|
|
|
NetPsych nyhedsbrev d. 13-08-2007
Emne: 25 års jubilæum
25 års jubilæumNyhedsbrev Netpsych nr. 33 årgang. 7 dato: 13-08-2007
25 års jubilæum
Jeg blev læge for 25 år siden og står foran universitets tilbud om en jubilæums komsammen. I den sammenhæng har Århus universitet anmodet om erindringer, og jeg brugte derfor weekenden på at støve min hukommelse af.
Jeg er student fra 1973 og i de år var det direkte fra gymnasiet til uddannelsen. Jeg valgte lægestudiet lidt tilfældigt, efter at have overværet et par uheld i trafikken, hvor jeg intuitivt ydede en slags førstehjælp, var jeg sikker på at hjælp til andre ydet professionelt, kunne være min levevej. Jeg var temmelig doven i gymnasiet og havde derfor et noget beskedent lille ottetal i gennemsnit, det var sidste udkald inden adgangsreguleringen. Også dengang var det svært at få en fornuftig bolig, men et par af mine bekendte havde slået sig sammen og lejet en 5 værelses lejlighed i Gjellerupplanen, der netop var blevet opført, så jeg tog i mod tilbuddet om kollektiv, selv om det mest var et afslappet bofællesskab. De første mange år var denne beton ghetto med rigtig mange ledige lejemål, specielt havde de besvær med at udleje de store 5 værelseslejligheder. Jeg husker endnu de første års husleje: 198 kr. om måneden med vand, varme og strøm. OK inflationen var ganske livlig i de år, en studieejerlejlighed kunne købes for under 100.000, hvis man turde, de der gjorde tjente samlet på det. Der var ingen SU til almindelige menneskers børn i de år, ikke før man var fyldt 25 år. Men det gik endda, der var statsgaranterede studielån, kække udtalelser fra de kloge politikere om at hjernen var landet eneste råmateriale og stadige forsikringer om, at inflationen klarede den ene halvdel af studiegælden mens skattefradraget klarede den anden. Det var der kun enkelte der troende på, men de betaler her i 2007 fortsat afdrag på studiegælden. Jeg selv klarede samtlige udgifter med et budget på godt 1.000 kr. om måneden. Det var en forholdsvis beskeden levefod. Der var omkring 5 km ind til universitetet, og en indkøbt cykel gjorde turen rimelig let. Der var tunge indkøb til studiebøgerne, og en hjemmelavet reol af kombinationen spånplade og gamle ølkasser dækkede mine behov for magasin. Det var ligeledes obligatorisk med en regnestok til de tekniske beregninger, men ca. ½ år gennem studiet fik vi tilbudt at kunne købe en regnemaskine, der elektronisk kunne alle fire regnearter for den beskedne sum af 2.000 kr. altså ca. 10 måneders husleje. Universitetet selv købte nogle eksemplarer og for at sikre sig mod studerende, der havde et alternativt forhold til den private ejendomsret, var de skruet fast til bordene.
De første måneder var præges af en vis usikkerhed, flere forelæsninger var på engelsk, og efter gymnasiets pædagogik skulle der tilvænning til de mere katedrals lignende forelæsninger. Komplicerende herfor var ligeledes at militæret på dette tidspunkt fortsat fyldte op i dele af universitetsparken, med logiske begrænsninger til adgangsvejene. Kantineforholdene var meget beskedne, så vi spiste enten på matematisk kantine, der var nogenlunde, men totalt udstoppet af nørdede matematikere, der tøffede rund med fedtet hår i underlige frisurer og knickers, og som pludselig kunne fare hen til en af de mange tavler, der hang overalt og skrive en kompliceret matematisk ligning ud i rivende hastighed, og efter at have malet tavlen helt fuld, eftertænksomt tørre det hele ud igen. De første år på medicinstudiet var dengang aldeles uden klinik. Stoffet, der skulle skille fårene fra bukkene ved den berygtede stopprøve forprøven, var en kombination af fysik, kemi, genetik, histologi og statistik. Kravene til paratviden var benhårde, nok for at forberedelse til terperiet når anatomien og den uendelig række af fagudtryk og sygdomme senere skulle indlæres. De første faldt fra efter ganske kort tid det var ofte de, der havde en glimrende studentereksamen men hvor forældrenes (ofte læger) ambitioner havde været udslagsgivende for karrierevalget, men 200km hjemmefra mors kødgryder og den altid velordnede og redte seng med selv at skulle sætte studiet sammen og selv sørge for at komme op i god tid og lave mad om aftenen ganske enkelt var for meget. Der sad allerede da gamle evighedsstudenter i kantinerne, en af dem bar navnet ”Missing Link”
