Emne: Sommerferie 2007 - blog

Sommerferie 2007 - blog

Ferie 2007

Det blev atter sommer og igen fandt jeg vej sydpå med endestation i Montpellier i det franske. Jeg har det ikke specielt godt med at køre knap 2.000 kilometer i streg, så efter en snak med familien, blev turen opdelt i 3 etaper. Vi startede en tidlig torsdag morgen fra Kolding, de mindste blev puttet i bagagerummet (det lyder måske lidt voldsomt, men min Volvo stationcar har to bagud rettede sæder i bagagerummet) og bagagens sidste stykker blev pakket i den til formålet lejede trailer. Morgenen var kølig og fugtig, og de første mange kilometer var som en ganske almindelig morgen, fra de tider jeg arbejdede i Haderslev, Odense eller Esbjerg. Den Dansk / Tyske grænse skal man efterhånden være stedkendt for at spotte, men pludselig skiftede vejpælene farve fra hvid/røde til hvid/sorte. De første mange kilometer bar præg af, at jeg har fundet ud af at benytte en ipod og fandt behag i forskellige lettere klassiske stykker (i grel kombination med søn nr. 2´s dødsmetal), og først da vi nåede syd for Hannover kom der lidt kolorit på turen. Trafikken blev tæt og præget af de forbipasserendes lastbilers forskellige lyde. De har besynderligvis kun to resonanser: enten hører man kun dækkenes hvinen i en høj frekvent tone eller også er det den dumpe lyd af den tunge udstødning, med en tilsvarende gungrede lav frekvent rumlen, der farver billedet, som om subwhooferne kører på højeste niveau, eller når diesel motoren er på overarbejde og luften generes af den tunge stank af hed maskinolie. Sidst på dagen fandt vi målet for første dag: et hotel på højde med Heidelberg med det gode navn Hotel Krone. De sidste af dagens forberedte sandwich blev spist nedskyllet af den lokale øl Erdinger, en øl med en påfaldende kraftig lidt takket smag og med en tilpas svag alkoholstyrke. Den smagte kraftigt, men havde nogle mangler, der bevirker, at jeg nok vil vælge en anden ved næste mulighed, den var ganske enkelt ikke bitter eller homogen nok.

Næste rejsedag gik over Schweiz, det lå til stemningen at foretage en afstikker, så det blev Basel, Bern, Lousanne og Geneve, der profiterede af vores selskab. Lidt flad oplevelse, alle byer ligner hinanden set fra en motorvej. Det eneste seriøse valg var turen via Lyon eller Avignon, og vi valgte forkert, vi tog Avignon turen og blev prompte straffet med en kø på godt en time. Det viste sig, at der var brand i en lastbil, men heldigvis var det ikke nødvendigt at jeg skulle være læge. Vi måtte dog søge et lille obskurt hotel en time før, det var planen, det var meget nemt, ind på GPS maskinen: søg nærmeste hotel. Jeg vil vædde en fuldgod fransk rose vin på, at ingen her undtagen mig kender hotellet St. Martin Bellevue i byen af samme navn, men det blev til en pudsig og positiv oplevelse. Der var vitterligt en meget smuk udsig over de sidste rester af Vogeserne, hvor de smelter sammen med alperne og det var en dejlig lun aften og den lokale kok kan betydeligt mere end mange danske, og slutteligt havde den lokale rose vin en ganske imponerende krop og kan være stolt af at tage del i mit stofskifte. Dette afsnit er således forfattet med en beskeden promille og en betydelig glæde over udsigten på en aften i det franske. Jeg sidder med udsigt over sammensmeltningen af Vogeserne og Alperne – imponerende. Desværre så jeg et prospekt i receptionen over den selv samme udsigt, det var et foto for 70-erne, eneste forskel var 35 år og en gletche mellem to af bjergkæderne, den er nu smeltet – global opvarmning. Som tiden gik med dette indlæg så jeg, at skyggen vandrede længere og længere op af de vestvendte bjergsider, og slutteligt sidder jeg tilbage med stemningen af lunt syd land og de lokale cikaders skræppen, jeg søger sengen til sidste etape i morgen.

