Vore forhold har ændret sig.

Hej
Jeg er en kvinde i 30'erne der for snart 1½ år siden, løb ind i det der skulle vise sig at blive den store kærlighed.
De store følelser og interessen for at lære hinanden at kende var gensidig og vi red derfor på en bølge, som alle andre nyforelskede.
Vi var begge fri af tidligere forhold og det var næsten for godt til at være sandt.
Vi besluttede derfor, efter forholdsvis kort tid (ca. ½ år), at vi ville bo sammen og fandt en lejlighed.
Problemerne kommer derefter snigende. Jeg registrerer et manglende arrangement fra min kæreste, specielt hvad angår vores nye sted. Situationen mellem os virker stadig fin, vi har god sex, vi bekræfter dagligt hinanden med ord og kærtegn og vi har ingen nævneværdige konfrontationer. Men min kærestes humør svigter ham oftere og oftere. Vi forsøger at tale om det, hovedsagelig på min opfordring, for at finde ud af hvor det er ”skoen trykker”. Med tiden bliver symptomerne mere tydelige. Min kæreste får søvnbesvær, klager over fysisk ubehag, er nedtrygt/modløs, oplever at selvtilliden er nedadgående, bliver passiv i forhold til næsten alt og har svært ved at gengælde mine kærtegn. Det nager mig selvfølgelig, specielt når jeg skal bede om alle former for opmærksomhed og fortætter min konfrontationer (som for øvrigt aldrig bliver vel modtaget)… jeg vil tale om hvad der nager ham. Svaret er det samme, han kan ikke sætte ord på, han ved simpelthen ikke hvad der sker. Jeg begynder at tage det personligt og frygter at det måske handler om os og vores nye situation, hvilket han til at starte med afviser.
Efter flere måneders nedtrygt stemning fortæller han mig så, hvad jeg jo efterhånden selv kunne mærke, at gnisten var væk. Han er ikke holdt op med at elske mig, han kan bare ikke finde den gamle følelse frem, han kan ikke mærke mig. Det giver ham dårlig samvittighed og han bebrejder sig selv, fordi han føler sig som en dårlig kæreste.
Min intuition har hele tiden sagt mig at det intet har med mig at gøre. Det er muligt at det valg vi tog, med at flytte sammen så tidligt, var for tidligt for ham. Men det er først den senere tid jeg har kunne mærke, at han havde svært ved at gengælde mine følelser.
Ingen af os er parat til at smide det på gulvet vi begge har troet på og følt for. Det var min kærestes forslag at vi skulle holde en pause og det indvilligede jeg i.
Det skal måske lige tilføjes at han faktisk aldrig har stillet nogen krav til mig. Han er meget let at være sammen med og meget svær at komme i konflikt med.
Hvad tænker I om denne sag? Jeg er fortvivlet, fordi jeg tror på os og ikke selv kan finde ud af: hvad kom først hønen eller ægget.

Svar (21 mar 2006)

Kære T.

Det kan nogle gang være svært med det samliv. Vi står ofte med drømmen om den eneste ene, eller den store kærlighed, og realiteterne viser sig siden at være en anden. Der kan være mange årsager til din kærestes ændrede signaler. Jeg vil anbefale dig, at du skiller tingene ad. Du kan jo kun være ansvarlig for dine følelser og ønsker, og må orientere dig efter den respons du får. Jeg tror at ethvet samliv udvikler sig fra forelskelsen til kærligheden, solidariteten, fællesskabsfølelsen - eller følelserne for hinanden forsvinder måske, og tilabage er kun en daglig trummerum. Vi må hver især gøre op med os selv, om vi vil blive i et forhold, som udvikler sig, eller beslutte, hvor vi vil stå af. Ofte bliver beslutningerne komplicerede af at der er børn i forholdet. Men det er tilsyneladende ikke tilfældet her. Af dit brev fremgår det, at ihvertfald du ønsker at fortsætte forholdet. Jeg har indtryk af at din samlever også mundtligt har givet udtryk for ønsket, men også har foreslået en pause. Nogle gange kan det være en fordel at tage pausen. Det giver den nødvendige distance, så de ting, der trænger til at blive afklaret, kan gøres på neutral grund - så at sige.
Det kunne måske tænkes, at din ven havde en anden? det kunne måske tænkes, at han havde en depression? Det kunne tænkes, at han bar på en stor sorg - der kunne tænkes mange tanker, men en pause ville gøre det vanskeligt at lægge skylden for problemerne hos den anden og lettere selv at finde ud af sine følelser.
Det er imidlertid ikke mit valg, men dit. Det kan være, at dfornemmelser.u ser helt anderledes på det, og så må du naturligvis følge dine egne

Palle Hoffmann