Min søn på 20 vil ikke lave sine lektier.

Hej. Jeg har et problem med at gøre min søn på snart 20 år forståeligt at han er så gammel nu at han må tage nogle beslutninger i sit liv og dermed også konsekvenserne af det.
Lige for tiden er han stresset siger han, fordi han ikke føler at han har nok fritid. Han går i 3.G på HTX og er ved at skrive opgave. Han har aldrig været særlig god til at få læst sine lektier og jeg har nok ikke være hård og konsekvent nok mht til det. Han er også stresset fordi han ikke har nogen penge.Han har lige fået en parkeringbøde fordi han ikke stillede p-skiven ("jeg tænkte ikke over det" - som om det ikke var hans egen skyld; men min eller kørelærerens skyld fordi vi ikke har lært ham om det. Han er ellerds den der stiller p-skiven når han kører med mig!)
Han får SU som hjemmeboende og det er lidt over 2000kr om måneden. Desværre gør han det, at lige så snart pengene tikker ind så render han ned og køber en masse dvd´ere eller andet gøgl. Han køber mad hver dag i kantinen, selvom han kan få/smørre sig en madpakke herhjemme. Jeg vil bare ikke gøre det, og han vil hellere selv sove end at smørre mad endsige at spise (han er lidt tynd fordi han ikke får så meget mad). Han er træt af skolen, og kommer tit for sent. jeg ved at han har fået advarsler fordi han fortæller mig meget. Han er i bund og grund en dejlig dreng og meget ærlig; men han kan ikke se hvordan han kan komme udover det at være stresset og få tid nok. Jeg synes jo at han har masser af tid. Han laver ikke nævneværdigt meget herhjemme. Han laver mad en gang om ugen, hvor jeg skal hjælpe en del fordi det ikke intersserer ham så meget og så tager det lang tid og han kan ikke huske hvad han skal med tingene. Han bestemmer ellers selv hvad han vil lave. Han bruger meget tid på at spille computer hvor han er med i grupper der skal klare nogle baner i forskellige universer. jeg kan ikke forstå det og har svært ved at være optimistisk og spørge intersseret i spillet når jeg synes at han bruger for meget tid på det. Sommetider er det hele natten og jeg tror at han af og til ikke kommer i skole netop fordi han har spillet hele natten. Jeg har være for eftergivende overfor ham å det punkt fordi han ikke havde mange venner som barn og nu har han så venner (også fra skolen) som han spiller med. De taler også sammen over voicemail.
Jeg er simpelthen så ked af det fordi jeg ikke ved hvad jeg skal gøre og jeg vil gerne hjælpe ham; men det er jo ikke lykken at betale hans gæld. Jeg har bedt ham om at lave lektier først og dernæst spille computer ind imellem. Jeg har bedt ham om at finde sig et arbejde; men han synes at jeg punker ham hele tiden og det stresser ham også. Faktisk er han ret irriteret på mig når jeg kommer med alle mulige forslag - jeg er bare irirterende. Jeg har prøvet at spørge hvad han kan gøre for at ændre sin situation; men han siger bare at det ved han ikke, eller det kan han ikke overskue.
Ind imellem har jeg lyst til at råbe og skrige af ham; men det er uværdigt at jeg skal opføre mig som en rejekælling, synes jeg. Han vil tage et sabatår når gymnasiet er overstået for at tjene penge så han kan flytte hjemmefra. Jeg er da bare ærgelig over at han ikke har ville finde arbejde i de sidste 3 år så ville han nu have haft noget mere at kunne gøre godt med.
Undskyld at det blev et langt brev; men kan I foreslå mig et eller andet jeg kan gøre for at hjælpe ham?

Svar (18 mar 2006)

Kære J.
Jeg forstår dit dilemma. Du vil gerne hjælpe din søn, kan fra sidelinien se, at han ikke passer sine lektier, og at han ikke ønsker at tage ansvaret selv.
Da han er 20 år, vil jeg anbefale, at du stiller ham overfor et ultimatum. Hvis han ønkser at blive boende hjemme, vil du gerne støtte ham, men det kræver, at han indgår nogle aftaler om lektier og sluttider på computeren. Hvis ikke han kan overhode det, må han se sig om efter et værelse, for så kan du ikke acceptere, at han bliver boende hejmme.
Han vil sikkert slå sig i tøjret, og sige, at han bliver stresset. Du kan roligt svare ham, at det er hans levemåde, og manglende ansvarsfølelse, som gør ham stresset. Når/hvis han flytter hjemmefra bliver han anderledes ansvarlig, og kan ikke overføre ansvaret på dig. Du tvinger ham til at prioritere sin fremtid, og til selv at tage ansvaret. Det hører med til det at blive voksen. Der er ingen grund til at hidse sig op og skændes, men prøv at tage en stille og rolig samtale med din søn. Måske går det op for ham, at han selv må træffe sine beslutninger.

Med venlig hilsen.

Palle Hoffmann