Det blev en dag uden de store oplevelser, jeg navigerede fra de franske alper til Montpellier, ikke de store oplevelser, til vi nåede bestemmelsesstedet ved campingpladsen sidst på eftermiddagen. Det var Bastiliedag, men ganske stille til, at jeg fandt det på tide at søge nattens ly, jeg var noget mørbanket efter 3 dages uafbrudt tæt kørsel. Min familie berettede om nytårsstemning med henvisning til Bastiliedagen, mens jeg sov.

Resten af ferien gik efter samme skabelon: enten oplevelser, den lokale strand, eller løbeture. Lad mig tage stranden først: Gult kraftigt okkerfarvet sand, der farvede alle og alt, der kom i nærheden, hvad man lidt naivt troede var en smuk solbrændthed, kunne for halvdelens vedkommende vaskes af i brusebadet. Stranden må have specielle strømforhold, selv i blikstille vejr, var der oceandønningen og kun på få tidspunkter, var der flaget med grønt som tilladelse til ubegrænset og ubekymret badning hejst. Bølgerne skyller langt op ad strandbreddens grus, man skal stå solidt fast for dræget er kraftigt og mange havde det svært ved at holde balancen. Forstranden er imponerende 4 - 6 meter og har en vinkel på 20 til 30 grader, så det er med at passe på de små. Bølgen er først blå med Middelhavets azur nuance, siden grønlig og når den brækker, er den tintrende hvid med mange tydelige småsten imellem. Den skyller langt og højt med Vesterhavets tydelige swvorfff, dræget præges af vandets trang til mosaikker, rullestenene rasler turen ned ad stranden, hvor det lynsnart udvikler mønstre med indviklede netværk, der efterfølgende ødelægges med den næste bølge. I brækningen ligger der muslingeskaller og smukke sten, der kun er smukke, mens de er våde. Jeg fik en vane med at samle sandpolerede glasskår op til evt. senere kreativ benyttelse. Stranden er behagelig og man kan svale sig der så længe solcremen tillader det for solen er ubønhørlig skarp og mange gange følte jeg mig kaldet til at advare mine med turister om solens styrke. Som altid mangler jeg den danske tanglugt, selv om jeg ikke savner den. Middelhavet er et naturligt meget liv fattigt farvand og der vokser næppe tang der. Dette beror på en meget enkelt geologisk forklaring: ferskvand er meget lettere end saltvand, så når summen af floderne, der strømmer ud i Middelhavet skal ekvilibreres med fordampningen og den eneste adgang til det omkringliggende Atlanterhav, bevirker dette, at al den næringsrige lette brak / ferskvand strømmer ud ved Gibraltar og for at holde ligevægten, er den en modkørende strøm af næringsfattigt dybt atlanterhavsvand til erstatning. Resultatet er et flot, blåt men sørgeligt livsfattigt hav.

