Adopteret - Borderline?

Det drejer sig om min datter på 9 1/2, som er adopteret som 1 årig fra Indien. Hun har således været 1 år på børnehjem.
Igår var jeg til veninde-aften og der nævnte jeg mine problemer med min datter for en veninde, der er læge og ved at blive psykiater. Hun nævnte borderline.
Idag har jeg brugt meget tid på nettet og jeg var overrasket. Overrasket over, at der lå mine svar!
De ting der skrives, dem har hun. Selvfølgelig ikke så udtalt, men hun er jo også kun 9 1/2 år.
Bl.a det omkring splitting og projektiv identifikation.
Jeg har bare altid brugt andre ord, jeg har altid sagt, at min datter er meget sort/hvid og at det ville give hende problemer i hendes liv.
Min datte er jo adopteret, så jeg har jo altid vist, at hun er følelsesmæssig skadet, og det er på en eller anden mærkelig måde svært at håndtere. Efter at jeg har læst omkring Borderline, har det givet mig ro.
Men så tænker jeg: Er alle børn ikke sådan? Men når jeg spørger mine veninder, så er deres børn ike sort/hvide på samme måde.
For tiden er det mig der "står for skub" - jeg er skurken og hun gør alt hvad hun kan (ubevidst har jeg så lige fundet ud af), til at skubbe mig væk! Alt!! Og vi taler altså ikke om 1-2 dage, det har stået på i 3 uger. Jeg er så ond i hendes verden, og ja jeg træder et eller to skridt tilbage, jeg føler mig afvist, og så reagere jeg med den "hvis ikke du vil have mig, så vil jeg heller ikke have dig". Så der er ingen nærvær for tiden, ingen kram, ingen berøring og det gør ondt på mig!
Jeg kan se, at behandlingen omhandler styrkelse af jeg-et, hvordan gør jeg det? Og hvad vil du ellers foreslå mig? Skal jeg bestille tid hos min egen læge og der igennem, få henvisning til børnepsykistrisk afdeling? Og hvordan forklare jeg min datter det? Hun synes jo bare, at hun er helt normal.
Denen sætning: F.eks. lægger man ikke skjul på at man ikke kan lide den udpegede "onde", som så ender med at vise sin irritation, og på den måde oplever man at få bekræftet at han er "ond".Er bare så rigtig!!! Det er især mormor og hendes papfar der stå for skud. Enten er de så skønne, eller er de så latterlige i hendes verden og så er hun total uhøflig etc. (jeg behøver ikke at uddybe det vel?).
Jeg har et spørgsmål: Ud fra hvilke kriterier vælger hun hun "ofre"? Fx. er hendes far aldrig udvalgt som andet end værende total god, dette til trods for, at han ikke har haft hendes ret meget i 2 år, da han var misbrugere. Han har nu været clean i 15 mr. og er i behandling og er en superfar! Men det var han altså ikke de 2 år, og bla. her tog hendes papfar over og agerede far, men i sær efter hendes far er kommet på banen igen, så laver hun hun de projekteringer overfor papfaren. Hvad udløser hvem der skal være god/led?

Hvad gør jeg nu? Hvor starter jeg og hvor slutter jeg?

Skal slutlig lige nævne, at hun er i behandling for præ-pubertet og får indsprøjtning hver 28 dag.

Svar (17 jul 2006)

Kære M.

Det er godt nok at være bevidst om borderline-problemer, men din datter er kun 9½ år. Det er lidt tidligt, at du begynder at sætte diagnose på hende. Det er muligt, at hun har nogle problemer, som kan stamme fra hendes første turbulente år. Men ud af dit brev læser jeg lidt mellem linierne, at hun har såvel en far som en papfar, og at faderen tillige har været misbruger. Det giver mig en fornemmelse af, at hendes opvækstvilkår også kan have været præget af utrykhed. Hvis min antagelse er rigtig, er det jo forståeligt, at din datter reagerer, især hvis der er begyndende pubertet. Selv om de fleste mennesker har været i puberteten, og selv om vi har reageret med noget, der ligner borderlien-symptomer, vil vi alligevel være noget tilbageholdende med at diagnosticere unge i puberteten. Her er borderlinesymptomer mere normen end undtagelsen.
Så slå indtil videre diagnosesystemet fra, og betragt din datter som almindelig pige, der blot er gået i pubertet før hendes jævnaldrende.
Når det er sagt, vil jeg anbefale dig alligevel at bruge din viden fra borderline-teorierne. For her kan man godt lære et og andet. Det handler bl.a. om at være der, for din datter. DVS. at du kan rumme hendes svingninger, og hendes til tider sort/hvide indstilling, hendes kritik, hendes råben højt osv. Det er vigtigt, at du forbliver den samme, uanset hvor hun følelsesmæssigt svinger hen, at du bevarer overblikket, og frem for alt prøver ikke at føle dig såret, når hun trækker sig, og at du er der, når hun atter har brug for dig. Hun er i en udviklingsproces, hvor en løsrivelse fra dig som omnipotent forbillede (dvs. forældrefigur, uden hvilken hendes verden ville bryde sammen) og til at udvikle en selvstændig identitet, selvværd og selvfølelse. Den proces kan du hjælpe hende igennem ved at bevare overblikket, ved at undgå at svinge med i din datters føleselsesmæssige svingninger, og i stedet opretholde en bevidsthed om, at det mere er hendes indre dæmoner, hun slås med, end det er dig, og at det er et overgangsfænomen. Jeg siger ikke at det er let, men det er det bedste du kan gøre for din datter.

Palle Hoffmann