Bulimi

Dette er et emne, som jeg har meget meget svært ved at tale om, for jeg skammer mig sådan og har aldrig talt med nogen om det før.
Jeg er 26 år, er lærer sammen med min kæreste på 5. år.
Jeg har hele mit liv fokuseret meget på min krop - jeg har aldrig været tilfreds før i sommers, hvor jeg har tabt 10 kg, og følte mig smuk for første gang nogensinde. Da jeg var teenager havde jeg bulimi, og jeg har haft en del problemer med mine tænder som følge deraf. Jeg har aldrig været decideret tyk, men altid haft lidt for meget på sidebenene. Jeg har trænet op til 12-12 timer ugentligt i mange mange år for ikke at tage på, og ja, så har jeg jo så kastet op igennem længere perioder. Overspisning mindes jeg ikke at havelidt af - jeg har bare kastet op, når jeg havde spist noget usundt, men igennem den seneste perioder, er jeg begyndt at kunne spise voldsomme mængder. Det er kommet efter, at jeg har tabt 10 kg ved hjælp fra en diætist på nettet (5-6 måltider dagligt og masser af grønsager, mindre mængder af brød og ris) Jeg troede jeg ville være lykkedelig, når jeg nåede mit mål, men nej, jeg føler mig stadig tyk og mine tanker kredser konstant om mad nu. Når jeg så spiser, har jeg slet ingen mæthedsfølelse, og jeg tænker, at jeg lige skal nå et stk brød mere, før jeg kaster det op. Jeg synes jeg kan spise enorme mængder af mad uden at føle mig mæt - fx kan jeg snildt få 5-6 skiver brød og 2 portioner havregryn ned. Når jeg så har kastet op, spiser jeg mig mæt i grøntsager og dyrker motion, hvorpå jeg kan leve normalt resten af dagen. Hvis nu jeg skal til fødselsdag el lign så tænker jeg også, at nu er det hele jo alligevel ødelagt (mht at spise sundt) og så kan jeg ligeså godt spise alt det, jeg har lyst til og så kaste op. Desuden får jeg lyst til at spise hver gang jeg er ked af det, trist, sur og glad. Hvis jeg har haft en hård dag på skolen, så ser jeg mad for mit indre øje allerede inden jeg er på vej hjem.
Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har haft et normalt forhold til mad. Jeg har altid ønsket at være slank, men har aldrig kunne undvære den ekstra portion mad, selvom jeg egentlig altid har spist sundt. I månedlange perioder har jeg spist så fedtfattigt, at jeg kunne svinge op til 3 kilo bare på en weekend med familiebesøg og anderledes mad.
Jeg har været i 3 lange faste forhold siden jeg var 13 år gammel og har dyrket alle former for sport siden jeg kunne gå nærmest. Min far var meget sportslig men jeg mindes ikke, at min barndom var præget af mærkelig madvaner. Tværtimod så spiste vi almindelig mad ved familemåltider og vi havde slikdag om lørdagen, hvor vi dog ikke måttet spise ubegrænsede mængder. Der blev altid stilt frem, så der fx var 1 stk kage til hver eller 2 stk chokolade, hvorpå resten blev gemt. Jeg kan forestille mig, at det har noget at gøre med mine tanker, for jeg husker at have tænkt, at når jeg fik mit eget, så skulle man bare spise det, man havde lyst til. Mine forældre blev skilt, da jeg var 15 og her fandt jeg en 7 år ældre og ret dominerende kæreste, der var bodybuilder og meget pigeglad. Jeg begyndte herefter at træne fitness og fokusere endnu mere på min krop. Indtil da havde jeg været svømmer igennem 10 år, og bulimien var startet der (vist omkring 8. kl) Jeg flyttede hjemmefra og sammen med ham som 18 årig.