Mine løbeture er det mig ikke muligt at undvære, jeg har spænet i knap 1½ år, efter at have fået et vink med en vognstang. Jeg var forinden rimeligt motiveret, for jeg havde taget godt 10 kg på efter at have kvittet cigaretterne i 2000 og to af mine kolleger var pludseligt i en ubehagelig situation med en ufrivillig slaphed i den ene side af kroppen. Nu har jeg bogstaveligt talt løbet for livet i den forløbne periode, og det er en oplevelse jeg efterhånden nødigt vil undvære, de 10 kilo er atter væk (stort set), og når jeg bærer 6 stk. 1½ liter cola light i indkøbsposen, er det mig en stadig kilde til forundring, hvad jeg tidligere slæbte rundt på. I år er der kun to muligheder for løbeturen: enten ned langs strandpromenaden, men det er for turistet og alt for meget ”Pomme Frites Strasse”, til det er et seriøst valg, ligesom der som altid er alt for mange ligestillede macho typer, der færdes der, og machoer har ubetinget hilsepligt, hvilket jeg afskyr, så det bliver langs Canale Medi, der er en tidligere pramdrager rute langs den lokale kanal (faktaboks: Kanalen blev anlagt af 12.000 arbejdere for ca. 250 siden fra Toulouse til Sete.) Jeg løber helst sidst på eftermiddagen, når solen allerede står lidt lavt, ellers er der for varmt. Der er anlagt en gang/cykelsti, så faciliteterne er glimrende. På den første dag ser jeg, at de lokale strissere har opstillet en razzia og uddeler bøder til alle, de kan nå (det må være kravet om at alle skal have originale registreringspapirer med, der straffes) Jeg råber et ærligt ment ”Merde” og indkasserer en lang række opmuntrende dyttende bilers respons. Det bliver varmt, men jeg lært af mine løbeture på Kreta sidste år og har opøvet en teknik men at trække vejret gennem næsen, så jeg bedre kan fugte min ånde, det har krævet en del tilvænning. Kanalens vand er grå grønt som den grumsede Limpopo flod. Det er meget tørt, og ethvert køretøj er fulgt af en støvsky, der er mange motionister lige fra stavgængere, løbere, cyklister og inlinere – hver mand sin lyst. Jeg løber fra skygge til skygge og glæder mig over vinstokkene, der senere vil blive til den lokale Langedoque vin og nyder synet af oliventræerne, der venter på at vederkvæge smagsløg senere (faktaboks: Langedoque er et af de mange overvurderede franske distrikter med et dårligt pris/kvalitetsforhold. Jeg foretrækker Australien, Sydamerika eller syd Afrika når der skal drikkes en seriøs rødvin) Jeg krydser den første uge mit mål med uafbrudt 25 minutters løb og endte med 30 minutter i streg – det var en grænse jeg bare ville krydse. Jeg prøvede et par gange at løbe med ipod, men da jeg er gammel musiker med hang til klassisk guitar og samtidig meget rytmebevidst, kommer jeg uvilkårlig til at løbe i takt til musikken, så enten løb jeg for hurtigt eller for langsomt til min normale pace. Det er bare besværligt med den rituelle afvaskning efterfølgende. Det er rimeligt evident, at en gammel støderkonge, som jeg, bliver meget varm efter den muskulære udfoldning, og selv en douche med køligt vand er ikke nok til at blive svalet af, så den efterfølgende time driver sveden af mig. Jeg prøver med mineralvand, aftørring, en enkelt kølig pilsner (OK så 2 – 3 da) men intet hjælper ud over at vide, at jeg har vundet min personlige vendetta med døden i dag. Jeg er mig smerteligt bevidst at jeg vil tabe i det lange løb, men aktuelt er det en utrolig rar oplevelse at være i live, at havde det godt og kunne glæde sig over gode oplevelser, netop det at løbe, er sammen med menneskets hang til nødder nok en ganske afgørende faktor for vores dominans her på jorden, og årsagen til vores hjernes størrelse. (Faktaboks: vi har smidt pelsen i processen at undgå overopvarmning, ligesom vi samtidig har udviklet mange svedkirtler for at holde legemstemperaturen rimelig konstant) Lidt basal palæontologi, for at overleve skal vi finde en niche, hvor vi ikke er truet, og vi har der to gode ressourcer: vores store hjerne og vores oprejste gang. Hjernen først, det er evident, at det er en betydelig fordel ikke at skulle starte fra scratch hver gang den kommer en ny generation. (faktaboks: Kun delfinen har et større hjerne / kropsvægtssnit end os) Vi er den eneste art i evolutionen, der anvender op mod 20 år til at oplære adfærdsmønstre, erfaring og kløgt til vores afkom og den eneste art, der har lært sig kommunikation og har udviklet skriftsprog til at genopleve forfædres fejltagelser og naturligvis optimalt, at undgå de sammen fejl. Vi behøver således ikke at genopfinde den dybe tallerken eller hjulet hver eneste generation, men kan komme videre, og vi er kommet rigtigt meget videre. Vi har samtidig fundet ud af at bevæge os oprejst. Vores nærmeste slægtninge går fortsat på bagben og knoer, og det er meget energikrævende. Man bruger uendelig mere energi, ved at anvende 4 lemmer til gang, end to. Prøv selv at gå en kilometer på alle fire, hvis dette umiddelbart synes mærkeligt. At bevæge sig oprejst, har ydermere den fordel, at begge forlemmer er fri til at bære afkom, bytte eller andet, og det øger samlekapaciteten ganske betydeligt. Vi udviklede således stærke muskler i ballerne og lårene, og vi (drenge og måske nogle piger) føler os fortsat seksuelt opstemt ved udsigten af en god røv (undskyld mit ligefremme sprog) en god rund røv er ensbetydende med muskler og fedtdepoter og dermed evnen til, at kvinden kan være en fremragende samler samtidig med, at hun kan tage godt vare om mit afkom ved, at hun kan gå oprejst ligesom fedtdepoterne sikrer mod umiddelbart udslettelse ved først kommende hungersnød. Pigerne opvejer på denne måde drengenes evne til at sikre bytte, altså føde til familien. Vi drenges evne til at løbe er samtidig meget undervurderet. Når det gælder om at overleve, kan flere store rovdyr indhente mig på den korte distance, men kun på den korte. Der er praktisk taget ikke andre end mennesket, der er i stand til at løbe over den lange distance. Kun hyænen kan løbe over 20 kilometer om dagen, så på den lange distance kan enhver nogenlunde trænet jæger løbe alle byttedyr op, hvilket er en upåagtet men reel årsag til vores succes som race. Jeg løber for livet, er motiveret og har atter en kampvægt, der er en atlet værdig.

