Pubertetsproblemer

Indtil vores søn fyldte 13, var han en sød og en rar dreng. Han fulgte godt med i skolen, var populær både hos lærere og elever, og var i det hele taget en omgængelig dreng.
Kort tid efter hans 13. fødselsdag gik alt galt for ham. Han mistede interessen for skolen, og pigerne holdt deres indtog. Det er jo ganske normalt i den alder, og vi fulgte da også udviklingen med interesse. Pludselig gik det op for os, at han løj, stjal, og pjækkede fra skole. Vi kontaktede SSP, dette hjalp desværre ikke. I tiden efter, oplevede vi alt fra rapseri, rygning, løgnehistorier, pjæk, samt en grovhed overfor os vi aldrig havde oplevet før.

Iflg. skolen er han stærkt grænsesøgende, han har stort set opgivet lektierne, blæser på hvad tid han møder, og lærerne kalder han idioter og bumser.

Han har meddelt os at han ikke vil indordne sig under vores regler, hvilket vil sige han vil have frihed, penge, og ingen pligter. Vi har til gengæld meddelt ham, at sådan kan vi ikke leve, og der må findes en løsning, til dette svarer han at ?vi må rette ind? og han nok skal få os til det.

Vi er nu der, hvor vi ganske enkelt ikke magter ham mere. Vi syntes ikke det kan være rimeligt at han i den grad skal styre familien. Vi har foreslået ham efterskole, da vi føler os overbevist om at vi alle trænger til et pusterum. Vi havde en ide om at efterskole ville gå rent ind hos ham, da han jo heller ikke virker glad for at være herhjemme. Det gjorde det ikke. Til gengæld er det vendt om til, at vi bare vil af med ham, og ikke vil have ham hjemme. Det kan han have delvis ret i, men vores ?bagtanke? var at en efterskole kunne hjælpe ham ud af den rolle som nitte, hård fyr, kan det hele selv, han er havnet i.

Vi forstår ikke hvorfor han reagerer så kraftigt, som han hele tiden gør.
Vi er en ganske almindelig kernefamilie uden de store faldbalader. Han har aldrig oplevet omsorgssvigt, er ikke skilmissebarn, og vores økonomi har altid været god. Vi syntes selv, vi (indtil nu) har været gode til at løse problemer.

Vi har søgt kommunens ungerådgivning, og det har da lysnet lidt i øst. Desværre går den rådgiver nu på barsel, og så er det vist så meningen vi skal begynde forfra med en ny. Han nægter alt der har med psykolog, eller lignende at gøre.

Vi er temmelig kørt fast, og håber på en god ide, eller et løsningsforslag.

Svar (3 mar 2003)

Kære M.

Alle unge, der kommer i puberteten har brug for at markere deres endnu ikke funderede selvstændighed ved at opponere mod forældrene. Men som jeg læser din beskrivelse af jeres søns reaktioner, minder det mere om reaktioner fra en person med en lidt løs personlighedsstruktur. Jeg kan således godt følge jer i, at I er ved at køre fast, og at I har prøvet at få ham til at fungere udenfor hjemmet.
Jeg synes også at I har valgt det rigtige ved at kontakte unge-rådgivningen. Det er så kedeligt med disse rådgiverskift - men der er ikke noget at stille op. I er nødt til at affinde jer med at skulle starte ved år nul igen. Det kan så være en trøst, at det måske bliver en bedre/mere engageret sagsbehandler.
Jeg har nogen erfaring med unge med netop den problematik fra mit daglige arbejde. Det er så unge, der er flyttet hjemmefra (i opholdssted). Vi har den fordel, at vi ikke er så tæt på de unge, som familien, og kan derfor nemmere få de unge i tale - også når de kun kan se tingene sort/hvidt. Men generelt om problemet kan jeg oplyse, at de unge har brug for voksne, som er tydelige i deres udmeldinger, kan sætte grænser for de unge, og sige fra, når grænserne overskrides. De unge har brug for de voksne som orienteringspunkter i en kaotisk verden, hvor de ikke forstår sig selv eller den verden, som de er sat i eller den udviklingsproces fra barn til voksen, som de står midt i. De unge har også brug for råderum til at prøve sig selv af i forskellige situationer, men skal også have et modspil fra forældrene, selv om de unge nogen gang kan slå sig i tøjret og synes vi er for gammeldags eller dumme. Så vi må som forældre balancere mellem at sætte grænser for de unge, og give dem plads til at udvikle sig. Denne balancegang bliver sværere, jo mere usikre de unge føler sig.
Det er så også vores erfaring, at når de unge kommer på de anden side af de 18 år, vil de som regel have fundet så meget mere fodfæste, at de kan se verden med lidt flere nuancer. Men det er jo en ringe trøst mens det står på.
Alt ialt synes jeg, at I har gjort det rigtige i at kontakte det professionelle behandlersystem. Her er man bedre i stand til at vurdere hvilke tiltag, der kan anbefales. Så må I prøve at have lidt tålmodighed med systemet.

Med venlig hilsen

Palle Hoffmann