Artikel udskrevet fra www.netpsych.dk

Anabolske steroider


Anabolske steroider anvendes i medicinen til behandling af forskellige hormonelle mangeltilstande. Præparaterne er ligeledes populære i body-builder kredse, hvor de anvendes til at skyde en medicinsk genvej til større muskler. Kriminelle, der er afhængige af rå muskelstyrke er ligeledes interesserede i præparaterne. Dopingstofferne kan kun erhverves illegalt, og de findes i miljøer, hvor politiet arbejder for at forhindre eller opklare kriminalitet. Det er almindeligt kendt, at brugen af anabolske steroider er farlig for helbredet, og indtagelse medfører risiko for aggressiv adfærd. Oprindelses/afsenderlandet er i mere end 70 pct. af tilfældene USA. I øvrige tilfælde bliver dopingmidlerne indført fra Spanien, Grækenland, Thailand, samt i enkeltstående tilfælde fra andre lande. Det er krads medicin med et forrygende spektrum af skader og bivirkninger. En kort liste følger:

  • Acne hvor store dele af ansigtet og specielt ryggen bliver angrebet.
  • Tør hud.
  • Problemer med hukommelsen (1)
  • Destruktion af hjernevæv med udvikling af Alzheimer
  • Hovedpine.
  • Svimmelhed.
  • Blodtrykssvingninger.
  • Humørsvingninger, depressioner og aggressioner.
  • Skaldethed.
  • Smerter i brystet og hævede brystkirtler, dette omtales som "tæve-patter".
  • Saltretention, væskeretention, forøget blodvolumen.
  • Leverskade og uhensigtsmæssige ændringer i blodets fedtsammensætning.
  • Stofferne kan hæmme dannelsen af sædceller og efterlader ofte brugeren impotent.
  • Hos kvinder er en såkaldt viriliserende funktion med maskulin fremtoning (forgrovning af stemmen, abnorm hårvækst og vækst af clitoris).

Denne sidste bivirkning fremkommer hos nogle kvinder allerede efter små doser, andre kvinder tåler mere. Effekten er oftest permanent. Alle disse bivirkninger fremkommer almindeligvis ikke ved almindelig dosering i medicinsk brug.

De psykiske bivirkninger, som brug af anabole steroider også kan give, rammer både mandlige og kvindelige brugere – og ikke mindst deres omgangskreds. Jo højere mængde af anabole steroider, man tager, jo større bliver de psykiske ændringer. Man får svært ved at styre sit temperament. Humørsvingninger og voldelighed og ukontrollabel adfærd er blandt de mest almindelige psykiske bivirkninger. Nogle rammes af så svær depression, at de begår selvmord. Det er en velkendt iagttagelse i de danske fængsler, at jo større de indsatte er, des to værre et temperament. Der er bl.a. derfor ofte begrænsninger på de indsattes adgang til motion og vægtløftning.


Erik Kjærsgaard
Sidst opdateret: 27. maj 2018