NetPsychs Brevkasse

Email icon Hvordan kan jeg hjælpe min mor?
Min mor har været min far utro gennem 7 år nu. Jeg fandt ud af hendes utroskab, og prøvede at få hende til at sige det til ham selv. Men hun ville ikke, og svor, at det hele ville stoppe nu, hvis jeg ikke fortelte ham det. Jeg gav hende en chance. Men hun blev ved med utroskaben, og efter 2 år tog jeg mig så sammen, og fortalte min far det. Han gav hende også en chance, og en til, og en til. Nu efter sidste opgør har han så forladt hende. Hun kæmper for deres ægteskab, og prøver med alle ord at få os til at forstå, at en skilsmisse ikke er det bedste, hverken for ham eller hende.
Hun har en ekstrem evne til at overtale mennesker og til at frembringe dårlig samvittighed hos andre, og hun får altid sin vilje. Hun synes fuldstændig at mangle selvkritik. Hun græder helt vildt mens "opgørene" står på, men opfører sig som om intet var hændt straks efter hevrt "opgør". (men opgør mener jeg, hver gang hun er blevet "fanget på fersk gerning", og at min far vil forlade hende. Hun kan finde på at sige at hun intet angre, som hun har gjort i sit liv en uge efter hun har siddet og tudet på livet løs, fordi far ønskede at gå, fordi hun er utro.
Hvorfor opfører hun sig, på denne måde? Hver gang jeg, eller andre prøver at fortælle hende, at der er ting, som hun gør forkert ect, og forsvarer hun sig helt vildt... som m at intet er mere normalt, end det hun gør - der er forklaring på ALT. Jeg tænker: er hun mon sociopat? Er der sandsynlighed for det? Om ja, hvordan hjælper man hende med at komme til "fornuft".
Denne gang tror jeg (og håber) at far ikke giver hende mere chancer. Jeg føler mig, som en forbryder at håbe på, at mine forældre bliver skilt - men livet er uudholdeligt, når hun "ruler" alle og enhver og andre og jeg selv for dårlig samvittighed over at nedgøre hendes synder. Jeg orker ikke at se min far så nedbrudt, som han er - han elsker hende.

Jeg ved ikke hvad jeg ønsker svar på..., måske et råd om, hvordan/hvilken taktisk adfærd er fornuftig at bruge overfor hende... eller råd om, hvordan et menneske som min mor, får hjælp til selvhjælp... huff... et eller andet.

Venligst
Svar (16 aug 2006)
Kære S:

Jeg er lidt hæmmet af, at jeg ikke ved, hvor gammel du er, men går ud fra, at når forholdet har stået på i 7 år, er du voksen - eller næsten. Idet jeg går ud herfra, vil jeg svare dig følgende:
Det er en udbredt erfaring blandt behandlere, at man ikke kan hjælpe de, som ikke vil hjælpes. Jeg synes, at du ´må gøre op med dig selv, hvad du mener er dit ansvar og hvad der er dine forældres. Jeg tror ikke, at du kan og skal være den, der forsøger dig som mægler. Dertil er du selv for tæt på. Jeg kan forstå, at du føler dig involveret, fordi dine forældres problemer også følels som dine. Men du kan for det første ikke hjælpe dem, og for det andet må du tænke på dig selv i denne situation og forsøge at erkende, at du i bedste fald ikke kan gøre noget, og i værste fald gøre tingene værre.
Der er intet i vejen for, at du giver udtryk for, hvad du mener - både i forhold til din mor og din far, men du står dig bedst ved at lade dem selv finde ud af, hvordan de vil leve, og hovrdan de vil løse deres problemer. Du beskytter således dig selv bedst ved at blande dig uden om, og kun tilbyde din hjælp, hvis en af parterne, eller begge beder om den. Måske kunne du finde en god veninde eller et famialiemedlem, som du kan tale med om de problemer, som dine forældres konflikter medfører for dig.

Med venlig hilsen


Palle Hoffmann


«« Tilbage