Der var i de samme år en ganske solid produktion af læger og politikerne indførte adgangsbegrænsning. Set fra et fagligt synspunkt er det nok en af de største katastrofer i den sundhedsmæssige dækning af danskerne. Man glemte at se på arbejdstiden. Der havde altid været tradition for lange arbejdsuger som læge. Der er flere gamle læger, der i deres erindringer beskriver hvorledes de i spidsbelastninger ganske enkelt flyttede ind på afdelingen for at kunne optimere produktionen. Arbejdsuger på 80 timer var hyppige og ofte kunne lægen møde fredag morgen på vagt for først at være hjemme mandag, naturligvis efter endt dagtjeneste. Det blev der lavet om på med 1981 overenskomsten og bogstavelig talt fik Danmark på en enkelt nat status med stort overskud af læger til underskud. Jeg selv blev kandidat i 1982 og der har i min tid været et konstant større og større underskud af læger. I halvfjerdserne var der stor arbejdsløshed blandt læger så jeg syntes, det var bedre at komme langsomt men sikker gennem studiet, idet jeg kunne forudse at jeg som så mange andre måtte tage en del af min fremtidige karriere i Sverige eller Norge og jeg havde det skidt med at forgælde mig til op over begge ører. Det var nemlig muligt at tjene gode penge som lægestuderende. Der var før forprøven et lille aftenkursus på 15 – 30 timer, hvor vi lærte elementær sygepleje og efterfølgende kunne tage arbejde som sygeplejevikar. Disse vagter var strengt del op i inden- og udenbys- vagter. Fidusen med udenbys vagter var at man fik betalt transport og fik timeløn for samme og efterfølgende arbejdede i de dage man ønskede med 12 timers arbejdsdag. Lønnen var 80 % af en nyuddannet sygeplejerske og jeg planlagde sammen med mange andre at tage en 4 – 5 dages arbejde om måneden i et tilfældigt sygehus, for dermed at finansiere studiet, idet det officielle mantra med studiegældens udhuling lød lidt for god til at være sandt. Jeg øgede indtægten ved at blaffe fra Århus til de forskellige sygehuse, det var før den jyske motorvej var sammenhængende, så det gik oftest ganske glat og ligetil. En enkelt fik tilnavnet ”Jaguar – medicineren” idet han kunne købe ejerlejlighed og en Jaguar på denne måde, der var noget mere arbejde i ham.
Jeg floppede til forprøven – forventeligt, dumpeprocenten var over 50 og jeg havde sjoflet min basisviden i gymnasiet, men det lykkedes til sidst. Eksamen var skriftlig og forgik i byens forskellige sportshaller. Der husker jeg bedst ishockey stadionet, at sidde til eksamen på et råt betongulv, der almindeligvis af is føltes lidt sjovt. Sommerferien blev tilbragt i Randers til de første egentlige prøvelser som sygeplejevikar. Jeg prøvede altid at skaffe nattevagter, 50 % bedre betaling og rimelig ro, og jeg fik set den første døde patient. Det var under rundvisning af ansvarshavende sygeplejerske, at vi kom ind på en enestue (kun de kendte, de umulige og de meget syge patienter havde enestue) En gammel mand lå og galpede som en fisk på land ”nu morser han” var hendes kommentar. Jeg anede knap nok, at mors ikke var en kommunikationsform, men dødens indtræden med en dansk omskrivning af det latinske fagudtryk. Han havde cancer så genoplivning var ikke på tale, han havde et par trækninger og farven forsvandt fra hans kinder. Han var meget ubarberet og jeg fik besked på at barbere ham, for at familien ikke fik indtryk af dårlig sygepleje. Jeg havde tilfældigvis en barbermaskine af samme model, så jeg tænkte på episoden de næste mange år, hver eneste gang jeg barberede mig. Sommeren var smuk så jeg holdt mine pauser på udestuen i modtageafdelingen på 6.te sal. Jeg blev hver nat glad for den gradvise lysning og de spæde pastelfarver der kom i Randers fjord når en ny dag begyndte.
