Syge forestillinger?

Hej, jeg er en mor på 33, og vi venter barn nr 2 til oktober. Jeg og børnenes far har været sammen i knap 12 år. Grunden til at jeg skriver er, at jeg får mærkelige tanker af og til, og jeg har ingen anelse om, hvorfor de dukker op i mit hoved, men det er meget ubehageligt.

Tankerne handler om, hvor sårbart et barn er, hvor nemt det ville være for en psykisk syg forælder at gøre barnet fortræd, fx med en kniv, som når man parterer en kylling og stikker bladet ind imellem ribbene. Jeg kan endda finde på at tænke, om det giver den samme lyd, som når man skærer en kylling op.

Det er meget grænseoverskridende at skrive, for jeg kan ikke forstå, at jeg overhovedet kan tænke det. Jeg ved, at jeg aldrig kunne finde på at gøre disse handlinger, men hvorfor dukker den slags tanker op? Er det pga af diverse volds- og gyserfilm, jeg har set gennem tiden, eller er det mere baseret på den sårbare afhængighed, man er flettet ind i i sin småbørnsfamilie, og barnets forsvarsløshed og ubetingede tillid? Og tanker om, hvad der er det værste, der kunne ske i ens liv? Jeg ved, at jeg er en god mor, og vores datter mangler i hvert fald ikke kærlighed, hun er lige startet i skole og har flere gode legekammerater.

Jeg er udmærket klar over, at det ville ødelægge alt for mig selv og gøre mange andre dybt ulykkelige, hvis noget sådant skulle ske, og alene derfor er jeg vel langt fra at kunne kaldes småskør. Generelt synes jeg også, at jeg er et ret harmonisk menneske – jeg har godt nok været på kanten af en depression på et tidspunkt, men fik aldrig medicin. Det var i forbindelse med arbejdsløshed og en operation i underlivet, men da jeg fik job og operationen var overstået, blev det hele meget bedre, og jeg blev endda gravid, så jeg mener ikke, der er nogen sammenhæng mellem disse tanker, og en tilstand, der aldrig rigtig blev en depression, men vel var en krise som de fleste har af og til.

Vi har et rigtig godt familieliv, synes jeg. Vi har dog før i tiden ikke været helt ligeværdige, dels pga 8 års aldersforskel og dels en større usikkerhed hos mig end hos ham. Men jeg har fundet mig selv mere gennem årene, og jeg synes, vi er helt lige, men har masser af forskellige meninger. Vi har brugt en parterapeut på et tidspunkt, hvor jeg var ved at gå fra ham og takket være terapeuten er vi stadig sammen, og jeg er ikke i tvivl om, at det er det rigtige.

Så altså – hvorfor kommer disse tanker overhovedet? Jeg har aldrig nævnt dem for nogen. Det startede måske for ca 6 måneder siden. Det har aldrig ”udviklet sig” – altså til, hvad man ellers kunne gøre af syge ting, derfor tænker jeg lidt på det som noget småfilosofisk, der bare omfatter nogle meget ubehagelige elementer. Kan det have en sammenhæng med min graviditet? I en sådan periode kan man tænke på en anderledes måde over nogle ting, men det giver vel hverken mere eller mindre mening, det passer bare tidsmæssigt. Kan det bunde i en idé om det frie liv, hvor man ikke længere har nogen som helst bindinger – totalt fri? (Hvilket ikke ville give mening, for fri er jo det sidste man ville være, hvis man skulle komme så langt ud, at man gjorde disse ting).

Kan jeg blive momentant sindssyg? Hvad bør jeg gøre? Der er måske nok et par mennesker i min familie, som ikke er helt normale – både lidt gale og geniale. Kan man være genetisk disponeret for at blive sindssyg – så sindssyg at man pludselig skader sit barn? Fx hører stemmer (hvilket jeg altså IKKE gør nu) der får én til at gøre forfærdelige ting? Jeg har aldrig lidt af nogen psykisk sygdom i øvrigt, lever sundt med sport og tager ingen medicin.

Jeg håber, at jeg kan få et svar, der kan få skubbet alt dette ud af min bevidsthed en gang for alle. Det er slet ikke hver dag, det dukker op, måske en gang om ugen eller mindre, jeg kan bare ikke forestille mig, at andre med små børn nogensinde kan have tanker i deres hoveder, der minder om mine, og jeg vil meget gerne være fri for dem.

Svar (7 sep 2006)

Kære TU

Tak for dit spørgsmål. For at tage det sikre først er du I K K E sindssyg,
småtosset eller psykotisk.

De tanker og forestillinger, du beskriver er slet ikke ualmindelige, og
forklares ofte med almindelige menneskers angst for at skade det de elsker
allerhøjest. Du har ganske ret i, at små børn er totalt afhængige af os voksne,
og at det er ganske let at komme til at skade sine børn. Jeg kan sammenligne
det en smule med de mennesker der er så meget imod vold, at de vil slå ihjel
for at undgå vold. De resonerer, at vold er så ubehagelig en
kommunikationsform, at den for alt i verden bør udryddes med alle midler. Dine
tanker er sandsynligvis begyndt med en forestilling om hvor sårbart et spædbarn
egentlig, herefter han den ubevidste del af dig "brygget videre" på tankerne om
hvor uhyggeligt det er når børn kommer til skade, og måske inspireret af den
megen vold i TV, film og aviser kommer tankerne nu retur med direkte
forestillinger om at komme til at forvolde skade.

Dette lidt i stil med at hvis du står midt på gulvet er der ingen problemer med
at holde balancen, men hvis du står på kanten af en platform med 100 meters
frit fald, kan angsten for at falde forover være så udtalt at det rent faktisk
sker, man kan ikke længere holde balancen.

Behandlingen er ganske enkel, når tankerne kommer skal du berolige dig selv med
det dumme indhold og komme videre til noget andet.

Hvis dette enkelte middel ikke virker, må du en tur til din egen læge. Vi ser
fra tid til anden at man udvikler den såkaldte OCD, den er omtalt på vores
hjemmeside her:

http://www.netpsych.dk/artikler.asp?vis=artikel&artikelid=73&side=1

Hvis det mod forventning bliver værre kan du få enten samtale eller medicinsk
effektiv behandling.

Med venlig hilsen


Erik Kjærsgaard - speciallæge i psykiatri

Erik Kjærsgaard