NetPsych nyhedsbrev d. 25-09-2006

Email icon Emne: Neuroscience 2006

Neuroscience 2006

Nyhedsbrev Netpsych nr. 39 årgang. 6 dato: 25-09-2006









Neuroscience symposium 2006




Jeg har i den forløbne weekend været i København til ovenstående konference. AstraZeneca havde velvilligt sponseret et glimrende symposium om de affektive tilstande og skizofreni. Der var en række nationale og internationale anerkendte foredragsholdere, og mit indtryk var som følger:

Åbningsforedraget var en billedkunstner, der medrivende berettede om, hvordan det opleves at have et familiemedlem, i aktuelle tilfælde hendes fader, der har en svær psykisk sygdom. Hun beskrev sin faders op- og nedture og fastslog, at for hver eneste syg person, er der en række familiemedlemmer, der får sit liv farvet og påvirket af denne sygdom.

Calebrese fra USA kom efterfølgende atter ind på de to banebrydende studier BOLDER I og II. BOLDER I var så overraskende, at forsøget blev gentaget igen med BOLDER II med stort set identiske resultat. Det viste i sin enkelthed, at det er muligt at bedre en depression ganske væsentligt hos bipolære patienter med et middel mod psykose – Seroquel. Ved separering af de enkelte symptomer, viste han, at seroquel har en glimrende angstdæmpende effekt. Han kunne også vise at de bipolære patienter er syge en stor del af tiden faktisk er de kun symptomfrie i 50 % af tiden. Resten fordeles med ca. 40 % depression, 5 % mani og 5 % blandingstilstand. Jo yngre man er ved første depression, des større risiko for bipolært syndrom. De der har hurtige skift mellem depression og mani, har den dårligste prognose.

Colom fra Spanien foredrog om psykoedukation, altså hvor vi underviser vores patienter og deres pårørende i deres sygdom. Det er et blødt emne i neuroscience sammenhæng, for det er meget svært at lave ordentlige undersøgelse om effektivitet. Han havde foretaget en metaanalyse over 10 forskellige studier og kunne vise, at det virker, men ikke hvorfor. Psykoedukation virker dog kun som tillæg til ”rigtig” medicinsk behandling. Psykoedukation skal omfatte: træning, god medicinsk praksis og undervisning af både patienter og pårørende. Det handler optimalt om: Opnåelse af sygdomserkendelse, adfærdstræning, erkendelse af behandlingsnødvendighed og acceptering af den fortsatte stigmatisering. Det er forskelligt, hvem der foretager psykoedukation, det kan være psykiatere, psykologer, sygeplejersker, socialrådgivere eller tidligere patienter. Det bør være eksperten læs: psykiateren. Slutteligt kunne han vise, som forventet at kun 25 % af patienterne tager medicinen som foreskrevet 65 % tager den lejlighedsvis med omkring 10 % giver pokker i ekspertens anvisninger, og betaler prisen derfor. Ubehandlede bipolære er omkringvandrende kamikaze bomber, der har en selvmordsrate på 30 %

Min gamle chef fra Odense professor Thorkil Sørensen kom med sin psykodynamiske tilgang til de depressive tilstande. Jeg kender ham som en meget lært, belæst og klog kollega, men er fundamental uenig i hans bløde psykodynamiske tilgang til de hårde depressive lidelser. Jeg respekterer ham dog og vil positivt analysere hans tilgang. Han viste at depressionen er kendt siden de ældste tider det være sig Job fra det gamle testamente, der var forladt af sin gud på sin askebunke, det være sig kong Saul fra samme bog, der var dybt depressiv, Grundtvig, Kingo, H.C. Andersen, van Gogh eller Churchill. Hans foredrag var som altid præget af anekdoter om de oplevelser hans patienter har givet ham og de refleksioner dette medfødte. Han fastslog at depressionens tro følgesvend er angsten og at depressivitet er intimt tilknyttet til kreativitet. Den lægelige stamfader Hippokrates mente at depression er melankoli, det var datidens teoridannelse, at den mele = sorte, koli = galde altså overskud af den sorte galde var årsagen til depression. Vi er kommet lidt længere siden da.

Tandon fra Florida gav CATIE undersøgelse en kritisk gennemgang. Der eksisterer ingen perfekte undersøgelser, og der er ikke mange sponserede undersøgelser der falder ugunstigt ud for sponsor. CATIE skulle være neutral men har alvorlige fejl. Når man sammenligner CATIE med den ikke endnu publicerede CAFE undersøgelse der også omhandler skizofrene, også har de samme videnskabelige medarbejdere og også er uafhængig, men med medicin i en anden dosering er konklusioner aldeles forskellige. De eneste sikre konklusioner synes at være at clozapin er sikkerhedsventilen når alt andet glipper og at medicinskift er risikabel. Den bedste medicin som patienten kan få, er den medicin vedkommende vælger at indtage stabilt.

Kahn Fra Holland foredrog om de strukturelle hjerneforandringer ved skizofrene. Det er sørgeligt, men der er alvorlig hjernesvind ved skizofreni. Af speciel interesse svinder den grå substans (hjerne nerve cellerne) med 2 % mens specielle underområder som amygdala svinder 6 % og thalamus svinder 4 % Da kraniekassen er et lukket system bevirker dette naturligvis, at andre områders rumfang øges. Globus pallidus øges med hele 24 %, putamen med 6 % og nucleus caudatus med 4 % Hjernes hulrum, de såkaldte ventrikler øger deres rumfang med 8 % Det viser sig, at skizofreniens sværhedsgrad korreleres til graden af hjernesvind De værst angrebne områder er pande- og tindingelapper. Alle undersøgelser viser at den medicinske behandling beskytter mod hjernesvindet. Slutteligt viste han atter, at hashrygning kan udløse skizofreni – tragisk men sandt.

Jeg Var efterfølgende tvunget til at afbryde resten af konferencen og missede Birthe Glenthøj, Lublins og Erritzøs foredrag – ærgerligt, men jeg har også en familie, der nogle gange tillader sig at invitere til en rund dag, og når ret skal være ret, skal der være plads til både professionelt liv, faglighed og mit private liv. Det var to gode faglige dage i København med plads til en smule social samvær. Jeg mødte nogle kolleger, jeg næsten havde glemt og savnede nogle, jeg alt for godt husker.











Venlig hilsen


Erik Kjærsgaard - speciallæge / Netpsych




Kommentarer, kritik, ros og forslag til: E-mail: erik@netpsych.dk

NB tjek altid: Netpsych.dk for de seneste nyheder indenfor psykologi og psykiatri.


Ønsker du ikke længere at modtage NetPsych.dk's nyhedsbrev, kan du afmelde dig her: Netpsychs nyhedsbrev.






«« Tilbage