Næste step var 1.del a. Her var der kun to fag: anatomi og biokemi. Anatomi er et dødt speciale. Alt er udforsket og anatomer er da også historie og detaljeorienterede nørder (fordom) Alt, simpelthen alt i den menneskelige anatomi skulle læres aldeles udenad. Samtlige knogler, muskler og organer skulle kunne identificeres med den latinske og danske betegnelse. Jeg skulle vide hvor en muskel udsprang, hvor den kom hen, dens funktion, hvad der var foran, bagved til højde, venstre ovenover og neden under, dens blodforsyning og dens nerve. Der var sgu en del at se til. Kravene var endda nedsat, tidligere tiders studenter kunne berettede om, hvorledes de fik udleveret en stofpose med et indhold af knogler. De skulle kunne alene med deres følesans bestemme, hvilken knogle det drejede sig om. Det var knap så slemt hos min årgang, den sjoveste episode var da en kvindelig lettere doven kollega skulle redegøre for den anatomiske opbygning af penis. Hun startede med at sige at der centralt lå penisknoglen. Eksaminator kiggede hende dybt i øjnene med ordene: ”De er vist godt vant” Biokemien var vanskelig vi stod der på tærskelen til kortlægningen af det menneskelige genom (fuldført i 2001) og det var meget tørt, teoretisk og beregningstungt. Jeg floppede igen, men fik til sidst 1.ste del a i hus.
I forløbet gik vores bofællesskab i opløsning. Jeg havde en lillesøster, der havde overtaget sin lejlighed efter vores kusine, da et par tarvelige værelser ved siden af blev ledige slog jeg til og flyttede til Samsøgade. Samsøgade lå meget centralt placeret og jeg kunne nu gå til universitetet.
Efter forprøven kunne vi samtidigt taget en overbygning på sygeplejekurset, så man kunne blive ventilatør. Her bestod jobbet for det meste i at passe de dårligste patenter, der samtidig var i respirator, og det var meget spændende. Jeg gjorde mig selv den tjeneste, at jeg omhyggeligt læste alle journaler, fik styr på nomenklaturen og fagudtrykkene og opbyggede et register af sygdomme, således, at jeg til de senere eksaminer, kunne tænke på patienten i Randers, Brædstrup eller Hjørring og dermed havde en form for ansigt på de utallige forskellige sygdomme. En overgang var jeg med på et vagthold, der dækkede aftenvagten på neurokirurgisk afdeling i Århus, interessant arbejde. 1.del b var fysiologi, neuroanatomi og videnskabsteori. Der var her lige som alle andre steder to typer undervisere, dem der kunne formidle stoffet og dem der ikke kunne. Også på lægestudiet er der hensyn at tage og hvis en magtfuld professor gerne ville have et familiemedlem eller bekendt promoveret, skulle der rigtig mange klager til før det ikke kunne lade sig gøre. Der værste eksempel var til embedseksamen, hvor en ægtefælle var censor i et andet speciale end hendes eget.
Tiderne var præget af marxisme. Det var in at være venstreorienteret og jeg har været til mange fester hvor vi sad og drak øl med røven solidt placeret på gamle træ ølkasser mens vi lyttede til socialistisk musik fra stereoanlæg i 100.000 kr. klassen. Det var også de år, hvor man gik i trompetbukser, men den mode svandt hurtigt, det var for upraktisk, til gengæld var der mange der brugte partisanslips. Medicinerfronten spredte sin propaganda, og ødelagde i nogle år festivitassen for de nye kandidater ved at afbryde aflæggelsen af lægeløftet med larmende indslag. Jeg møder fra tid til anden en af kvinderne, der nu er oppe i bedstemorklassen og helst ikke taler om sine synder. Et sidste mærkelig indlæg var da politikerne ryddede ”byggeren” en Københavnsk legeplads, der kom her et par idiotiske salonkommunister og mente, at foreningen af danske lægestuderende skulle donere den samlede formue dertil. Du fik sgu taletid på generalforsamlingen.
Sommeren mellem første del og anden del var i militærets vold. Ved hjælp af en garanteret ulovlig register sammenkøring viste militæret, at vi var ved at blive kandidater til deres tilladte mordaktioner, og de ville grumme gerne have os med (læger er skide gode til at slå folk ihjel). Der er næppe nogen, der frivilligt vil blive morder i den danske nations navn, og talrige var de studerende, der led af mærkelige sygdomme for at blive fri for at stemple positivt militærets potentielle myrderi. Vi blev indkaldt til Høvelte kasserne og underlagt den militære disciplin. Kors for en samling naive lallende idioter. Jeg pådrog mig desværre en alvorlig høreskade efter skydningen og blev slutteligt kasseret for at have sarte ører, det er jeg den dag i dag temmelig glad for. Dinosauren uddøde for over 40 millioner år siden, for lidt hjerne for meget panser, den skæbne burde militæret frivilligt påtage sig, ikke mindst efter de tabte den ulovlige krig i Irak, men det er en helt anden historie.
