Artikel udskrevet fra www.netpsych.dk

Kleptomani


Kleptomani er sygelig trang til at stjæle. Tilstanden er rubriceret i ICD-10 under vane- og impulshandlinger sammen med pyromani, trikotillomani og ludomani. Kleptomani er da også beslægtet med disse tilstande, der ligeledes har en næsten identisk opbygning med ubehagelighed ved at ignorere impulserne, intens spændingsfornemmelse op til handlingen, og en følelse af tilfredsstillelse under og umiddelbart efter handlingen.

Det er ligeledes karakteristisk for kleptomani, at der ofte stjæles relativt ubetydelige ting, ikke nødvendigvis billige ting, men ofte luksusbetonede genstande uden reel værdi for den egentlige livsførelse. Det er således ”aldrig” fødemidler der stjæles, men oftest luksustøj, parfume, kosmetik og sko. Det er pinagtigt for kleptomanen at modstå impulserne, og ofte foræres de stjålne genstande væk, eller de kasseres måske ligefrem destrueres.

Der eksisterer ingen undersøgelser om hyppigheden, kønsfordelingen eller alderssammensætningen af kleptomanerne. Kleptomani straffes efter de generelle bestemmelser i straffeloven, og der er ingen særforanstaltninger, ligesom der ikke eksisterer nogen egentlig behandling.


Erik Kjærsgaard
Sidst opdateret: 30. september 2018