NetPsychs Brevkasse

Email icon Min datter blev krænket



Jeg er mor til 4 børn, hvoraf den ældste der nu er 27 år er blevet misbrugt af sin stedfar.
Jeg er flyttet fra manden, men bor stadig i samme bygd, og regner med at bo her indtil mine yngste børn er færdige med skolen om 2 år.
Grunden til at jeg skriver er at jeg er meget fortvivlet over vores situation, jeg er en af de her dårlige mødre, der ikke troede på min datter første gang hun betroede sig til mig, men som sidenhen har indset at hun har fortalt mig sandheden.
Jeg bebrejder mig selv en forfærdelig masse, men forsøger at komme videre, for jeg ved at mine selvbebrejdelser hverken hjælper mig selv eller mine børn.
Det værste er dog mit forhold til min datter, som er meget dårligt. Hun har et forfærdelig stort behov til at høre min mening om alt i sit liv, samtidig som hun inderst inde er frygtelig skuffet over mig.
Jeg ved at det er frygtelig egoistisk og kynisk af mig, men sommetider nærmest hader jeg hende, fordi jeg ikke får lov til at leve i fred, jeg skal altid tage stilling til et eller andet problem hun har og hvis jeg ikke svarer rigtigt eller reagerer på den rigtige måde, smækker hun med døre eller telefonrør.
Jeg elsker min datter og ønsker af hele mit hjerte at hun må finde ud af hvordan hun skal leve videre i ro med sig selv, jeg har sagt til hende at jeg tror på hende, at jeg angrer at jeg ikke har passet godt nok på hende, og at jeg vil støtte hende, altid da hun har brug for det,men det er som om intet hjælper, alting står i stampe.
Jeg ved at mine problemer ikke kan måle sig med hendes, men det er nemmest at føle sin egen smerte, og min smerte er at også mit liv sank i grus, da det gik op for mig at det menneske jeg levede og elskede sammen med i 18 år, var en helt anden end den jeg troede han var. Det kom så fuldstændig bag på mig, at det er ubeskriveligt.
Jeg ved faktisk ikke hvorfor jeg skriver til denne åndsvage maskine, måske for at spørge om jeg er en kæmpeegoist og bør rulles i fjer og tjære!
Jeg ved heller ikke om jeg nogensinde sender de 150 kr. pr. check, det bliver vel ligesom at læse de damebrevkasser, hvor alle problemer løses i et snuptag.
Svar (20 okt 2002)



Kære M.
Jeg har læst dit brev, og mærker din fortvivlelse over dit forhold til din
datter. Af dit brev kan jeg også læse, at du gerne vil din datter, og at
din datter er meget knyttet til dig. Ellers ville hun ikke hele tiden involvere
dig i sine beslutninger.
Men du har helt ret i, at dine selvbebrejdelser ikke bringer jer videre,
og jeg aner at I har låst jer fast i en situation, hvor din dårlige samvittighed
hindrer dig i at få et normalt forhold til din datter, fordi du åbenbart
skal sone "din brøde" ikke at have troet på din datter, og at din datter
på sin side kan udnytte din dårlige samvittighed og føre sin vrede over misbruget
over på dig. Det bliver herefter et selvforstærkende mønster, som låser
både dig og din datter fast i et uhensigtsmæssige samvær. Du er nødt til
at bryde denne onde cirkel, få talt ud med din datter, og én gang for alle
undskylde og beklage, at du ikke så, hvad der skete, eller troede på din
datter, men det var altså ikke dig, der begik overgrebet, og alle kan fejle.
Det er på tide, at du får talt ud med din datter om dine følelser og dit
syn og din dårlige samvittighed, men at det ikke hjælper hverken din datter
eller dig at bære ved til den del.
Statistisk viser det sig ofte, at mødre til krænkede døtre selv har været
udsat for overgreb, og derfor er tilbøjelig til at lukke af, når en far eller
stedfar forgriber sig på datteren. Jeg kender dig naturligvis ikke, men
skal blot antyde, at den mulighed ikke sjældent forekommer. Men i givet
fald har du ihvertfald noget at tale med din datter om.
Men alt i alt tror jeg, det er vigtigt at få talt ud med din datter om emnet.
Jeg kan anbefale dig at foreslå din datter, at I tager en psykolog eller
socialrådgiver med i snakken.
Det er ikke mindst vigtigt, hvis din datter selv har børn, eller påtænker
at få det. Den onde cirkel må brydes, og det kan kun ske ved at få talt
ud om tanker og følelser og samtidig respektere hinandens synspunkter og
følelser.

Med venlig hilsen.

Palle Hoffmann
cand.psych.

Palle Hoffmann


«« Tilbage