Artikel udskrevet fra www.netpsych.dk

Malign neuroleptikum syndrom


Det maligne neuroleptikum syndrom er den alvorligste bivirkning ved behandling med neuroleptika og antipsykotika. Den betegnes også som; antipsykotiske malign-syndrom. Selv om man almindeligvis reserverer betegnelsen malign (ondartet) til beskrivelse af kræftsygdomme, har syndromet ikke at gøre med kræft, men er udelukkende et udtryk for alvoren af bivirkningen. Tilstanden er dog heldigvis meget sjælden. Syndromet består af vedvarende kombinationer af følgende symptomer:

  • Parkinsons symptomer med stivhed, rysten og bevægeforstyrrelser.

  • Forhøjet temperatur.

  • Svingende blodtryk og pulsforhøjelse.

  • Bevidsthedsændringer.

  • Forhøjede mængde hvide blodlegemer, påvirkede leverfunktion med forhøjelse af kreatinfosforkinase.
     

Alle typer af antipsykotika, med en enkelt undtagelse kan udløse tilstanden. Den optræder i alle aldersklasser og er dobbelt så hyppigt hos mænd end kvinder. Det er en tilstand, der udvikler sig over 1 – 3 dage, og den er dødelig i ca. 20 % af tilfældene grundet kollaps af kredsløbet, nyresvigt eller vejrtrækningsstop.

Hvis man under behandling med antipsykotika får mistanke om denne alvorlige tilstand, skal medicinen omgående fjernes og der skal foretages indlæggelse på specialafdeling.


Erik Kjærsgaard
Sidst opdateret: 3. oktober 2018