Efter første del ændrede tonen sig mærkbart fra, at alle begyndte deres forelæsning med et ”Hvis i bliver læger ændrede det sig til ”Når i bliver læger” Vi så de første rigtige patienter og begyndte så småt at lære de forskellige specialer. Det er ikke muligt at samme alle de kliniske ophold i Århus så jeg tog gerne medicinerbussen til Randers hvor der var fremragende faciliteter. Kollegerne der betragtede det som en ære at være med til at præge vores fremtid, og når vi udvekslede erfaringer med dem, der blev tilbage havde vi det uendeligt meget bedre. Det er bedst at læge ved selv at gøre arbejdet og kun næstbedst ved at hægte sig på en erfaren læge. I Randers blev vi motiveret og inspireret mens kollegerne i Århus oplevede, at de ikke var velsete og blev betragtet som et nødvendigt onde. Første dag på operationsgangen var imødeset med stor spænding. Vi blev klædt i hvide bukser og net undertrøjer og morede os over nogle af pigernes forlegenhed, idet de ikke havde forudset situationen. Vi lærte at vaske sig sterilt og elementær steril omgang og begyndte så småt at deltage i operationerne. Det er grænseoverskridende de første mange gange og det er ganske almindeligt at studenten på et tidspunkt blev dårlig, så vi lærte teknikker med at trække vejret omhyggeligt og bruge venepumpen i benene. Det er meget hårdt at stå ret op og ned i timevis og holde organer frem eller til side for operatøren. Jeg klarede alle eksaminerne på normeret tid, jeg havde bl.a. den store videns bank fra de endeløse vagter på sygehusene, og fik mig systematisk arbejdet gennem alle de obligatoriske specialer. Vi viste hurtigt, at der var en nøje tilrettelagt hierarki, hvor man ud fra konferencebordets beliggenhed og facon præcis kunne regne, hvor overlægen sad, efterfulgt af 1.reservelægerne, afdelingssygeplejersken, reservelægerne og allernederst de studerende. En sjov episode var på første dag på kræft afdelingen hvor en af mine bekendte ikke havde gennemskuet hakkeordenen naivt spurgte professoren om der var faste pladser. Han fik det venlige svar: ”Nej det har vi ikke, men jeg plejer at sidde her, overlægerne der, 1. reservelægerne der og så videre”
Tidsmæssigt nærmer det sig nu 1981, hvor de yngre læger efterhånden fik nok af kontrasten arbejdsløshed blandt læger og 80 timers arbejdsuge for de, der havde arbejde. Der blev sat hårdt mod hårdt og mange afdelinger befandt sig pludselig i den situation, at overlægerne nu skulle lave almindeligt arbejde og ikke blot fordele og selv tage sig af det prestigefyldte eller spændende. Til en forelæsning fremviste en ældre patolog stolt sin tandbørste, han skulle for første gang i 25 år have en nattevagt på skadestuen. Overenskomsten blev herefter grundlæggende ændret og pludselig var de perifere sygehuse affolket.
I slutningen af studiet kunne man vikariere som læge, og jeg fik en tjans sommeren over i Bollnäs på kirurgisk afdeling sommeren over. Jeg oplevede utroligt mange ting der og kan fortsat huske enkelte vanskelige patienter. Jeg lærte betydningen af at møde udhvilet på vagt, og fordelen ved at bruge de uforudsigelige pauser på at læse eller blunde. Jeg oplevede ligesom alle andre læger at en sygehistorie, der var umulig at løse i situationen, men som lige pludselig fik liv efter at have gransket de 2.000 siders lærebøger en ekstra gang. Det sidste år fløj af sted, jeg havde fundet samen med min fremtidige hustru, terpede, terpede og terpede og jeg sluttede med et 10 tal i retsmedicin, der traditionelt var det sidste fag inden embedseksamen. Jeg gik ud på Randersvej fra retsmedicinsk institut og råbte: ”Nu er jeg læge” Jubelen fra folket var behersket.
Der er nu gået 25 år – waw tid er godt nok relativ, jeg elsker fortsat min metier, og ville gerne bruge et par tastetryk på at beskrive den, men det kan du bedre se på min hjemmeside www.netpsych.dk led efter nyhedsbrev og tryk på dets arkiv.
Jeg er læge, seriøs, afslappet, humoristisk og altid parat til udfordring. Mit navn er Erik Kjærsgaard speciallæge i almen medicin og psykiatri jeg er læge familiefar og gennemgribende et positivt meneske.
Venlig hilsen Erik Kjærsgaard - speciallæge / Netpsych
Kommentarer, kritik, ros og forslag til: E-mail: erik@netpsych.dkNB tjek altid: Netpsych.dk for de seneste nyheder indenfor psykologi og psykiatri. Ønsker du ikke længere at modtage NetPsych.dk's nyhedsbrev, kan du afmelde dig her: Netpsychs nyhedsbrev.
«« Tilbage
|
|