NetPsych nyhedsbrev d. 17-11-02

Email icon Emne: Sovemedicin, kritik af lægers ordinationer

Sovemedicin, kritik af lægers ordinationer

Nyhedsbrev Netpsych nr. 42 årgang. 2 dato: 17-11-02







Sovemedicin ver. 2



En af nyhedsbrevets trofaste læsere har kommenteret min tidligere artikel om baldrian som sovemedicin følgende:

Jeg har en lille kommentar. Er det ikke muligt at I læger fører lidt selvdisiplin i egne rækker omkring brugen af sovemedicin. Som du sikkert udmærket ved bruges og ordineres sovemedicin langt ud over de anbefalede 14 dage, og det gør mig ondt at se. Benzodiazepiner anvendes stadig i stor udstrækning. men Imozop er nummer 1.




Jeg kan ikke være andet end enig. Danmark er det land i verden, hvor der pr. indbygger skrives mest medicin ud af typen sovemedicin. Forklaringen er som altid både kompliceret og enkel. Søvnmangel er en særdeles almindelig forekommende tilstand, alle har prøvet at ligge vågen uden at kunne falde i søvn, eller at være vågnet flere timer førend et vigtigt møde eller anden større begivenhed og bare havde den oplevelse, at det er vigtigt og nødvendigt med de ekstra timers søvn, der er bare ikke muligt at falde i søvn på almindelig vis.




Det komplicerede i situationen er begrebet “selvopfyldt profeti” - eller - når jeg ikke selv tror på, at jeg kan falde i søvn, er det heller ikke muligt. Mange har samtidig en dårlig søvnhygiejne med uhensigtsmæssig adfærd inden sengetid. Dette har jeg beskrevet udførligt i artiklen om søvnforstyrrelse på www.netpsych.dk.




Tilbage til den enkle forklaring på danskernes overmåde store forbrug af sovemedicin. Al sovemedicin er receptpligtig, og samtidig anbefaler sundhedsstyrelsen, at brugen indskrænkes mest muligt og højest til 14 dage. Sovemedicin er således principielt forbeholdt de sværeste søvnproblematikker ved store livskriser. Desværre er de praktiserende læge i en situation, hvor det er dem meget svært at begrænse forbruget af sovemedicin, når den først er skrevet ud en gang eller to sidder patienterne i saksen, og er blevet uhjælpeligt afhængige af de kemiske stoffer for overhovedet at kunne falde i søvn. Der er ikke i nogen videnskabelig undersøgelse noget steds i verden påvist virkning af sovemedicin i en periode ud over 14 dage - lige med undtagelse at den velkendte virkning at patienterne efterfølgende er lægeordinerede narkomaner og afhængig at deres læges fortsatte udskrivelse af deres narkotikum, i dette tilfælde sovemedicinen. Når dette sammenholdes med den frie ret til at skifte læge, vil det store flertal af sovemiddelnarkomaner skifte læge til en anden, hvis fortsat ordinering tages op til kritisk gennemgang. Det siges ikke altid med ord, men alle praktiserende læger har fra tid til anden skulle træffe valget mellem at miste patienten ( og indtægten ) eller at udskrive sovemedicin ( og miste egen professionelle holdning ).




Der er ingen reel forskel mellem de forskellige sovemediciner ud over at nogle af præparaterne er mere afhængighedsskabende end andre, de værste er blevet kopieringspligtige, hvilket vil sige at embedslægerne modtager kopi af recepten. Det er den sikreste måde at begrænse brugen af et medicinsk præparat, ingen læge ønsker at blive indkaldt til en fortrolig og kammeratlig samtale med den lokale embedslæge. Alle sovemidler uanset type og kemisk sammensætning virker på de såkaldte benzo-receptorer i hjernen, dette gælder også den får naturprodukter som eks. Baldrian, der sælges som sovemiddel.






Venlig hilsen


Erik Kjærsgaard - speciallæge / Netpsych.




Kommentarer, kritik, ros og forslag til: E-mail: erik@netpsych.dk

NB tjek altid: Netpsych for de seneste nyheder indenfor psykologi og psykiatri.


Ønsker du ikke længere at modtage NetPsych.dk's nyhedsbrev, kan du afmelde dig her: Netpsychs nyhedsbrev.






«« Tilbage