Om at sige fra

Jeg er en kvinde på 45 - alenemor med 2 børn på 10 og 12. Kort fortalt handler mit problem om at være vokset op sammen med en psykisk syg / depressiv mor og en far, som nemt blev vred, og som jeg var bange for. Min morfar var også psykisk syg - indlagt på lukket afd. en stor del af min barndom. Fra jeg var ganske lille var jeg mors sjælesørger - ALT fortalte hun mig. Samtidig var jeg i hendes øjne forkert - lignede min far etc. etc. Jeg kom til at kæmpe med massiv angst og perioder med depression, som kulminerede i en fødselsdepression for 10 år siden. Her syntes jeg, at jeg fik klarhed over, hvad det alt sammen handlede om, jeg fik defineret mine grænser i forhold til min mor. For 2 år siden i forbindelse med min skilsmisse begyndte de samme symptomer igen for mig. Jeg har taget 15 mg. Remeron siden, hvilket har hjulpet mig meget - især med at kunne sove.
Mit aktuelle problem nu er, at min gamle mor, som nu næsten er 80 igen har brug for min hjælp, idet hun begynder at blive dement. Jeg skal til læge sammen med hende, og vil stå lidt ude på sidelinjen og se til at der bliver ydet hende nødvendig hjælp. Det er udelukket, at jeg ikke hjælper hende, MEN - kontakt med hende omkring hendes sygdom - sender mig HVER gang ned i angsten og depressionen igen. Jeg kan godt se, hvorfor, men jeg formår ikke at vende mine tanker eller mit følelsesmæssige mønster. Jeg reagerer som var jeg 15 med ansvaret for en dødsyg mor - og med truslen fra en meget vred far hængende over nakken. Igennem årene har jeg søgt hjælp mange forskellige steder - men det gennemgående mønster har været, at jeg er blevet sendt hjem igen efter ganske få konsultationer fordi jeg åbenbart er for velfungerende - eller hvad ved jeg. Jeg ER velfungerende, men jeg går med en dybhavsbombe inde i mig - jeg er SÅ bange for angsten og depressionen - jeg vil så gerne ha´ at nogen skal kunne se mig og hjælpe mig med at bryde det her mønster.Jeg er så bange for at give den her arv videre til mine børn. Jeg er så træt af at skulle slås med det her. Hvor går jeg hen - hvad gør jeg ???

Svar (25 mar 2002)

Du berører et af de problemer, der er aller sværest for os. Med din beskrivelse af din barndom, har du måtte betale en pris for det liv du havde, med angst for ikke at slå til i gode tider, og depressioner i onde. Det er ikke sundt for at barn, at blive brugt som skriftefader eller bedste veninde af nogen voksen, og slet af ens egne forældre. Børn er altid loyale, men kommer i svære konflikter, når de overværer forældrenes skænderier, eller hører deres nedladende omtaler af den anden, eller som du også har oplevet, at først erfare at far/mor er dum, for bag efter selv at blive sammenlignet med far/mor. Du skriver om hvordan du tidligere har sagt fra overfor din mor, og det er da også kernen i den aktuelle sag. Det er atter på tide at sige fra, uanset din mors helbred, kommer dit eget i første række, du kan naturligvis fortsat have et nært forhold til din mor men med den undtagelse, at i ikke diskuterer hverken det fysiske eller det psykiske helbred. Det er ikke ikke dit problem, at hun har det skidt, og du selv ikke have det dårligt med "reaktivering" af din barndoms konflikter. Du har beklagelig vis en større sandsynlighed end baggrundsbefolkningen for at dine børn selv får depressioner, der er er tydelig tendens til ophobning heraf i familier, omend den præcise arvegang ikke er fastlagt. På den anden side vil en god og tryg barndom som du giver dine børn, være den bedste ballast inden de selv skal i gang med livet. Jeg har ikke noget godt bud på dine fremtidige muligheder. Hvis det i dit lokalsamfund er en selvhjælpsgruppe for mennesker i din situation, vil det være ideelt, jeg vil tro din privat praktiserende læge vil være orienteret om de bedste muligheder.

Erik Kjærsgaard