NetPsych nyhedsbrev d. 10-12-2007

Email icon Emne: At være læge

At være læge

Nyhedsbrev Netpsych nr. 50 årgang 7 dato: 09-12-2007






Fra lægernes verden




Den underlige metier at være læge er både spændende, interessant og skræmmende. Et af mine personlige ynglingscitater fra den del af livet er: Tiden læger alle sår og sårer alle læger.

Lad mig forklare lidt elementære fakta: Vi har i disse år en voldsom mangel på læger. Det er produktionen, hvor der er et misforhold mellem de læger der bliver uddannede og de, der rent faktisk kommer til at fungere som læger. Der er desværre alt for mange kvinder på lægestudiet og det mener jeg helt bogstaveligt, når der kommer kvinder på en arbejdsplads varer det ikke længe inden det kommer krav om deltid, barsel og orlov. Man kan nu engang ikke fungere som fuldtids læge og samtidig have deltid, barsel og orlov. Når der kommer flere kvinder ind, daler produktionen. En anden årsag til lægemangelen er de svenske og norske studenter, der fylder universiteterne. Det er ganske vist ikke flertallet, men det er på den anden side ganske sikkert, at begge nationaliteter kynisk udnytter den skandinaviske aftale om undervisningsfrihed, og ved første lejlighed draget tilbage til fjeldet eller systembolaget alt efter nationalitet.

Jeg kommer også til at nævne tilfredsheden med at fungere som læge. Det er længe siden medierne og befolkningen kunne bruge en almindelig læge som positiv rollemodel. Vi læser alt for ofte om læger der sjusker, møder fulde på arbejde, og nærmest ikke gider gøre noget for patienterne. De alternative fupmagere går skridtet videre og stikker os i skoene at vi opfinder imaginære sygdomme for at tækkes medicinalvareindustrien. Personligt er jeg endnu fløjtende ligeglad. Jeg ved, at jeg har en professionel tilgang til psykiatrien og kan tage rigtig mange klagesager uden at ryste på hænderne. Netop klagesager er en anden årsag til frafaldet i standen. Det er vitterligt nogle patientorganisationer der åbenlyst har en dagsorden om, at læger skal straffes groft for vores fejltagelser. Stop lige engang, vi har valgt dette fag for netop at kunne gøre en forskel, for at redde liv og for at bedre vores patienters vilkår. Når takken er en klagesag kan det være svært at finde motivation til yderlige arbejde. To af mine personlige klagesager, er en glimrende illustration. Jeg fik en åbenlyst psykotisk ind på min afdeling og fortog en tvangstilbageholdelse af ham for at kunne bedre hans liv – han klagede derover. Da han efter nogle ugers behandling fik det bedre ophævede jeg tvangen, så klagede familien.

Endnu en årsag til den danske lægemangel er vores viselige skattesystem. Når jeg kan tjene lige så meget efter div. Skatter ved at have 5 dages hverdag i Norge to gange om måneden som at halse efter de uendelige masser af utilfredse patienter i Danmark, hvad er så argumentet for at arbejde her i landet? Jeg kender flere der har skippet deres gode faste overlægestillinger for at arbejde halv tids i Norge med det samme provenu som da de stressede rundt i Danmark.

Så til de udenlandske læger, man nu forsøger at lokke til Danmark. Det koster en million pr. hoved, og de er her i gennemsnit i 2 år. Det er muligt at de kan fungere i specialer, hvor det sproglige ikke har den store betydning som eksempelvis laboratoriemedicin eller røntgendiagnostik, men i psykiatri hvor man både skal høre det sagte som det usagte, har jeg meget dårlig erfaring med etniske læger. De er med ganske enkelte undtagelser i bedste fald ubrugelige.

At være læge er efter min personlige vurdering det ædleste fag af alle. Det er mig der holder mine patienters liv mine hænder, det er mig der hjælper dem, trøster dem og det er mig der, heldigvis sjældent, vurderer forkert og fejler. Jeg ønsker respekt for min viden, kunnen og de gode behandlingsforløb jeg præsterer, men jeg ønsker ikke at blive slagtet i offentlig gabestok for mine få fejltagelser. Det er nu en gang sådan at den der arbejder laver nogle fejl, den der arbejder meget laver mange fejl, og den der ikke laver noget – han laver ingen fejl.



Venlig hilsen


Erik Kjærsgaard - speciallæge / Netpsych




Kommentarer, kritik, ros og forslag til: nyhedsbrev@netpsych.dk

NB tjek altid: Netpsych.dk for de seneste nyheder indenfor psykologi og psykiatri.


For at undgå at nyhedsbrevet bliver fanget af dit SPAM filter, tilføj nyhedsbrev@netpsych.dk til dine kontaktpersoner.


Ønsker du ikke længere at modtage NetPsych.dk's nyhedsbrev, kan du afmelde dig her: Netpsychs nyhedsbrev.






«« Tilbage