NetPsychs Brevkasse

Email icon Nyligt fraskilt
Jeg er i fyrrerne og blev for 3/4 år siden separeret fra min mand gennem mange mange år. Vi har tre store børn. Årene op til skilsmissen var meget hårde. Min mand fjernede sig mere og mere fra mig, var opfarende, ofte groft urimelig, ydmygede mig jævnligt overfor familie ved ikke at kunne styre sig. Lavede intet udover sit erhvervsarbejde, trak sig mere og mere fra samvær med venner og familie og fik tiltagende symptomer på depression. Jeg kunne ikke nå ham og led under hans spydigheder og opfarenhed. Derfor "puttede" jeg mig bare, sagde sjældent fra og håbede det gik over. 1 år før skilsmissen fandt jeg ved et tilfælde ud af at han havde en anden. Det var et jordskælv i mit liv, som jeg aldrig tror jeg kommer over. Hen ad vejen viste det sig endda, at det havde stået på i tre år. Jeg var så såret, at det er ubeskriveligt. 1 år gik med snakken frem og tilbage. Han lovede ikke at se hende. Han løj.Jeg havde det forfærdeligt med mistro,jalousi, dyb skuffelse og frustration. Da skilsmissen blev uundgåelig sagde han, at han ikke kunne holde sig selv ud, Han var helt klar over hvor ubehagelig en person han var blevet, kunne ikke holde sig selv ud og måtte bo alene. Han fastholder stadig, at "den anden" ikke har noget med det hele at gøre, hvad jeg nu ikke mener, da problemerne i vores ægteskab startede samtidigt med han traf hende. Status nu er, at vi er separeret, kommer fredsommeligt ud af det med hinanden, og jeg nægter at vide noget som helst om hvornår han ser den anden kvinde( Hun bor langt væk).
Mit problem er bl.a,, at jeg er lidt bange for,om jeg stadig bare forsøger at "lade som om" intet er galt. Hvorfor er jeg ikke hylende rasende på ham.?? Han har behandlet mig utilgiveligt elendigt. Når jeg er alene, plages jeg meget af tanker om, at jeg ikke er god nok, at ingen vil have mig, at folk bare smider mig væk, når de ikke gider mig mere. Mit selvværd har vist taget virkelig skade af alle de ydmygelser, jeg har stået model til. Jeg synes, jeg har reageret alt for lidt og slapt i forhold til, hvad det han har gjort mig kunne rimeliggøre. Ligesom i mit ægteskab smiler jeg, når vi er sammen, går til arrangementer med børnene sammen med ham, vi drikker fredeligt kaffe, når vi udveksler børn osv osv, Det er selvfølgelig godt for ungerne, men samtidigt føler jeg, at jeg ydmyger mig ved måske ikke at have givet tydeligt nok udtryk for hvor såret jeg er, og hvor meget jeg sørger over, at hans elendige opførsel har sprængt vores familie og ødelagt alt det, der var ment til at skulle vare. Det er ligesom om, at det, der var godt engang, ikke gælder, fordi det endte som det gjorde. Jeg har en følelse af spild, af dyb sorg og skuffelse og vrede. Jeg føler, jeg burde have sprunget i luften, da jeg opdagede hans utroskab, i stedet blev jeg bare ved at håbe og håbe. Det var endda ham, der endte med at rejse. Kan du forstå jeg sidder med en følelse af at være en man bare kan træde på, og så siger jeg:"undskyld jeg var under din fod."
For en orden skyld skal siges, at vi har vendt alt dette nogle gange i snakke og breve det sidste år vi var sammen, men jeg føler mig stadig uforløst. Hvad skal jeg gøre. Jeg er jo ikke typen der farer op, men jeg trænger til at tro på, at jeg ikke er et ynkeligt skvat. Jeg har skrevet et par gode og lange breve til ham, da jeg opdagede hans utroskab og skilsmissen lurede om hjørnet. Jeg kunne bedre skrive, da han hurtigt fik mig ud i tovene, når vi forsøgte at tale sammen. Hvad jeg egentlig ville sige fortabte sig i hans kritik af hvordan jeg talte, af ordene jeg brugte, måden jeg kommunikerede på osv.osv. Kort sagt kunne han køre mig ind i et hjørne på 5 minutter, og så fyldte han resten af stuen. Det endte som regel med , at jeg følte mig helt forkert og aldrig fik sagt hvad jeg ville.
Egentlig tror jeg ikke, jeg skal tage hele miseren op igen. Jeg er jo ikke interesseret i et dårligt forhold til ham, om ikke andet så for børnenes skyld, og vores omgangstone er sandelig bedre nu end før!! Han er flink og hjælper mig med ting i huset osv.Men hvad gør jeg så??
Jeg har en høj uddannelse og godt arbejde med stort ansvar, så det er ikke fordi jeg ellers er en "svag" person.
Jeg har det bare stadig SÅ skrækkeligt med tanken om at han løj og bedrog mig.Jeg ønsker ham ikke tilbage, det er ikke sådan det hænger sammen. Jeg kan klare mig selv, og det er dejligt, at der er harmoni i huset igen. Jeg kunne heller aldrig overvinde mig til at lade ham røre mig igen, og jeg ville aldrig mere stole på ham. Problemet er mere, hvordan jeg får helet de sår, der stadig er så åbne og plagsomme. Og hvordan man slipper af med tankerne om, at jeg er et ynkeligt skvat, fordi jeg har tilladt ham at ydmyge mig sådan

