Nyhedsbrev Netpsych nr. 35, årgang 9, 31. august 2009
Narsissus's ankelbrud
Jeg har den sidste uge befundet mig i en ufrivillig inaktiv tilstand. Årsagen er dog meget tydelig for mig, når jeg betragter haven, jeg har der et egetræ, der er blevet alt for stort og da vejret i søndags var perfekt, skulle det være sidste dag med alt for meget skygge. Træet er så stort, at faldretning var uberegnelig, så løsningen, med at klatre 10 meter op for først at tage toppen for bagefter de fleste grene med en bøjlesav, var oplagt. Første problem var, at jeg ikke kunne save stammen helt igennem, så jeg bandt et reb omkring de øverste 8 meter stamme og ville trække den i ønsket faldretning. Der gik noget galt, jeg strammede rebet, trak til men jeg lå et split sekund senere med en brækket ankel i en umulig vinkel på mit skinneben.
Resten af nyhedsbrevet er anmeldelse af indsatsen fra det lokale sundhedssystem side, og jeg kan allerede nu afsløre, at det fungerer her i region syd. Jeg brølede af smerter det første minut inden mine egne endorfiner satte ind. Familien kom til, de kaldte 112 og fik mit ben løftet, så det ikke kunne hæve så meget op. Minutterne inden ambulancen kom føles altid som timer, men pludselig kom et par dygtige redere, der efter endnu et par minutter fik mig op på en båre. Jeg huskede den gamle vittighed om, at det kun gjorde ondt når jeg lo. Jeg fik pakket en taske med sudoku og andre personlige fornødenheder og tog afsked med mine børns bange ansigter. Turen til hospitalet er kort, men med jagende smerter i benet, for hver eneste humpel og sving. De har pudset loftet i ankomsten noget sjusket, det er det første man lægger mærke til, når man ligger på ryggen. I skadestuen var det tydeligt, trods travl aktivitet, at jeg skulle prioriteres. Jeg blev modtaget af to dygtige og søde sygeplejersker, der adviserede mellemvangen, lagde drop og tog baggrundsoplysninger. Det var nødvendigt at sætte bruddet nødtørftigt på plads og jeg ønskede tappert, ikke at få morfin, idet jeg arbejder professionelt med misbrugere og ikke selv ønsker at blive misbruger. Jeg blev professionelt affærdiget med en bemærkning om at smerter er skadelige og at man ikke bliver misbruger af fornuftig smertestillende behandling. Det var nødvendigt med ikke mindre end 15mg morfin direkte i blodåren, hvilket nok siger sit om det smertehelvede jeg befandt mig i. Bruddet blev så nogenlunde sat på plads, tjekket på røntgen og jeg fik hospitalstøj på. Jeg huskede at komme med den forslidte vittighed om, at jeg ikke havde rene underbukser på, da jeg ikke havde planlagt at komme på hospitalet.
Jeg blev rullet op på C3 og tilbragte de næste par dage der. Jeg havde enestue og måtte spise og drikke, da man tidligst ville operere næste dag. Sygeplejerskerne på afdelingen var dygtige og kompetente, men der er så voldsomme nedskæringer, at de ikke kan passe deres arbejde forsvarligt. Bevares jeg fik roomservice, idet mit ben ikke måtte komme ned, fik mad og drikke og smertestillende medicin i lange baner, men de havde ikke tid til at spørge ind til mine forventninger, familieforhold og følelser om min situation. De kunne ikke berolige min angst for at blive invalid eller få en fejloperation (som gammel narkoselæge ved jeg alt om, hvad der kan gå galt). Det blev en lang nat uden store søvnmængder.
Næste morgen fik jeg først et bad (linned etc. lagt frem), resten var høflig selvbetjening, inden der kom en kompetent kirurg. Han dømte operation samme dag og efter en snak med narkoselægen blev jeg rullet operationsgangen. Jeg blev her modtaget af flere rigtig gode sygeplejersker fra narkosen og OP. Jeg huskede flere af dem fra de gamle dage. Jeg blev rigget til overvågningen og mine ønsker om fravalg af morfin blev fejet til side igen med en fornuftig bemærkning om, at jeg var patient og ikke læge i aktuelle situation. Jeg fik en rygmarvsbedøvelse efter eget valg og mens der endelig var en sygeplejerske, der havde tid, overskud og menneskelig varme til at lytte til mine bekymringer og ængstelser virkede bedøvelsen hurtigt. Ens ben bliver varme og tunge og efter 5 – 10 minutter kan man ikke mærke det mindste syd for navlen. Operationen varede et par timer, så jeg blev overtalt til et propofoldrop, der er en form for kunstig døs (Wacko Jacko døde af det i juni). Jeg opgav at lege min egen læge og tog imod de anbefalede smertestillende tabletter. Efter operation kom turen til et par timer på opvågningen, hvor det for mig var meget tydeligt at de færreste smerter kommer ved rygmarvsbedøvelsen. Atter her mødte jeg en god gammel bekendt i form af en opvågningssygeplejerske, jeg alle dage har haft mange gode oplevelser sammen med. Mine ben kom langsomt til sig selv igen og jeg skulle egentlig tilbage til afdelingen, men havde fået så meget urin i blæren, at de ret beset skulle en gangs katerisere mig. Jeg nægtede ubetinget, da jeg uvægerligt ville give sygeplejersken en stum kompliment, der samtidig ville forhindre kateriseringen, og efter et kvarters tid tilbage på afdelingen gik naturen sin egen gang.
Resten af mandagen og den første del af tirsdagen var et smertehelvede, jeg rettede mig efter sygeplejerskernes forslag og fik en gevaldig morfinbrannert på. Jeg var lænket til sengen, idet mit ben nu skulle hæve af til en påtænkt anden bandagering ugen efter. Jeg lod mig udskrive og har siden da vegeteret i sengen i hjemmet.
Fremtid? Tja tirsdag skal der lægges en bandage for de næste 5 – 6 uger. Herefter kan man tage bestik om den fremtidige funktion af foden. Jeg vil prøve at luske lidt på arbejde i løbet af ugen for at se hvor mange af mine kræfter der er tilbage. Turen til ECNP i Istanbul er desværre allerede afmeldt, så der kommer først en ordentlig kongres tidligst til næste år.
Om sundhed i Syd? Det funger bare selv om der er skåret alt, alt for kraftigt i bemandingen af de almindelige sengeafdelinger. Alle var søde, rare, professionelle, dygtige og – fortravlede.
Med venlig hilsen
Erik Kjærsgaard - speciallæge / Netpsych