Artikel udskrevet fra www.netpsych.dk

Udbrændthed


Udbrændthed er et velkendt folkeligt begreb og bruges flittigt om de medmennesker der ”går ned med flaget” eller har været stresset i alt for lang tid. Imidlertid eksisterer der ikke i ICD-10 nogen diagnose med dette navn endnu. Det tætteste man kan komme er PTSD, men her kræves en udløsende begivenhed af væsentlig størrelse mens man ved den folkelige udlægning af udbrændthed ikke behøver dette, men ofte har været udsat for lidt større belastning end man kan klare i for alt lang tid. Lidt i stil med dråben, der på sigt vil hule stenen når blot der går tid nok.

Udbrændthed rummer en lang række delsymptomer fra stress, depression og udmattelse. Man bliver lettere træt end vanligt, det føles uoverskueligt, man føler sig udkørt og tager lettere imod banale legemlige lidelser. På arbejdet føler man sig frustreret af arbejdet, man kører træt i sagsbunkerne og det kan være en belastning bare at være på arbejdet. Det kan være en overvindelse bare at møde om morgenen og man er fuldstændig udkørt efter arbejdsdagen. Der er vigende overskud til at være sammen med familie og venner. De mennesker man møder på arbejde tapper en for energi og er belastende at være sammen med. Det føles frustrerende at arbejde med andre og man efterlades med en følelse af have givet mere end man har modtaget. Man påtænker at skifte til anden funktion.

Der er 2 næsten diametralt modsatte grupper der begge kandiderer til at blive udbrændte Den første er de, der har arbejdsforhold, som man kun selv har ringe indflydelse på med tilrettelæggelse eller afvikling af arbejdsdagen, hverdagen er struktureret og skemalagt til mindste detalje og arbejdsopgaverne er større end ressourcerne. Samtidig er der ofte kontakt til utilfredse og krævende personer. Ofte ramte grupper er fængselsbetjente, sygeplejersker, jordemødre og politiet. Det bemærkes at chefer på trods af deres egen tilrettelæggelse af arbejdsdagen og forholdet også bliver ramt. Det er personer der er konstant on-line eller tjekker beskeder via SMS, mail eller mobil som det første, hver eneste dag og ikke kan holde fri eller lade andre tage over selv for korte bemærkninger. Hvis man lige med nød og næppe med hjælp fra alle ressourcer kan holde skinnet på næsen kommer man i farezonen. Det er oftest personer fra flinkeskolen, der ikke kan sige fra eller tænke på sig selv der har det værst. Det er almindeligt med en række legemlige sygdomme som uforklarlige smerter, hjerteuro og fordøjelsesbesvær. Selvmedicinering med alkohol ligger ligeledes lige for.

Behandling er i første omgang at få reduceret belastningerne, herefter behandling af de depressive delsymptomer med samtaleterapi eller medicin. Det kan være nyttigt med psykoterapi, hvor man fokuserer på at sige fra og identificere advarselssignaler og ikke mindst at handle på det.


Erik Kjærsgaard
Sidst opdateret: 17. juli 2015