: Iflg. Freud skulle årsagen findes i den ødipale fase, hvor barnets følelsesliv er stærkt koncentreret omkring kønsforskellene, og forholdet til den af forældrene, der er af modsat køn. På Freuds tid var det mere et spørgsmål om seksuelle tabuer i hjemmet, der ledte til seksuelle fortrængninger. I dag er man nok mere tilbøjelig til at tænke på egentlige incestuøse forhold, eller et stærkt seksualiseret forhold mellem barnet og den af forældrene, der er af modsat køn. (Se ødipuskomplekset)


Tvangsneurosen

Tvangsneurotikeren er efter fornuftsbetonet og har en overdrevent rationel adfærd. Han kan virke kølig, tilbageholdende og korrekt. Alt hvad der har med følelser at gøre, virker ubehageligt og dumt på ham. Han forsøger selv at undgå at vise følelser.
Alt skal gå efter en snor. Ordentlighed og stædighed præger hans karakter. Han kan opleve panisk angst, hvor der er rod, snavs eller uorden i tingene. Alt er systematisk ordnet, og tilværelsen er nøje inddelt i intervaller og faste rituelle vaner med spisetid, arbejde, samvær med familien osv. Han kan være en stor belastning for sine omgivelser, fordi han kræver samme rutine og orden hos sine nærmeste, og er yderst opmærksom på deres fejl.
Symptomerne kan have karakter af egentlige tvangstanker og –handlinger. De fleste kan sikkert nikke genkendende til flere af symptomerne, men i det neurotiske tilfælde bliver symptomerne så belastende, at de truer personens livsførelse, og han føler selv symptomerne hæmmende. Forsøger han at undlade disse tvangssymptomer, kommer han til at opleve en indre uro og spænding, som langt overgår belastningerne ved symptomerne. Så længe tvangshandlingerne udføres, kan jeg´et holde de fortrængte konflikter væk fra bevidstheden og derved opnå en relativ primærgevinst.
Tvangstankerne kan være uskyldige og dreje sig om ordremser eller melodistumper, men de kan også rumme mere aggressive elementer og dreje sig om at gøre en nærtstående person fortræd, eller råbe beskidte og grove udtryk efter en arbejdskollega. Tvangstankerne skræmmer neurotikeren så meget, at han tvangsmæssigt må låse knive og andre skarpe genstande inde, og hele tiden sikre sig, at de forbliver bag lås og slå. Tvangstankerne er uforståelige for personen selv, og det er typisk, at han kan give udtryk for et positivt forholdt til den person, hans negative fantasier kredser om.

Årsager: Tvangsneurotikeren har som regel i barnealderen været udsat for en autoritær opdragelse, der har hindret hans selvudfoldelse. Problemerne kan iflg. Freud føres tilbage til for streng renlighedstræning i den anale fase. Spontanitet og nysgerrighed er blevet hæmmet, han har fortrængt aggressionen mod de forældre, som hæmmede ham i sin selvstændighed – de samme forældre, som han er så følelsesmæssig afhængig af, at han vælger at fortrænge aggressionen og de seksuelle og lystbetonede sider af den anale fase. Det er de samme aggressioner han nu med sine symptomer kæmper imod og forsøger at holde nede. De popper lidt op i hans konkurrerende og kritiske holdning til omgivelserne. Ved siden af fortrængning anvender tvangsneurotikeren også rationalisering eller intellektualisering som forsvarsmekanisme.


Den fobiske neurose

Fobierne er en samlebetegnelse for angst koblet til bestemte ting eller situationer i omverdenen. Det kan dreje sig om angst for lukkede rum (klaustrofobi), angst for åbne pladser (agorafobi), angst for edderkopper (araknofobi) angst for snavs (mysofobi) mv.
Angsten for en bestem ting kan have en simpel årsag, men har som regel en symbolsk betydning, hvor en dybtliggende psykisk konflikt ligger som egentlig grund. Der vil ofte blive anvendt forskydning som forsvarsmekanisme, hvor psykiske konfliktmateriale i forbindelse med forældrene kan forskydes til en enkelt ting eller situation, som gør det lettere at undgå konfliktområdet.


Behandling af neuroser

Freuds psykoanalyse indeholder såvel en teori om neurosernes opståen, som en terapi, som Freud brugte i behandlingen af neurotiske patienter. Målet for en psykoanalytisk behandling er, at den neurotiske person skal gøres bevidst om hans ubevidste konflikter eller barndomstraumer gennem analysen. Behandlingen kan være langvarig og tage op til flere år med ca. 1 samtale om ugen.
I samtalerne anvendes frie associationer, hvor klienten fortæller analytikeren eller psykologen alt, hvad der falder ham ind.
Herudover spiller tolkning af drømme en vigtig rolle. Freud kaldte drømmen for ”kongevejen til det ubevidste” (link til drømmetydning – se drømmetydning). Ved at lade klienten associere til de enkelte drømmeelementer, kan analytiker og analysand sammen finde frem til et billede af de ubevidste konflikter, der ligger bag hans problemer.
Begreber som modstand og forsvar stiller sig i vejen for en umiddelbar tilgang til de ubevidste konflikter, og er med til at trække processen i langdrag. Hertil kommer, at klienten vil være tilbøjelig til at lave en overføring af såvel positive som negative følelser vedrørende de konflikter, som er under bearbejdning. Såvel modstand som overføring gøres i analysearbejdet til genstand for tolkning og bearbejdning. (se afsnittet om psykoanalyse)

Kilde: Ole Schultz Larsen: Udviklingens veje, Systime 1991.



Palle Hoffmann
Sidst opdateret: 5. oktober 2018