Mamma mia. Det var meget langt, så mine stærke oplevelser må vente til nu.

Første oplevelse må ubetinget være samen med søn nr.2 på floden l´orb. Vi faldt temmelig tilfældigt over en brochure om kanosejlads på de lokale floder og turen lå herefter lige til højrebenet. Vi valgte lidt tilfældigt en tur, men i stedet for den planlagte ”Prestige” tur nåede vi med mange franske sproglige misforståelser frem til turen ”Adrenaline”. Det blev en oplevelse med hvidt vand i lange baner (hvidt vand eller white water er vand, der strømmer så hurtigt, at det skummer). Den kvindelige sælger, der sikrede os turen, spurgte til vores oprindelse, og da hun hørte om Danmark så hun mig direkte i øjnene med ordene: ”Jeg elsker dig” – hun har nok haft en dansk kæreste, men selv en stødekonge som jeg kunne ikke undgå at bemærke en fascinerende kavalergang. Vi havde en dobbelt kano med mig bagerst og søn nr. 2 forrest, og han fik en meget brat opvågning. Han plejer almindeligvis i ferien at dyrke sovedage, Game Boy, computerspil og TV i lange baner, men pludselig var det en ren nødvendighed for at være tør og levende, at trække fra og yde det optimale. Vi fik første vink med svømmevesten, styrthjelmen og sikkerhedslinen til briller og bagage. Vi fandt meget hurtigt ud af, at det nok var vildere end vi havde forstillet os, så vi lagde os bevidst bagerst i feltet af kanoer. Feltet blev hurtigt decimineret. De andre væltede som kegler, mens vi ved en kombination af held, dygtighed og smartness klarede turen gennem samtlige white water områderne. Vi delte opgaven mellem os ved at, jeg roede eller skoddede i højre side, mens søn nr. 2 tog sig af den venstre side. Vi lærte momentant og instinktivt, hvilken teknik, der var mest effektiv. Bedste eksempel var ved det værste område, hvor kanoselskabet havde udstationeret en kameramand (faktaboks: 7 euro for et billede, hvor du falder i vandet - narrøv). Da han så, hvorledes vi kom gennem strømhvirvlerne, rejste han sig efterfølgende op og råbte ”Bien” efter os. Vi blev dog alligevel pænt våde, der var ganske enkelt alt for meget vildt, hvidt vand til dette kunne undgås. Der var dog andet end white water, turen løb gennem Langedoques nationalpark og var vitterligt meget smuk. Periodisk var floden op til 5 meter klart vand dyb, mens den til andre tider bredtes ud og knap nok kunne bære vores kano. Der var så ikke andet for at kommandere søn nr. 2 til at stige og trække kanoen frem gennem rullestenene, mens jeg kyndigt udpegede den bedste rute, der er enkelte fordele med at lede, fordele og uddelegere arbejdet. Vi så den sorte glente med den karakteristiske kløftede hale, mange svaler og det var åbenbart tid til gydning af den lokale laks eller ørred, fra mange steder stod de klart under de forskellige brinke og ynglede. Vandet flød periodisk stille og klart og fra tid til anden var det vanskeligt at navigere, idet vi ikke kunne gennemskue strømmens retning. Det blev til godt 3 timer på floden, og mine skuldermuskler værker, mens jeg noterer dette. Jeg vil utvivlsomt drømme om dagen og lyden af kajakken, når den med et skooorts glider lags med en klippe i floden inden vi kom videre mod målet. Vi var den eneste kano, der ikke væltede, god oplevelse sammen med søn nr. 2. Efter ankomsten fandt vi ud at, at turen, som vi afviklede på 3 timer, almindeligvis tager 5 timer, vi var nok lidt for ihærdige med pagajerne.