Som 21 årig startede jeg på lærerseminariet. Efter 5½ år brød jeg med min kæreste, rejste fra byen og fik min egen lejlighed, hvor jeg boede alene for første gang. Jeg fandt sammen med min nuværende kæreste, der aldrig nogensinde har dyrket sport og koncentreret sig om det ydre og kroppen. Han forstår ikke mine tanker for han synes jeg er lige smuk om jeg er tynd eller tyk. Det gjorde måske, at jeg slappede lidt af med det sunde mad, og i løbet af nogle år blev jeg langsomt 7 kg større. Jeg havde på dette tidspunt undervist i forskellige former for dans, step, aerobic og spinning i 7 år og fik derfor masser af motion. Det var både i center og i forening, og der var ikke egentlige slankeidealer nogen af stederne - jeg var bare aldrig tilfreds med at se mig selv i spejlet. Jeg havde i denne by i træningscenteret for første gang en rigtig god omgangskreds, hvor jeg også var populær, fordi jeg var rigtig dygtig til mit arbejde - ellers har jeg aldrig været en pige med mange venner. Måske derfor blev jeg tiltrukket af ham bodybuilderen - for sammen med ham var jeg noget!
. Pga de ændrede spise- og motionsvaner, nåede jeg i februar 70 kg (jeg er 1.67 høj)og jeg startede herefter med kostomlægning vha en diætist. På 4 måneder smed jeg godt 10 kg og spiste kun usundt (eller større portioner) om lørdagen, hvor bulimien brød op igen, men denne gang i en ny form, for nu begyndte jeg at spise alle de ting, jeg ikke gjorde til hverdag, så nu blev det altså decideret overspisning. det er fortsat indtil nu - nu er det bare blevet værre, da jeg efter en ferie, kunne jeg ikke finde rytmen igen. Jeg har konstant lyst til søde sager, som jeg ellers aldrig har været den store spiser af, og jeg kan slet ikke nøjes med 1 skive brød eller 1 stk chokolade. istedet spiser jeg løs, og i skjul kaster jeg det op. Når vi har besøg irriterer det mig, fordi jeg så ikke kan spise - når jeg så bliver alene i et kort øjeblik, spiser jeg i skjul.
Min kæreste og jeg har det godt, men jeg savner mine venner i DK utrolig meget. Det er nu mit 2. år som lærer, og her er mange problemer pga sproget samt samarbejdet fungerer ikke + her findes hverken arbejdsmoral eller regler. Det er hårdt og vi har ikke en egentlig omgangskreds, men vi er her for elevernes skyld og for at kunne gøre en forskel for dem - de har ingen chance for at få en uddannelse, hvis de ikke kan dansk, og vi er de eneste danske lærere. Det påvirker mig meget, at jeg ikke er en del af en vennekreds, som jeg jo havde fået inden vi rejste. Vi er populære og folk er enormt glade for os, men her er ingen på vores alder, og sproget begrænser os meget i at kunne få venner, da vi ikke mestrer det grønlandske sprog ordentligt. Samtidig er det svært for mig ikke at have følelsen af at have en kompetence - selvom vi er uddannede, kan jeg slet ikke bruge min viden på samme måde, som i centeret, hvor jeg var med til at uddanne nye instruktører og selv var en meget populær instruktør.
Jeg har altid drømt om at komme ud i verden og hjælpe og gøre en forskel - og nu hvor jeg gør det, føler jeg ikke at jeg værdsætter det. Jeg burde føle mig så heldig over, at jeg fik denne chance - istedet handler mit liv om, om jeg har taget 1 kilo på, og at jeg bare gerne ville se mine venner.
Naturen er fantastisk heromrking, og jeg har nogle dejlige hunde, som gør mig glad hver gang dethar været en dum dag eller jeg har hjemve. Jeg tilbringer meget tid ude - men må erkende at alt kommer i andet række efter min motion. Først når jeg har spinnet eller løbet i en time kan jeg slappe og gå tur sammen med min kæreste eller hundene, og når jeg kommer ind, er det første jeg tænker " havd skal jeg spise nu", hvorpå jeg kan starte forfra med motion eller kaste op. Jeg vil så gerne ud af denne onde cirkel og have et fornuftigt forhold til mad.
Jeg ved at mit brev må synes indviklet og forvirrende. Men, jeg føler mig også helt forskruet inden i - jeg ved ikke hvordan og hvad jeg skal gøre. Selfølgelig er jeg klar over, at samtaler med en psykolog vile hjælpe, men sådanne findes der slet ikke heroppe, og lægen der er her taler ikke dansk, samt her på kun godt 250 mennesker - og sladderen går lynhurtigt, så jeg ville slet ikke kunne fortælle om det her.

