Artikel udskrevet fra www.netpsych.dk

Skizotypisk sindslidelse


Skizotypisk sindslidelse er en tilstand, der er tæt beslægtet med ægte skizofreni.. Man regner den som en subklinisk form for skizofreni. Den er i ICD-10 rubriceret under psykoserne, på trods af at patienterne på intet tidspunkt bliver psykotiske. Der er imidlertid meget nært slægtskab til psykoserne, idet både skizotypiske som skizofrene ofte optræder i samme familie. Tidligere blev tilstanden omtalt som: ”latent”, ”præpsykotisk”, ”pseudoneurotisk” eller ”pseudopsykopatisk” skizofreni.

Den skizotypale patient er en blanding af excentrisk og ejendommelig, så man kunne mistænke skizofreni, men de afgørende skizofrene symptomer ses ikke. Andre hyppige symptomer omfatter følelseskulde, aparte opførsel og tomhed, tendens til isolation og undertiden forbigående psykotiske perioder med intense illusioner eller regulære hallucinationer. Tilstanden er beslægtet med personlighedsforstyrrelserne ved at være livslang uden sikkert begyndelsestidspunkt.

Den skizotypiske sindslidelse må således på intet tidspunkt have opfyldt kriterierne for skizofreni, men for at opfylde kravene til diagnosen gennem mindst 2 år enten hele tiden eller i lange periode have haft følgende symptomer:

  • Følelseskulde med mangelfulde eller manglende følelser.
  • Original, excentrisk, aparte, sær eller underligt udseende og / eller adfærd.
  • Indsnævret social bærekraft med tendens til isolation og nedsatte socialt netværk.
  • Særheder, underlige ideer eller magisk tænkning, der ikke kan tilskrives nogen kultur eller subkultur.
  • Mistroiskhed eller forfølgelsesforestillinger.
  • Tvangstanker uden indre modstand, ofte med aggressioner eller seksuelle motiver.
  • Tilfælde af oplevelse af ændret personlighed, illusioner eller ændrede sanseoplevelser.
  • Tankegangen og talen er vag, omstændelig, præget af klicheer med opstyltet eller kunstigt præg.
  • Der kan være korte perioder med psykose i form af hallucinationer eller vrangagtige ideer, opstået uden ydre anledning og atter spontant forsvundet.

Der skal være mindst fire kriterier til stede for, at diagnosen kan stilles.

Der findes ingen specifik behandling, mange føler sig ikke syge, ved befolkningsundersøgelse ses, at kun 60 % kommer i forbindelse med psykiatrien. I tilfælde af generende depressive ledsagesymptomer kan anvendes medicin herimod på almindelige vilkår. Der er ligeledes mange, der har glæde af et forløb hos en terapeut, der mestrer den kognitive behandlingsform.


Erik Kjærsgaard
Sidst opdateret: 3. august 2023