Min voksne datter brokker sig, når jeg hjælper hende

Vi har en datter på 33 år, veluddannet p.t. uden arbejde for hun er lige kommet tilbage efter flere år i udlandet. Problemet er at når vi er sammen hvilket ikke sker så tit da vi bor i forskellige landsdele kommer vi op og skændes over småting men jeg mener det er fordi vi altid skal bøje af og give os og alt skal gå efter hendes hovedet. Jeg mener at hun bør kunne gå på kompromis og give sig en gang imellem (det kaldes modenhed) men det har hun meget svært ved. Et par eksempler: Hun vil have at vi skal køre (en for os) indviklet og lang tur for at hente noget fordi hun ikke har planlagt det ordentligt. Hendes far hjælper hende med flytning, sortering af møbler efter hendes hjemkomst. Han kører med trailer fra den ene til den anden landsdel og bruger en hel dag på det. Det ender med at han skal betale frokosten for dem begge (hun har penge nok). Mens hun er i udlandet bliver jeg bedt om at sende nogle papirer et sted hen. Det er ret omfattende og det hele sker selvfølgelig i sidste øjeblik, igen fordi hun har været for sent ude men der kommer aldrig indrømmelser fra hendes side, kun krav om det ene og det andet. Hun vil på cafe (tager ikke nej for et svar) og det ender md at vi betaler regningen. Jeg er så træt af det for hun betragter os stadigvæk som forældre der skal gøre alt for børnene men hun er jo voksen nu. Vi har 2 piger og de har været velopdragne og søde som børn selv om tendensen til egoisme og selvoptagethed har været der altid hos den store. Den lille er nemt at omgås og har klaret mere på egen hånd. Det er ikke fordi den store ikke er selvstændig, men måske fordi vi har hjulpet en del (hvad man jo gør som forældre) både økonomisk og praktisk tror hun at det skal vare ved sådan her. Hun har haft et par kærester men har ikke nogen i øjbelikket. Når jeg ser på hvor meget tøj og ting og sager hun køber, (måske som erstatning for manglende selvværd?), er det også svært for mig at forestille mig hvor der ville være plads til en mand i hendes lejlighed. Hun har ikke rigtig styr på sin økonomi men bruger bare løs af de opsparede penge. Da hun tjente godt i udlandet rådede vi hende at begynde at betale SU lånet tilbage. Ellers ville hun ikke have gjort det. Jeg er godt klar over at det ikke er mit problem mere og jeg blander mig udenom (jeg har også lade hende forstå at der er ingen lånemuligheder hos os). For mig er det bare et tegn på at for hende gælder det hele tiden om at opleve og købe og bruge penge. Mens hun var i udlandet har jeg ordnet nogle ting for hende (f.eks. henvendt mig til myndigheder) og jeg fortryder at jeg gjorde det for jeg fik ingen påskønnelse men til gengæld bebrejdelser når tingene ikke lige blev som de skulle (i stedet for selv at tage ansvar). Er hun bare enorm forkælet? Jeg er godt klar over at det hele lyder meget negativ. Hun har selvfølgelig også gode sider. Hun er meget kreativ, ihærdig når hun vil noget og kan være sjovt. Jeg kan bare ikke sige hun er f.eks. hjælpsom og generøs. Det forventer hun til gengæld af os. Disse manglende sider gør mig ked af det og det værest af det hele er at jeg bebrejder mig for det for hvordan kunne jeg har opdraget hende anderledes? Jeg ved også at jeg ikke kan ændre hende nu. Men hvordan skal vi behandle hende fremover? Jeg har jo prøvet at snakke med hende men det praller bare af for vi er nogle brokkehoveder der altid kun ser det negative i hende og der er måske noget om det. Det positive i øjeblikket er at hendes lillesøster siger at hun har forandret sig (f.eks. hjælper hun til når hun er hos besøg hos hende og hendes mand, dvs. hun opfører sig som en voksen.)Hvordan kan vi få et bedre forhold og hvordan skal vi sætte grænser og få lidt respekt? Hvordan holder man op med at betragte sin vokse børn som børn og som gør at man altid giver efter?Tak for svaret

Svar (25 jul 2006)

Kære M.

Som forælder ved jeg, at det kan være svært at sige fra over for sine børn, når de står og har brug for en til det ene og det andet. Men det ændrer ikke ved det faktum, at vi selv har opdraget dem til at opfatte os lidt som skaffedyr, som børnene synes, de er helt i deres ret til at udnytte. Herregud det er vel det man har forældre til?? Eller er det?
Du eller I er nødt til at gøre op med jer selv, om I ønsker at jeres forhold ti jeres datter skal fortsætte på samme måde, og da du har skrevet til os, går jeg i det følgende ud fra, at du ønsker at ændre på jeres indbyrdes forhold.
Det er korrekt, at det ikke er særlig voksent, at skulle have far og mor til at klare alle problemer for sig, - især når man er 33 år gammel, og der er al mulig grund til at ændre på det. Selv jeres datter er utilfreds med forholdene, som de er nu, det er derfor, at hun bliver vred og skælder jer ud, selv om i hopper og springer for hende.
Så derfor er der kun et at gøre. Tag problematikken op med jeres datter, uden at lægge skylden, hverken på hende eller på jer selv. Giv udtryk for, hvad du er utildreds med, og accepter, hvad hun giver udtryk for, at hun er utilfreds med. (Også selv om det indeholder en masse kritik). Drag herefter dine konklusioner, mht. hvad du vil acceptere, og meld det ud i jeres samtale. Det vigtigste er herefter, at kunne stå fast på sine beslutninger. Det er her, at prøven skal stås.
Det er højst sanynligt, at jeres datter til en start vil brokke sig højlydt, men lad hende det. Når hun har erfaret, at du mente, hvad du sagde, indretter hun sig på det, og du skal se, at hun begynder at respektere jer og jeres beslutninger (grænser) på en helt anden og voksen måde.
Det lyder selvfølgelig mere enkelt end det i praksis er at gennemføre det - det er jo trods alt vores børn, men vær sikker på, at ingen af jer vil fortryde det.
I øvrigt ser det ud til, at jeres datter klarer sig fint nok, på trods af hendes lidt egocentriske måde at være på. Jeg er ikke sikker på, at du har gjort så meget galt i opdragelsen af hende. Problemet har måske været, at du har haft svært ved at sige nej??

Held og lykke.

Med venlig hilsen.



Palle Hoffmann