NetPsychs Brevkasse

Email icon Den dybt frustrerede
Mit ægteskab er i dyb krise! Jeg har kendt min kone i snart 6 år. Vi blev gift sidste forår. Fra begyndelsen har min kone gerne villet have børn (hun er nu 35). Det har jeg også, men jeg har været tilbageholdende, fordi jeg gerne har villet etablere bedre fysiske rammer for en familie.

For 1½ år siden blev min kone gravid, men hun stod overfor at skulle påbegynde nyt job, bryllupsdatoen var fastsat o.s.v. og hun gav udtryk for at en abort nok var det rigtige (og jeg gav hende ret). Efterfølgende blev vi enige om, at hvis det gik galt igen skulle vi ikke have en abort. Underbevidst har det nok påvirket at jeg har været lidt skræmt ved at dyrke sex - ihvertfald har det siden været begrænset hvor meget vi har dyrket.

Et halvt år efter aborten begyndte min kone behandling for depression. Hun var (desværre) rimeligt lukket over for hvad årsagen var (hun har nu afsløret at det også handlede om aborten og mig). Men vi blev altså gift.

I det sidste års tid har min arbejdssituation været meget utilfredsstillende. Jeg har forsøgt at finde noget andet, men har fået mange afslag. Det har påvirket mit humør temmeligt meget, og da min kone i november igen tog emnet om børn op, var jeg meget afvisende. Ikke destomindre satte samtalen en proces i gang inde i mig, og da hun en måned efter igen tog emnet op, var jeg mere imødekommende (men åbenbart ikke overbevisende nok). Vores lidt platoniske forhold fortsatte i resten af december (vi taler sammen, skændes ikke, giver knus og små kys o.s.v.).

I første halvdel af januar fik jeg større og større mistanke til at hun var begyndt at se en anden (flere og flere ting pegede i den retning) og til sidst en aften (hvor hun var gået i seng) var jeg overbevist. Jeg satte mig ned og skrev et langt brev, hvori jeg fortalte at jeg elskede hende meget højt, at jeg gerne ville have børn med hende nu (jeg har oprigtigt revurderet mine prioriteringer vedrørende det at skabe bedre rammer før vi skulle have børn), og at jeg gerne ville ændre vores adfærd i forholdet, så vi begge fik de ting vi savnede. Jeg sluttede dog også af med at påtage mig ansvaret for at have svigtet hende og sagde at jeg godt fortod hvis hun ville ud og "have ny luft under vingerne".

Til min store glæde foreslog hun næste morgen at vi tog fri og vi brugte dagen til at tale, græde, være fysisk tætte og elske. Dagen efter (hvor hun i kraft af sin fritidsinteresse havde set den anden) virkede hun dog mere usikker, og sagde at hun ville tage ned til sin moster en uges tid (fra den efterfølgende weekend). Jeg blev helt ude af den (meldte mig ifølge aftale med min læge syg - og har været sygemeldt siden - ligeså meget for at komme væk fra mit belastende job) og var helt ude i tovene. Men weekenden kom og jeg kørte hende bort.

Da hun en uge senere kom hjem, fortalte hun at hun gerne ville give vores forhold tid og energi, men at hun ikke bare sådan kunne komme 100% tilbage. Men vi blev enige om langsomt at arbejde på det (og det gør jeg så alt hvad jeg kan).

Efter endnu en uge hjemme havde hun skrevet et langt brev, hvori hun berettede om hvad hun havde savnet, hvad der har gjort hende ked af det og usikker. Men hun berettede også at hun ikke vidste 100% hvad hun ville, at hun fortsat var forelsket i den anden og ikke bare kunne slukke for disse følelser (han har på trods af at være gift og have børn, givet udtryk for at han gerne vil have flere børn med min kone). Hun fortalte at hun har følt sig tryg sammen med mig, holder af mig (men ikke kan finde ud af om hun elsker mig), og er ked af at hun gør mig ondt.

