NetPsych nyhedsbrev d. 05-03-2007

Email icon Emne: Lillydage 2007

Lillydage 2007

Nyhedsbrev Netpsych nr. 10 årgang. 7 dato: 05-03-2007









Lilly dage




Jeg var i sidste uge til Lilly dage i hovedstaden, idet medicinalfirmaet Lilly gerne ville se udvalgte psykiatere til en minikongres. Foredragsholderne var valgt med omhu, og arrangementet var af stor faglig kvalitet med flere rigtig gode foredrag. Jeg tunede derfor vækkeren ind til kl. 6.00 om morgenen og tøffede med toget fra Kolding kl. 6.41 til København. Jeg er blevet lidt nørdet med sudoku, så jeg løste tre diabolske opgaver på turen.

Første dag fokuserede bl.a. på ADHD i Danmark nok mest kendt som DAMP. Det er fortrinsvis yngre mænd der har problemer, kønsforhold 7:1. De har en symptomatologi med hyperaktivitet, opmærksomhedsforstyrrelse, adfærdsvanskeligheder og manglende koncentration. Man kan stille diagnosen ved hjælp af 18 enkle spørgsmål:

1. Har du svært ved at fokusere på detaljer?
2. Er det svært at koncentrere sig om bare en opgave?
3. Hører du, hvad der bliver sagt?
4. Har du svært ved at følge instrukser eller fuldføre opgaver?
5. Har de svært ved at planlægge eller tilrettelægge opgaver?
6. Undgår du opgaver der kræver vedholdende opmærksomhed?
7. Mister du nemt dine ting?
8. Bliver du let distraheret af bagateller?
9. Glemmer du nogen gange, hvad du er i gang med?
10. Har du uro i kroppen og har svært ved at sidde stille?
11. Kan du ikke forblive i ro på dit arbejde?
12. Er din adfærd utilpasset i forhold til dine kontakter?
13. Er det svært at være stille, skal du markere dig?
14. Er det umuligt at styre din uro?
15. Har du en tendens til at svare på spørgsmål inden det er helt afsluttet?
16. Kan du vente til det bliver din tur?
17. Har du en tendens til at afbryde eller kræve din ret?
18. Taler du for meget og mangler du situationsfornemmelse?

Det blev vist, at problemet ligger i dopamin stofskiftet og nok er genetisk fremkaldt i omkring 70 % af tilfældene. Det er receptor DRD4 og DAT, der er hovedansvarlig. ADHD debuterer i førskole alderen, med ovenstående symptomkompleks. Det er typisk, at de begynder at ryge i en meget ung alder, ligesom alkoholdebut er meget tidlig. Den seksuelle debut er ligeledes meget tidlig med kritikløse og skiftene forhold, og de bliver ofte kriminelle. En kardinaliagttagelse er at de reagerer paradokst på visse rusmidler - de falder i søvn af amfetamin og hash i stedet for at blive opstemte. Der findes en test ved navn STROOP, der kan være et hjælpemiddel i diagnostikken. Den må jeg ligge ud på vores testpanel, når jeg en gang får overskud dertil. De kan behandles effektivt med centralstimulerende mediciner, der desværre har en misbrugsrisiko, men Lily har lanceret et alternativt præparat uden misbrugsrisiko. Det vil jeg tænke lidt over, jeg behandler rigtig mange unge mænd med ADHD i mine fængsler. De har krav på en effektiv behandling, der ikke øger deres risikoprofil for stofmisbrug yderligere.

Stefan Leucht fra München talte om lang tids behandlingen af skizofreni, en udmærket forelæsning, men den gode germaner fejlbedømte totalt tiden og overskred men ikke mindre end 30 minutter. Det var ikke pænt gjort mod den efterfølgende forelæser, der naturligvis blev nød til at prioritere sin tid.

Det var Leslie Citrome fra USA, der trak CATIE undersøgelsen frem endnu engang. Ikke overraskende, idet Lilly´s medicin Zyprexa gør en meget god figur i denne undersøgelse, der ikke var sponseret fra noget medicinalvarefirma. Han havde dog en anden pointe med - NNT altså ”number needed to treat” eller på dansk: vor mange skal vi behandle med et medicin før der er forskel op mod anden behandling. Nogle af vore behandlinger eksempelvis depressionsbehandling behøver kun 2 patienter før vi gør en forskel, mens andre skal vi op på højere patientantal før der er en enkelt, der vil have effekt. Det er en enkelt beregning der let kan foretages på de data vi får på de forskellige undersøgelser. Han kunne (desværre) også påvise at de videnskabelige undersøgelser, der sponseres af medicinalindustrien med en til vished grænsende sikkerhed giver sponsors præparat overlegenhed i forhold til konkurrentens. Lidt dystert men desværre et faktum.

