NetPsychs Brevkasse

Email icon Min 14-årige søn er begyndt at ryge hash
Vi er en familie med " din, min, og vores barn". Min mand har en datter på 20 år og jeg har en søn på 23 år - de er begge flyttet hjemmefra og klarer sig godt. Sammen har vi et fællesbarn, en dreng som netop er blevet 14 år og det er ham der er problemet. Han har altid været en god/glad dreng, som har klaret sig godt både fagligt og socialt. For et år siden begyndte det at gå ned ad bakke - han fik en ny klassekammerat, som ikke har særlig god indflydelde på ham - Vi blev ringet op en aften af nogle piger, som fortalte at han lå " døddrukken" i nogle buske og de kunne ikke få ham op. De unge havde festet hos en pige der var alene hjemme. Vi kørte ham direkte på sygehuset hvor han overnattede med en promille på 2.40. Efterfølgende var jeg hele følelsesregistret igennem - jeg var vred og ked af, at se ham i den tilstand og såret bl.a. fordi han havde løjet og sagt at han sov hos en kammerat - hvilket ikke var aftalen da det kom til stykket. Da han blev " sig selv igen " havde han moralske tømmermænd, men samtidig sporede jeg også, at han var lidt stolt af situationen overfor kammeraterne.Jeg kontaktede forældrene til den pige hvor festen havde foregået - uden et positivt resultat. De var nærmest ligeglade. Jeg kontaktede hans klasselærer og bad ham tage det med som en del af undervisningen = Hvad kan der ske når unge føler sig under gruppepres ? Det var nemlig min opfattelse. at det er min opfattelse, at det var det, der var sket. De unge han var sammen med den pågældende aften var 1-3 år ældre og de havde siddet omkring et bord og råbt, DRIK,DRIK,DRIK. Efterfølgende var konsekvensen at han ikke skulle sove ude hos kammerater længere og vi ville vide, hvor han tog hen og hvem han var sammen med. Jeg talte meget med ham om episoden og at det ganske enkelt ikke er acceptabel med sådan en adfærd. Et par måneder efter bliver jeg trukket til side af hans klasselærer til et forældremøde. Der går rygter om at vores søn har røget hash en aften, hvor nogle unge var samlet i skolegården. Han bliver konfronteret med rygtet og nægter alt - indtil jeg bilder ham ind, at man på apoteket kan købe nogle strips som kan afsløre ham via en spytprøve. Derefter tilstår han og vi har igen en længere periode med stramme regler for komme hjem tider - hvem han er sammen med - og snak om konsekvenserne ved at ryge det skidt. I mellem tiden flytter vi 5 km væk fra det område vi boede i, men han fortsætter på samme skole. Jeg undrer mig over, at han aldrig har venner på besøg, det nye sted hvor vi bor - han er næsten altid hvor de bor eller holder til. Jeg sætter krav om, at han også godt kan være hjemme hos os sammen med hans venner, hvis han vil være sammen med dem. På den måde kan vi også finde ud af hvem han omgås. Det hjælper en periode - men hen over sommeren søger han igen væk. Samme dag han har fået sommerferie fra skolen, siger min mand godnat til ham kl. 01.00 om natten. Han har faste tider at komme hjem på - kl.22.00 til hverdage og kl. 23.00 i wekenderne. kl. 01.30 ringer vores telefon - det er politiet som står udenfor med vores søn. Han er nu stukket af, ud af kælderdøren og er sprunget bag på en knallert og politiet har stoppet dem og kørt vores søn hjem. Politiet fortæller, at ham der kørte knallerten stak af - de vidste hvem han var - en ikke særlig god fyr. Nu var der lagt en linje for hans sommerferie - hvis han skulle være sammen med nogle kammerater SKULLE det være hjemme hos os. Dette indvilger han i, han protesterer ihvertilfald ikke - der kom nogle få stykker og vi lærte dem lidt bedre at kende. Her for ca. 14 dage siden skete der så det, at jeg kommer hjem fra arbejde om aftermiddagen og finder en lille klump hash, som han har tabt udenfor vores hoveddør.I starten nægter han alt - men tilstår hurtigt da jeg fortæller ham, at det kun kan stamme fra ham.Jeg spørger ind til hvorfor han har fået det fra om han har købt det sammen med nogen - og hvorfor han bliver nødt til at ryge det stads. Han siger, at det er min skyld, idet jeg altid er sur og vred og fordi han er bange for mig. I min afmagt siger jeg til ham, at nu må andre snart tage over, idet jeg ikke ved hvad jeg skal gøre, for at få ham på rette spor. Jeg nævner både efterskole og en døgninstitution. Det sidste mener jeg for alt i verden ikke.Desuden er den "nye" klassekammerat hvergang i billedet når der har været problemer og jeg jar nu forbudt ham at være sammen med ham udenfor skoletiden.Det skal lige tilføjes, at jeg en stor del af tiden er alene med ham, da min arbejder off.shore og indimellem kun er hjemme få dage ad gangen.Når vores søn har været presset har han indimellem brugt min mands datter og hendes kæreste til at betro sig til. Dette mener jeg er fint, da det er godt have nogle omkring ham som "forstår ham".Jeg har bare fundet ud af at de støtter ham i, at jeg er en " ond mor". Min mands datter og jeg har aldrig rigtig haft en godt forhold til hinanden og det er " vand på hendes mølle" når vores søn fortæller, at jeg er for skrap og kan gennemskue ham.Datteren har nu mailet ud på Nordsøen til hendes far og berettet om hvad vores søn har fortalt hende. Dette er okay - men jeg fornemmer en splitting der siger spar 2, til alt fra hendes side og min mand formår ikke at se det sådan og få det stoppet. Det er jo hans datter og som han siger : "jeg vil ikke være uvenner med hende".Jeg mener bare, at vi har så store problemer lige nu med vores søn, at vi er nødsaget til at stå sammen i familien omkring dette, også fra hendes side.Det skal lige nævnes, at vores søn er vellidt i vores omgangskreds - Det vi altid hører er, at han er en go' dreng -han passer hans skole og sin basketball, som han går til på fjerde år, 2 gange ugentlig + kampe nogle weekenderne.Han har mange gode sider men selvværdet må være i bund. Hvordan får jeg ham overbevist om at han er god nok som han er ?Jeg har brug for at få at vide, om jeg takler problemer helt forkert. Jeg er grænsesættende og tør godt stå ved det, hvorimod min mand er konfliktsky og han siger, at han ser det bedte i mennesker, indtil det modsatte er bevist.Dette er jo i sig selv en god egenskab at have. Problemet er bare at når det modsatte er bevist handler han ikke på det - men lader stå til.Dette i sig selv har ofte skabt store problemer i vores parforhold og lige nu må vi bare videre......Håber på et ærligt og konstruktivt svar, som jeg kan gøre brug af.
Svar (24 okt 2006)
Kære K.