I kraft af hendes fritidsinteresse ser hun fortsat jævnligt den anden (jeg ved ikke hvor omfattende kontakten i øvrigt er) og vil i de næste 3 måneder også have meget travlt på sit job.

Stemningen svinger op og ned - hun virker meget lukket - det er de fleste dage svært at få kommunikationen i gang og hun er meget lidt modtagelig for mine forsøg på kærtegn. Jeg gør hvad jeg kan i form at kærlige ord, ros, små tjenester, en blomst i ny og næ o.s.v. I lørdags fik jeg lov at give hende en masse massage og det endte med at blive meget intimt. Vi havde i det hele taget en hyggelig dag, men de efterfølgende dage virker hun igen nedtrykt og indelukket.

Jeg er godt klar over at det bliver en lang sej bakke at komme op af, men jeg er villig til at tage slæbet. Dog skræmmer det mig hele tiden, at hun med op til flere gange om ugen kommer til at se den anden. Jeg tror at dette samværd uundgåeligt forhindrer deres forhold i at dæmpes. Men omvendt synes jeg det ville være mangel på respekt at bede hende tage en pause, fordi hun er meget engageret i hendes fritidsinteresse.

Jeg bruger næsten al min vågne tid på at tænke over, hvilke ting jeg skal gøre, hvordan jeg skal handle, for at trække hende hjemad, gøre hende glad, vække hendes følelser og få hende til at indse (hvad jeg håber og tror) at hun inde i sig selv sammenligner det hun føler for mig, med de stærke følelser, som jo hænger sammen med en forelskelse.

Vi har aftalt tid hos en NLP-psykoterapeut om et par uger, men jeg er frustreret fordi jeg ønsker at handle for at komme videre (skabe flere tidspunkter med god stemning og færre med dårlig). Samtidig kan jeg heller ikke lade være med at frygte, at de ting hun ind imellem gør for at styrke min selvtillid og hendes tilsagn om at gå i terapi, måske er fordi hun vil styrke mig til et brud (måske lyder det sygt, men ind imellem kan jeg ikke lade være med at tænke disse negative tanker).

Hvordan pokker skal jeg dog handle ? (jeg finder det meget svært at komme ind og få kontakt med hende, så vi kan tale mere om det, og jeg er også bange for at presse hende for meget og for hurtigt).

I håb om lidt hjælp.....

"Den dybt frustrerede"


Svar (20 feb 2002)
Tak for din lange og velformulerede mail. Prøv først igen at læse dit eget indlæg. Når jeg læser det får jeg et indtryk af en dyb, dyb, ensidig kærlighed fra din side, måske tangerende regulær besættelse. Jeg tror ikke din hustru får mange øjeblikke til at trække vejret frit uden at du med din betænksomhed til stadighed er hende nær i evigt håb om at kunne opvarte hende. At modtage en så næsegrus beundring kan i sig selv være lidt frastødende.

Det store problem i jeres forhold er dog efter din egen beskrivelse din kones utroskab. Hvis du vil tilgive hende dette, er det din egen beslutning, men jeg må dog anbefale at du som en ringe modydelse kræver at hun droppe al omgang med sin tidligere elsker uanset fritidsinteresse eller andre dårlige bortforklaringer. Hvis din kone selv er interesseret i at få jeres forhold til at fortsætte, vil hun naturligvis erkende sit fejltrin og bryde alle broer til den person, der har udstyret dig med horn.

Konklusionen er enkel og samtidig så smertelig, at du selv i første omgang har veget fra den. Det er besvarelse af det enkle spørgsmål til både dig og din hustru: vil du/i satse 100% på at få jeres forhold til at fungere. Hvis ja, er det muligt at en terapeut af NLP eller hvilken som helst anden tilsnit kan hjælpe jer en anelse. Hvis nej, er der intet at stille op.

Erik Kjærsgaard


«« Tilbage