Efter den første dag ville jeg friske mig op med en løbetur, og havde egentlig sat næsen op efter en tur på løbebåndet i hotellet. De havde dog intet løbebånd, men henviste til søerne, idet Scandic hotel ligger lige til dem. Det blev en kold omgang, jeg havde kun medbragt shorts og T-shirt, så det var nødvendigt at løbe meget hurtigere end jeg plejer for at holde varmen. Det betød til gengæld at jeg mistede pusten tilsvarende hurtigt, så det blev kun til 4 sølle søer en enkelt gang rundt. Midt i løbeturen kom strisserne blæsende med adskillige biler. De havde samme morgen ryddet ungdomshuset, og de fordrevne BZ-ere var adrenalinpumpede og kampklare, heldigvis gik urolighederne den anden vej, så jeg løb blot videre til adskillige bedsteborgeres morskab, for min påklædning var noget forårsagtig for temperaturen. En hurtig douche på hotellet, og på med det pæne tøj. Vi spiste i kælderen til Axelborg. Det var en tidligere bankboks, der var indrettet som restaurant, en særpræget oplevelse. Maden og de tilhørende vine var god, velvalgt og mættende. Der må ubetinget være gode mennesker på Sicilien, når de kan producere så glimrende vine. Hjem til hotellet i seng til næste seance fredag.

Jeg havde den fornøjelse at spise morgenmad samen med en af gårsdagens foredragsholder. Det var Richard Holt fra England. Han underviste dagen før i det såkaldte metaboliske syndrom, der jo er en kombination af overvægt, udvikling af sukkersyge og ændringer i blodet fedtsammensætning. Han viste en interessant udvikling af fedme epidemien i USA, og det var på det nærmeste skræmmende at se hvordan kropsvægten og især BMI (body mass index) hvor op til 30 % altså 1/3 af befolkningen er fede i en grad der er direkte livsfarlig. Udenfor de seriøse evidens baserede rammer antog han, at grunden til amerikanernes overvægt formentlig er en kombination af: manglende motion, magelighed, dovenskab og den uheldige tendens til ”supersice me” af fødevarer med betænkelig højt fedtindhold. Det er angiveligt ikke ualmindeligt, at se 150 kg fede pige iført lavtaljede bukser i USA. Jeg kunne imponere ham med min mobiltelefon, den har indbygget skridttæller, og jeg fortalte, at jeg selv havde det personlige mål med mindst 10.000 skridt om dagen og gerne en løbetur 4 – 5 gange om ugen. Han fik både mailadresse og modelnummer med hjem, for det var noget han kunne bruge – herligt. Han selv var umanerlig sportstrænet og velproportioneret. Mon ikke grundlaget for et frugtbart samarbejde blev lagt der?

Anden dagen fokuserede på depression, hvor Poul Videbech, der er formand for den danske forening af psykiatere, talte om de kognitive forstyrrelser hos depressive. Det er alvorlige begrænsninger i eksekutivfunktionen og kan bedst sammenlignes med at miste gnisten til tændrørene i en motor. Den depressive ved, hvad der skal gøres og kan gøre alle forberedelser, men når situationen kommer, er han ikke i stand til at få startet på arbejdet. Det er ikke muligt at spotte de, der får varige funktionsnedsættelser, det er kun udviklingen der vil vise det videre. Jeg har set flere til speciallægeerklæring, der var vel overstået af en depression, men de kognitive deficits forhindrede fremtidig kontakt til arbejdsmarkedet, det er invaliderende.

Karin Garde fra Sct. Hans hospital talte om kønsforskelle hos psykiatriske patienter og causerede vittigt om den europæiske psykiatriske målsætning, der tydeligvis er skrevet af mænd, idet en psykiater skal sætte sig ind i minoriteternes sygdomme, de evnesvage, flygtningene, misbrugernes, de hjerneskadede og kvindernes sygdomme. Ikke et ord om mændene og deres sygdomme. Hun viste forskellene i de forskellige lidelser, hvor spindesiden dominerer ved depression, angstlidelserne, fobierne og de forældede neuroser, mens drengene dominerer ved ADHD og psykopatierne.

To gode faglige dage sammen med gode kolleger professionelle fra Eli Lilly og venner, jeg vendte atter hjem med ny inspiration. Næste kongres bliver Berlin i april. Der kommer referat derfra.











Venlig hilsen


Erik Kjærsgaard - speciallæge / Netpsych




Kommentarer, kritik, ros og forslag til: E-mail: erik@netpsych.dk

NB tjek altid: Netpsych.dk for de seneste nyheder indenfor psykologi og psykiatri.


Ønsker du ikke længere at modtage NetPsych.dk's nyhedsbrev, kan du afmelde dig her: Netpsychs nyhedsbrev.






«« Tilbage