Skilsmisseproblemer/alkohol/børn

Til Netpsych.dk
Rådvild, afmægtig og trist er nogle af de følelser, der kendetegner mit liv pt. Derfor søger jeg nu råd hos jer, som ikke har kendskab til sagen på forhånd.
Jeg skal prøve at gøre det kort.
For 4 år siden blev jeg skilt fra en voldelig og alkoholisk mand, med hvem jeg har 2 drenge. de er nu 15 og 13 år gamle og har boet hos mig hele tiden, jeg har den fulde forældremyndighed. Efter nogle turbulente år med samtaler hos professionelle, børn i krise mm. er tingene faldet til ro og drengene er hos deres far hveranden weekend, det kører ok.
Jeg har nu fundet en dejlig mand, som vi flyttede ud til for 1 år siden, efter mange overvejelser og snakke. Den store skulle skifte skole alligevel, den lille fik valget, og valgte, efter nogle dage på besøg, også at flytte skole.
Men det hele er kørt af sporet.
Vi var alle indstillet og opmærksomme på, at der nok ville være en vis tilvænningsperiode. Den store var frygtelig ensom i starten, men han er en god og velfungerende dreng, og han har nu en stor vennekreds og trives!Samtidig har han formået at bibeholde gamle venner! Den lille derimod kan ikke holde ud at bo her. Han har i mine øjne ikke givet det en chance, kun vedholdt sine kontakter i "hjemkommunen" hvor hans far bor. Vil ikke invitere nogle hjem, vil ikke gå til nogen sport, vil ikke noget som helst. Nu varsler han, at han vil flytte hjem til sin far, hvilket ikke er hensigtsmæssigt for ham, bl.a pga. fars drikkeri, mange timers arbejde og de såkaldte venner der. Min søns adfærd bliver værre og værre. Han har nu ingen respekt for hverken mig, lærere eller sin bror. Han har svært ved at deltage i almindelig familieliv, og er ofte sur (vred?), "Rasmus modsat", passer ikke sin skole, overholder ikke alle vores meget almindelige aftaler, (oprydning på eget værelse, hjemtider, sengetider, lektier, lægge sit tøj til vask etc.)men vil til gengæld gerne have lov og frihed til alt det andet. Som kun foregår udenfor hjemmet og på klub.
Hans far prøver at bakke mig op, men det er også meget at forlange at han skal afvise sin søn, som vil bo der. Jeg ved nu ikke om jeg ( drengene og jeg) skal flytte tilbage, til stor sorg for såvel mig, mand og min store søn, som skal i 9. Eller om vi på en måde kan finde ud af at bo sammen alle 4 uden konstante konflikter, nervøsistet over hvad han kan finde på, manglende lyst til at få oplevelser sammen, og den evige dræbende stemning i huset...
Har overvejet:
Kostskole (da han havde set den, takkede han nej)
Psykologsamtaler, da han måske har en masse indestængt fra såvel nu som tidligere.. Kommunens rådgivning er forsøgt uden succes, da de ikke forstod alle dilemmaer, konflikter, følelser etc.
At flytte...
At lade ham flytte til far: Men min frygt og forventning om at han bliver ensom, skal klare hverdagen selv, ryger ud i noget skidt, da han vælger "venner" som ikke er "guds bedste børn", men spændende og som gider have ham med i slænget... samt min fortvivlelse over at miste ham, har indtil nu fået mig til at fastholde ham her! Dog har han fået lov at være hos far, som kender til problemerne, hele sommerferien.
Jeg savner min søn, føler han smuldrer ud af mit liv, at han vælger galt, men også at han har det skidt, er ulykkelig og føler sig udenfor. Hvad skal jeg gøre? Som jeg ser det vil ingen løsning være til glæde og gavn for alle, så hvem skal jeg prioritere? Min tætte veninde råder mig til at vælge det velfungerende og lade den lille vælge sig på, hvis han ønsker det... Det er ufattelig svært.
Håber I kan overskue det hele, og ser fortvivlelsen, og måske kan give mig nogle konstruktive råd eller udelukke noget?
De venligste hilsner

Svar (7 jul 2006)

Kære V.

Jeg forstår dit dilemma, og der er ikke nogen løsning, der bare med et trylleslag får alle problemer til at forsvinde.
Jeg kan også se, at du har været inde og afprøve forskellige løsninger, som ikke har medført nogen udvikling.
Havde jeg kunnet tale med jer, ville jeg have talt åbent om de dilemmaer, der viser sig, og jeg ville have jer hver især gøre jer overvejelser over konsekvenserne af jeres ønsker.
Den model er tilsyneladende afprøvet gennem en kommunal rådgiver - uden det ønskede resultat.
For mig at se har du 2 valg:
1) Du kan fasholde din forældremyndighed, få din forhenværende mand til at støtte din forældremyndighed, og gøre det helt klart for din søn, at han bliver boende hos dig, uanset, hvor tosset han ter sig. Nogle gang kan usikkerheden, som en skilsmisse ofte medfører gøre det nødvendigt at prøve grænser af, for at se, om det nu også er så sikkert, at du vil være der, når han har brug for dig?
2) Du kan tale med din forhenværende mand, om han er parat til at tage ansvar for sit alkoholproblem og jeres søn, og omhan vil indvilge i at gå i behandling med kontrolleret antabus, eller en "Minisotakur", med det formål, at jeres søn flytter over til ham. (måske kan man få kommunen til at betale for alkoholbehandlingen, hvis din søn senere skal flytte over til sin far.)
Løsningen med bare at lade din søn flytte over til sin far, tror jeg ikke umiddelbart på. Det vil ikke være så godt for ham at få endnu et nederlag, når din forhenværende mand ikke kan styre sit alkoholmisbrug/voldelige tendenser.
Hvilken løsning du end vælger, handler det om at være konsekvent og tydelig i dine udmeldinger til din søn. Han er åbenbart så usikker på sig selv, at det er vigtigt, at du står fast på din beslutning, og tydeligt markerer for ham, hvor han hører hjemme, og hvor dine grænser går.
Jeg ved, at det bliver hårdt arbejde, men alternativet - det bare at lade stå til er værre.
Hvis problemerne vokser dig over hovedet, og du ikke kan se nogen løsning, må du søge professionel hjælp.

Med venlig hilsen.



Palle Hoffmann