Venlig hilsen

en nylig fraskilt
Svar (20 feb 2006)
Kære Nyligt fraskilte.
Jeg kan godt forstå din frustration over at have levet livet med en mand, med hvem du har fået 3 børn, en mand, som gennem 3 år har et forhold med en anden kvinde uden dit vidende.
Jeg hører dig beklage dig over, at du ikke har kunnet komme ud med al den frsustation, du har følt indvendig. Du giver din mands dominans i diskussioner skylden for, at du aldrig har kunnet sige fra. Jeg tror umiddelbart, at det mere er et generelt problem for dig, end andres problem, at du ikke tror så meget på dit eget værd, at du er mere tilbøjelig til at tie, og lade andre komme til orde. Jeg kan kun give dig dette råd: Hold op med at skulle have andres tilladelse til at ytre dig. Hold op med at skulle leve op til andres forventninger. Hold op med at have ondt af dig selv. Mærk efter inde i dig selv, og sig og gør, som du føler er rigtigt. Der er kun en, som er ansvarlig for dit liv, og det er dig. Sæt dig ned, og tænk igennem, hvordan dit liv skal se ud om 1 år, 2 år eller tre år, og arbejd dig hen imod det, uanset hvad andre siger og mener. Det er den eneste måde du kan genvinde din selvrespekt på.
Når alt det er sagt ved jeg godt, at det er nemmere sagt end gjort, men det ændrer ikke ved nødvendigheden af at gøre det. Men prøv evt. at kontakte andre, som er i samme situation (nyligt skilt) og tal problemerne igennem med dem. Eller find en person, du har tillid til.
Når jeg læser din henvendelse kan jeg se, at du har masser af resourcer og selvtillid. Du skal bare have rusket lidt op i tilværelsen og komme over choket. Men kærlighed troskab og loyalitet er ikke noget, der opstår efter fortjeneste. Du må acceptere, at der skal to til en tango. Hvis den anden ikke er indstillet på samme bølgelængede som du, må du gøre op med dig selv, om han er en at bruge så mange kræfter på, eller om det var bedre at orientere sig efter andre værdier/mennesker? Ingen af os kommer igennem livet uden den slags stød.

Med venlig hilsen.

Palle Hoffmann


«« Tilbage