Social angst og mindreværd
Jeg har et problem - ellere rettere diffust problemkompleks, som jeg gerne vil have en faglig kommentar til. Det er på ingen måde akut, snarere nogle gamle mønstre, der dukker op igen og igen, en nisse, der flytter med og stjæler energi og hæmmer. Jeg er i tvivl om det er noget, jeg skal gøre mere ved, og mit håb til det her/den her hjemmeside-funktion er, at jeg kan få en faglig vurdering til dette: Om det er noget, jeg burde (?) gøre mere ved (hvor "tungt" normal/unormalt er det) , i så hvad og også hvornår, fordi jeg har meget lidt tid nu og det næste år, da jeg skal gøre et ph.d.-projekt færdigt. HVIS jeg skal gøre mere ved det, vil jeg også gerne have et råd til hvor og hvad, for psykolog, terapi osv.-området forekommer mig at være en jungle, som jeg ikke har meget indsigt i. -
Kort om mig selv: Jeg er 35 år, er gift og har tre børn. Jeg er som sagt ph.d.-studerende (hum.). -
Problemerne er koncentrede om mit faglige liv. På hjemmefronten fungerer alt godt. Det handler om mindreværdsfølelse (som delvis skyldes svære odds: jeg var 3 år væk fra mit fag - i en kirkelig organisation, og det hænger også sammen med problemrne, men det vender jeg tilbage til - og jeg startede med et projekt, hvor jeg var på bar bund). Mine problemer hænger mest sammen med - tror jeg nok - bestemte sociale sammenhænge, hvor jeg gemmer mig, føler mig forkert og alt det der. Især er jeg dårlig til small talk - at snakke om ingenting, og jeg har mange, mange gange sagt til mig selv, at hvis folk taler om noget, jeg synes er kedeligt, må jeg slev bidrage med et mere interssant emne, men det tør jeg bare ikke. Jeg tror nok jeg er særlig "bange" for mænd og mandeemner (realpolitik, økonomi, skjulte dagsordener o.l) (jeg kan i øvrigt huske, at oplevede det som en god sideeffekt ved at få børn, at man altid havde noget at tale med folk om). Egentlig oplever selv "mit sande jeg" (?) som åbent og farverigt, men jeg har efterhånden set i øjnene, at jeg også er indadvendt og alvorlig... og langsom til at få tillid til folk. Er tryg ved det intime, kan have lyst til at begynde at krænge mig selv ud inden de overfladiske ting, men jeg ved godt at det skal foregå omvendt ifølge konventionerne.
Det hænger også sammen med at være kommet ud af kravlegården (undervisningssystmet): Jeg tror de sociale problemer kan samles i situationer, hvvor jeg er sammen med nogle (og vist især mænd) der er ældre end jeg. - Jeg har nogle "svagheder": mangel på almenviden, lidt langsom til tider, men i gymnsasiet blev det vistnok bare opfattet som "typisk mig og charmerende. Jeg HAR også ofte sagt noget, der er faldet temmelig uheldigt ud, hvor jeg er blevet misforstået.
Det lyder måske ikke af noget særligt, men det betyder, at jeg jævnligt kører fra arbejde med en knude i maven, masser af selvbebrejdelser, ensomhed, og at - ja at man ikke bruger og er sig selv fuldt ud. Luksusproblem? Delvis - alt er jo relativt. -
Kort om min baggrund: Jeg er midterpige, min storesøster er meget farverig, og jeg har set meget op til hende og misundet hende, hun er fem år ældre end jeg, min lillesøster er stærk og harmonisk, hun er fem år yngre. Mit hjem var indremissionsk, men(!) min barndom husker jeg lykkelig - indtil mit 13. år, hvor jeg begyndte et dobbeltliv, fordi jeg ikke måtte have kærste. Det varede i to år, hvor jeg zappede mellem mit hjem og min kæreste, hvis mor var rødstrømpe (vi boede i en lille by, hvor hun var den eneste!) og selvfølgelig stod for nogle helt andre værdier. Derefter blev jeg meget omvendt og kom i pinsebevægelse osv. Derefter landets sorteste efterskole (10. kl.), hvor jeg havde det godt, da jeg først faldt til - først i bakspejlet kunne jeg se det livsbegrænsende i deres livsholdninger. Gymnasiet, hvor jeg huritgt blev kærester med en igen, samtidig med at jeg følte mig forpligtet til at komme i det kristelige arbejde på skolen, selvom jeg hadede det. Efter gymnasiet et længerevarende forhold til en mand, der var mere end dobbelt så gammel som jeg. Studietid, hvor jeg lærte lidt "fanden-i-voldsk-hed" og fik gjort op med nogle gamle begrænsende forestillinger - og endelig fik det gjort forbi med "pseudo-faren". Min nuværende mand, som kommmer fra samme miljø som jeg men vi har også begge vedkendt os den possitvie arv - ikke kun gælden. -