Svar (30 sep 2005)

Kære B.

Tak for din henvendelse.

Pyh ha, det må godt nok være svært for dig at få det hele til at hænge sammen.
Jeg kan naturligvis ikke "løse" dine problemer via et skriftligt svar, men vil gerne forsøge at give dig et feedback på problemstillingen.
Som jeg læser dit brev, oplever jeg dig som en pige, der er meget orienteret mod ydre ting i livet. Jeg hæfter mig naturligvis ved din oplevelse af først at være glad, når du har tabt dig 10 kg. (udseendet) Først kan slappe af, når du har dyrket motion eller løbet en time, ("man skal yde, før man kan nyde!") og at du skal kaste op, når du har spist noget, som du synes smager godt. (Man skal gøre sig fortjent til at kunne have det godt). Jeg vil gætte på, at din selvopfattelse også er ydre styret, dvs. at du kun kan være tilfreds med dig selv, hvis andre synes om det, du laver, eller hvis andre synes du er OK, At du kun er tilfreds, hvis du på en eller anden måde har gjort dig fortjent til anerkendelse. Din ydre afhængighed ser jeg også afspejlet i nødvendigheden af at have en ven, kæreste, mand fra du var 15 år og til nu. Isoleret set, er der jo ikke noget i vejen med en ven/mand, men spørgsmålet er, om din ydre afhængighed har nødvendiggjort, at du hele tiden har en anden person til at styre en del af dit liv. Misforstå mig nu ikke, jeg siger ikke dermed, at du skal lade dig skille, men stiller blot spørgsmål ved den rolle, som din mand for dig måske indtager. Jeg har en fornemmelse af, at du måske bruger dit job, og dit mål: at ville gøre noget for andre, ja at du kommer til at bruge den største del af dit liv på at nå mål på det ydre plan. Jeg tror, at du er i gang med et Sissyfos-arbejde, dvs. at lige meget, hvor megen energi du bruger på det, vil det altid ende samme sted.
Hvad du for mig at se har brug for, er en styrkelse af det vi kalder selvfølelse, selvtillid og identitet. Og det er jo noget, der er nemmere sagt end gjort. Mange går i terapi i flere år, for at tilnærme sig målet. Spørgsmålet for dig er naturligvis, hvad du kan gøre, der hvor du er, for at nå målet og få det bedre?
Jeg tror, at dine problemer som sagt viser sig i ydre forhold, hvor ord som ydre fremtræden og præstation, måske er væsentlige omdrejningspunkter. Jeg tror samtidig, at de dækker over dybere og mere komplicerede personlighedsmæssige problemer. Derfor løses de ikke ved kontrol over mad-mængde, motion, venner osv. Det er og bliver en jagt på spøgelser. Mange mennesker har i dag samme problemer, og det komplicerer sagen, at man forsøger at løse indre problemer ved at regulere ydere forhold, især når disse ydre forhold antager karakter af selvdestruktiv handling.
Jeg tror man skal se disse handlinger, som et forsøg på at etablere kontrol over - og struktur i et virvar af følelser, man ikke har kontrol over, og som truer ens integritet.
Så konklusionen er nok, at du intuitivt har valgt den rigtige metode, nemlig at etablere kontrol og struktur, men indholdet (bulimi, motion, osv.) er et forkert valg. Målet for mig at se er derimod at få kontrol og struktur i forhold til, hvad jeg vil kalde ”det indre kaos”. Dvs. du må arbejde på at finde ud af, hvad ligger der bag problemerne vdr. Bulimien. Du må arbejde med at finde ud af, hvorfor du kun oplever, at du er noget værd, hvis du har gjort dig fortjent til det gennem ydre handlinger og aktivitet (eller tab af 10 kg.). Et eller andet sted ved du udmærket, at der er en disharmoni mellem din intellektuelle forståelse og dine følelsesmæssige oplevelser. (ellers havde du ikke skrevet). Men dit problem er jo netop at finde ud af, hvordan du får bragt overensstemmelse mellem følelser og intellekt.
Jeg har forsøgt at trække lidt store linier op, og beklager, at der ikke findes nogen enkel løsningsmodel for, hvordan du konkret kan tackle problemerne. Boede du i Danmark, ville jeg anbefale en psykolog. Spørgsmålet er, om der i din kommune er ansat psykologer, eller andre personer, som du anonymt kan tale med om problemet. Men jeg er klar over, at afstandene er noget større end i DK. Men måske findes der andre (en præst? en dansk ven? din samlever?) som du turde tale med? Jeg tror det er vigtigt at få talt med andre om dine problemer. Problemerne bliver ofte mere håndterbare, når de bliver verbaliseret. Se iøvrigt vores artikel om Bulimi under artikler. Her skriver psykiater Erik Kjærsgård følgende om behandlingen:

Bulimi – behandling
Primært er patientens accept at have en psykisk forstyrrelse
Herefter patientens accept at have "normal" vægt

Dernæst accept at medicinsk behandling med fontex 60 mg dgl i 3 - 6 måneder

Dette følges op med dagbog, registrering af spisemønsteret og kort tids psykoterapi af 12- 14 samtalebehandlinger
Prognose ca. 60 - 80 % får bedring, der kan ses tilbagefald ved ændringer i livsmønsteret som ægteskab, dødsfald og fødsel i fremtiden.



Palle Hoffmann