Cap D’Agde er en af de mange byer på kyster, man bare må besøge. Den ligger dæleme flot placeret og har en rigtig stor lystbådehavn, og det er ikke optimistjoller, der er in i de steder. Der var rigtig mange flotte, store både til over et 6-cifret beløb, og måske en enkelt eller to under. Indkøbsarkaden er utrolig flot og bringer minder om Venedig, priserne ligner grangiveligt, alt kunne fås til godt den halve pris i andre af oplandets byer.

Pont de Gard er en bro 30 km nord for Nimes (faktaboks: nogle mener at denim fra vores cowboybukser er afledt af stof fra Nimes - DeNimes). Aquadukten er anlagt for 2000 år siden, og har stået der siden da. Den blev anlagt som led i en aquadukt fra romertiden over en af Rhone flodens bifloder. Det var lidt svært at finde den, men det var 4 timer i en varm Volvo værd. Den oprindelige mening var at sikre vandforsyningen fra kilderne i Uzes til Nimes. Der er kun praktiske problemer i at løse problemet: en afstand på ca. 50 kilometer med en niveauforskel på 17 meter. En enkelt hovedregning giver et fald på 34 cm pr kilometer. Jeg er glad for, at det ikke var mig, der havde det ingeniørmæssige ansvar derfor, med datidens teknologi er det så absolut ganske imponerende, at det i det hele taget lykkedes. Aquadukten var ganske flot og bestemt en dagtur værd. Man kan krydse floden på nederste etage, der skønsmæssigt er 15 meter høj, næste etage er tom, mens øverste havde båret vandet frem, en samlet højde på omkring 48 meter. Ganske imponerende uanset synsvinkel, hvis du er i besiddelse af en 5 euro seddel, kan du se broen afbilledet. Aquedukten var naturligvis overdækket dels for at undgå fordampning dels for at undgå de lokale fugles efterladenskaber.

Vigneoble er den franske betegnelse for en vinbondes gård, og der var mange interessante vine i området. Overalt stod vinstokkene i sirlige rækker perfekt klippet til godt en meters højde og med voksende druer klar til næste sæson. Personligt forelskede jeg mig i en lokal avlers produkter. Han ejer vingården Foncalieu og bærer en personlig andel af ansvaret for mit gode lune i denne sene aftentimer. Jeg tror, at han kan klare udfordringen problemfrit, han må være et godt menneske, med de vine, der kommer fra hans hånd.

Bezenier er en lokal storby og målet for en bytur. Ikke det største eksempel på arkitektur eller byplanlægning, men en solid indføring i fransk by kultur og afslappethed. Jeg bemærker mange imponerende smedejernsbalkoner. Det er kun muligt at parkere i et af de mange underjordiske parkeringshuse, når man kører dernede hviner dækkene uanset hastighed, det handler om gummi mod malet vej.

De lokale franskmænd er så absolut i overtal. Det er mange ferier siden, vi tilfældigvis har fundet et sted, der næsten udelukkende servicerer de lokale. Mine fordomme mod hovne frankere bliver noget udhulet. Alle prøver, at gøre deres bedste for at hjælpe og servicere, og en enkelt modig gut roste mig sågar for mit franske (mit ordforråd er omkring 100 – 200 ord). Kvinderne er, for en gammel støderkonge som mig, til en fortsat inspiration og glæde. Der er overvægt af piger på knap 20, størrelse 34 – 36, gnistrende sort hår, altid parat på mobilen og cigaretten og de snører som altid drengede. Det er sjovt at se, at der ikke er noget nyt under solen. De ligger om eftermiddagen, når deres arbejdstid er slut, i tætte stimer på stranden og nyder, at alle handyrene løber omkring dem, mens de samme hanner i bedste gorillastil slår sig på brystet både reel og i overført betydning. Moden har dikteret sorte bikinier, og pigerne køber som altid et nummer for lille, så de bruger timevis på at forsøge efterfølgende, at få den til at nå optimale dækning, det mislykkes tilfældigvis ganske ofte. Det må vist være enden på dette nyhedsbrev fra palæontologien til arkæologien til de gode oplevelser og de evige, søde jagt.

Ferien er slut, og som Che Guevara sagde: Altid videre mod sejr.