Min mor er meget religiøs, sygeplejerske (jeg er omgivet af sundhedspersonale i min familie :-)), min far fylder meget lidt i min barndomserindringer. - Efter studietid sprang jeg fra mit fag ind i en kristen organisation, hvor jeg forsøgte at være mig selv .. der var jeg i 2-3 år, så barn nummer 3 og ph.d. -
Jeg ser centrale temaer i mit liv som mænd/drenge/seksualitet (de fylder meget hvis jeg skal genfortælle mit liv); religion; at spænde over uoverstigelige kløfter med vidt forskellige verdener på hver side (mit hjem - min 1. kærestes hjem og livsstil, min 2. kæreste og KFS, mit fag og "det kirkelige"), og jeg bebrejder mig selv, at jeg ikke kan ignorere forskellene og bare være mig selv; kvinde-domineret (pige-fam., svag til "mande-agtige" ting - f.eks. udfylder jeg ikke selv min selvangivelse o.l. - flovt!); mit valg af fag (som jeg ikke har lyst til at skrive navnet på, er delvis bestemt af dette: det mest oplagte havde været at jeg søgte et blødt fag - religion, psykologi, filosofi men jeg valgte et "hårdt" - en form for kompensation, tror jeg nok). Jeg kan af og til opleve det seksuelle som en genvej til mænd - jeg "gennemfører" ikke, men tanken falder mig ind, fordi er det mønster jeg kender bedst, og det er en nem og hurtig måde at få bekræftelse på, når man nu ikke kan finde ud af at få den menneksleigt eller intektuelt. Det kan også hænge sammen med at være 1. generationsakedemiker (mange i min familie har foretaget faglige spring). Jeg føler mig jævnligt som en forvokset teenager! Forvirrende? Ja, men det er heller ikke nemme odds at fortælle noget så kompliceret på denne facon :-). Håber du/I måske kan genkende eller gennemskue noget jeg ikke kan. I er selvfølgelig velkomne til at maile om yderligere oplysninger, det er kun offentliggørelsen på nettet jeg ikke oplyser f.eks. navn på mit fag til.
Svar (19 jan 2003)
Kære G.
Du beksriver dine problemer, som en nisse, der flytter med, og stjæler energi og hæmmer, og det tror jeg, er en rammende beskrivelse. Problemerne registreres hyppigst i bestemte sociale sammenhænge, hvor du gemmer dig, og føler dig forkert. Især synes du, at du er dårlig til small- talk , og har mange gange sagt til dig selv, at hvis folk taler om noget, du synes er kedeligt, må du selv bidrage med et mere interssant emne, men det tør du ikke. Du mener at være særligt "bange" for mænd og mandeemner (realpolitik, økonomi, skjulte dagsordener o.l)
Jeg tror, at mange vil kunne nikke genkendende til disse problemer. Jeg mener også, at jeg kan sige, at vi alle er stødt på noget lignende i forskellige perioder af vores liv. Men hos dig synes de at være vedvarende. Problemerne kan måske bedst beskrives som social angst,og mindreværdsfølelse, og har at gøre med manglende selvtillid, manglende identitet og manglende selvfølelse, og årsagerne skal måske findes i din opvækst. At de også har sneget sig ind i forholdet til mænd og på det seksuelle område, overrasker ikke - men ud fra det du skriver, generer det ikke i dit ægteskab. Og vær kun glad for det.
Det fortæller nemlig, at problemerne måske ikke er større, end at du selv er i stand til at tackle dem i dagligdagen. Hvis du synes, at de generer eller hæmmer dig for meget, vil jeg anbefale, at du kontakter en psykolog - men det kan blive en dyr historie rent pengemæssigt. Jeg kan naturligvis ikke afgøre, om du skal vælge behandling eller ej, men du må gøre op med dig selv, hvor meget du synes, at dine problemer fylder. Nogle få samtaler med en psykolog gør det måske ikke. Dine problemer er måske rodfæstet i personligheden, og du må i givet fald regne med et forløb, som kan gå hen og blive langt og dyrt. Hvis du kan tale med en dygtig præst, eller din mand om problemerne kan det måske hjælpe dig. Jeg er ikke selv religiøs, men vil ikke afvise, at en snak med en præst kan hjælpe, hvis præsten nanturligt har indlevelsesevne, og respekt for andre menneskers integritet, oplevelser og grænser.
Med andre ord kan jeg således kun videregive mine tanker, og alene du kan afgøre, om problemerne er så store for dig, at du også er villig til at betale en psykolog. Prisen er ca. 680,oo kr. i timen.
Mange kommuner og amter har en familieafdeling eller et børnerådgivningsteam, hvor psykologer er ansat, og som muligvis gratis kan gå ind i en behandling over et aftalt antal gange. Her kunne du måske starte.
Palle Hoffmann