Jeg er selv forældre, og kan levende sætte mig ind i dine frustrationer. Af dit brev kan jeg også forstå, at din søn har en rigtig god ballast, omend hans grænseoverskridende handlinger kan vidne om lidt identitetsproblemer. Men du skal også tage i betragtning, at han som 14 årig er på vej til at skifte identitet fra barn til voksen, og der vil der komme forsøg på at prøve nogle ting af. Hermed være ikke sagt, at du skal acceptere hans negative adfærd. Tvært imod synes jeg, at det er korrekt, at du forsøger at sætte grænser for ham. Det at forældre sætter rimelige grænser for deres børn, er også en kærlighedshandling. Det værste er at være lige glad.
At din søn sidder bag på en knallert, eller sniger sig hjemmefra en enkelt gang, vil jeg ikke være så bekymret for, men at han drikker sig en promille på 2,4 til, og er begyndt at forsøge sig med hash, er mere alarmerende, og det er her du skal ind og markere grænserne så tydeligt, du formår. Jeg tænker på, at du måske kunne "tvinge" ham med til et foredrag om misbrug, hvordan det opstår, og hvordan man kan blive afhængig og få en kariere som narkoman, hvis ikke man i tide får sagt stop. Du kan evt. kontakte amtets misbrugscenter for at høre, hvor sådan et forebyggende foredrag finder sted. Her kan du ved samme lejlighed måske søge nogle gode råd for, hvordan du kan handle. Om ikke for andet, har det måske en signalværdi, der kunne få ham til at gøre sig sine overvejelser.

På lidt længere sigt vil han helt sikkert finde sin egen identitet, og vælge mere sunde handlinger. Det er også fint at han dyrker sport. Det indebærer, at han også har andre kontakter end den uheldige fra klasen. Men det er vigtigt, at du er opmærksom på problemerne nu, og du skal ikke være bange for at sætte grænser for ham.
Jeg kan ikke lade være at tænke på, at din mand jo er meget lidt til stede i familien, og når han er der, trænger han måske mest til ro, og trækker sig. Det har imidlertid den effekt, at han som identifikationsfigur for jeres søn jo bliver noget diffus, og det kan have en lidt negativ effekt. Men det kan jo være svært at lave om på. Men det var måske en tanke eller snak værd at overveje fordele og ulemper/ evt. alternativer ved arbejdet - uden at du blot må lægge skylden her.

Med venlig hilsen

Palle Hoffmann

Palle Hoffmann


«« Tilbage