NetPsychs Brevkasse

Email icon Min mand er mig utro
Kære brevkasse.
Jeg har været gift i 18 år, kendt min mand i 28. Vi har 3 børn, der nu er ved at være store.Vi har begge videregående uddannelser og er i arbejde.I april fandt jeg ud af at min mand havde været utro. Jeg rodede i hans taske og fandt en seddel med kladder til smsér eller e-mails. Jeg konfronterede ham næste dag og han indrømmede. Han lovede at stoppe affæren også da vi havde stor fest i familien 3 uger efter. Jeg fik et forfærdeligt chok. Kunne ikke spise eller sove, min puls hamrede nat og dag, jeg græd og kunne slet ikke fungere i en uge. Herefter gik det fysisk bedre, men det er stadig meget slemt og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.
Min mand ville ikke fortælle hvem han havde bedraget mig med eller hvor længe. Han sagde at det var opstået pga af vores forhold,der længe har været dårligt. Min mand har haft nogle problemer, han ikke syntes jeg støttede ham nok i for nogle år tilbage. Han var meget stresset,blev irritabel og talte grimt til mig. Jeg reagerede ved at lade ham være, når han var "umulig" og tænke:" det bliver nok bedre", og det var nok min fejl. Jo mere jeg trak mig, jo mere ubehagelig blev han og det blev en ond cirkel. Vi ophørte med at være fortrolige og levede parallelle liv. Og nu er han gået til en anden.
Når jeg spørger siger han affæren er afsluttet, men jeg er forfærdelig jaloux og stoler ikke på ham mere. Før havde jeg grænseløs tillid til ham og følte mig tryg. Nu stoler jeg ikke på ham,mistroer ham hele tiden. Det er som en gift der er sprøjtet ind. Jeg tænker 3-4 timer dagligt på, her ½ år efter, om han nu stadig bedrager mig.Jeg græder ikke længere, men sorg,utryghed, manglede selvværd,vrede,jalousi og mistro har invaderet mit liv. Jeg vil så gerne redde vores ægteskab. Jeg elsker min mand, men synes han er blevet fremmed for mig. Vi har talt en del gange, (desværre ikke tit), men han vedholder, at han ikke ved hvad han vil. Han siger hans følelser for mig er væk. At han stadig er vred på mig for det der skete for 5 år siden og ikke ved om det kan ændres.Han vil også nødigt skilles og ødelægge vores familie og slutte vores lange liv sammen, men er ikke lykkelig som det er nu.Han sover dårligt og er træt og initiativløs. Han gik til psykolog hele sidste år for at finde ud hvad han ville, hvorfor han havde det så skidt, men ville ikke parterapi. Sagde det var hans problem. Dengang vidste jeg ikke han så en anden i smug. Jeg har opdaget han er begyndt på lykkepiller, men han tager dem i smug og jeg har ikke sagt jeg ved det... Han siger det med den anden er slut, men giver mig ingen grund til at tro ham. Han ser irritabel og træt ud når jeg vil snakke og han vil ikke gå i seng med mig eller røre ved mig.. Han skjuler også ting for mig. Mine antenner er 2 km lange og jeg snager i alt,hvilket jeg hader mig selv for, men jeg føler jeg MÅ have vished.Jeg har i iøvrigt også nogen ret til min mistro.Hans mobil er aldrig tændt,når jeg er til stede. Jeg har taget ham i at tage den med til købmanden 5 min og liste den tilbage i tasken samt mere af den slags.Jeg må ikke se den, når jeg spørger, han siger den er hans.. Jeg har spurgt om han har en hotmail. Det siger han nej til, men i dag har jeg fundet ud af at det også er løgn.Jeg brød ind i den.(suk) Fandt ud af at den var oprettet i februar, men for tiden var inaktiv. dvs ikke brugt et stykke tid. Jeg fandt også ud af hvem ham er mig utro med. En der bor langt væk, som han var ungdomskæreste med før mig for 29 år siden...De mødtes for 4 år siden til en fest.Der var ingen mails i inboxen.Jeg har længe haft mistanke om, at det var hende pga andre ting,og nu ved jeg det så.

Hvad skal jeg gøre. ??Min hjerne fortæller mig at han kun får lysten tilbage til os to, hvis jeg er en behagelig person at være sammen med. Dvs ikke bebrejder ham i et væk og beskylder ham for utroskab igen og igen.At jeg må tilgive ham og komme videre.Han er her jo endnu!!! At jeg IKKE må snage i hans personlige ting uanset hvor jaloux og mistænkelig jeg er. Jeg forsøger at leve op til dette, men det er svært. Mine tiltag til mere nærhed bliver ofte afvist og han bliver så let irriteret Føler sig presset og bebrejdet også når jeg virkelig er sikker på jeg ikke gør det, blot viser interesse. Jeg prøver at være glad og det lykkedes også tit, men ikke altid. Mine følelser modarbejder mine hensigter og min hjerne. Pludselig farer jeg over ham og bebrejder ham nye ting jeg har fundet ud af. Og det er ikke ikke godt og jeg bliver ikke klogere, da han blot nægter. Og jeg ved ikke om han lyver... osv osv..
Hvad skal jeg gøre nu. Jeg har mest lyst til at sige, at nu ved jeg hvem det er, men min hjerne mener nej. Hvad mener i, Hvad gør jeg og hvordan kommer jeg videre??
hilsen 45 år

Svar (27 okt 2004)
Kære 45 år.

Jeg kan godt forstå, at du har det dårligt med den situation, som du og din mand har fået jer placeret i.
Situationen er uholdbar, og du er nødt til at handle. Ellers får du dig kørt i sænk.
Men spørgsmålet er jo, hvad du egentlig ønsker. Du er selv inde på, at du gerne vil bevare ægteskabet. Din mand ønsker også at bevare ægteskabet sådan, som jeg forstår dig, men han giver udtryk for, at han ikke ønsker/er i stand til at have et intimt forhold mere.
OK - så må du gøre op med dig selv, om du ønsker at fortsætte på disse vilkår, om du ønsker at arbejde for, at din mand kommer til at holde af dig igen? Kærlighed er noget med at give, uden at kunne regne med at få noget igen.
Men det første, du skal foretage dig, er at få din mand i tale, og fortælle ham, hvordan du føler det, hvordan du har det, uden at bebrejde ham noget. Du skal fortælle ham, hvad du ønsker at bidrage med i jeres ægteskab, og hvad du ikke kan acceptere. Hvis du er i stand til det, uden at gøre ham ansvarlig for noget, vil han også begynde at lytte til dig. Herefter kan du spørge ham, hvad han føler, hvad han forventer af jeres ægteskab, og hvad han vil acceptere.
Går det i fisk - hvad det har en tilbøjelighed til, når følelserne er i kog, så man ikke kan bevare overblikket, er der ikke andet at gøre, end forsøge med professionel hjælp. Så må du bruge al din energi på at forsøge at få din mand til at acceptere en parterapi. Når han allerede har været hos en psykolog, er tanken måske slet ikke så fremmed for ham. I kan jo vælge en anden psykolog end hans tidligere, så I står lige, når I starter.
Endelig et godt råd: man kan kun få et andet menneskes accept og kærlighed, hvis man respekterer den andens grænser.

Med venlig hilsen.

Palle Hoffmann
cand.psych.

Palle Hoffmann


«« Tilbage