NetPsych nyhedsbrev d. 11-02-2008

Email icon Emne: Konferenceborde

Konferenceborde

Nyhedsbrev Netpsych nr. 7 årgang 8 dato: 11-02-2008






Konference borde




En del af den kliniske hverdag er den daglige konference, hvor vi har mange opgaver og bl.a. udveksler synspunkter, orienterer om belægningssituationen, planlægger overflytninger afdelingerne imellem og hører nyt fra vagtholdet. Selv i vore dage er det let at aflæse magtforholdet i afdelingen idet placeringen ved konferencebordet og bordets facon tydeligt signalerer, hvem der er bestemmer og hvem der tager i mod.

Jeg oplevede det første gang, da jeg skulle i klinik på øjenafdelingen i Århus. Vi studenter indfandt os lidt før tid og blev budt velkommen af professor Kaa, der sad for enden af et meget langt og smalt konferencebord. Vi spurte om der var faste pladser, og han betroede, at der var der naturligvis ikke, ”Men jeg sidder her for bordenden, overlægerne derefter, så kommer 1.reservelægerne, reservelægerne og plejepersonalet.” Vi gennemskuede øjeblikkeligt vores pladser for den anden ende af bordet.

Når en dygtig og karismatisk ledende overlæge efter lang tids tjeneste drager af på pension for at nyde sit otium kan der opstå et vakuum indtil alle i hierarkiet har fundet deres nye position. Da en af de gamle koleriske overlæger på Rigshospitalet drog bort til de evige jagtmarker var der ingen der ville udfordre de andre ved at sætte sig på hans plads. Man løste problemet på den manglende struktur ved at flytte hans stol og lade hans stol opstille i et andet lokale.

Jeg oplevede det samme, da jeg startede i neurologien, jeg kom et par minutter for sent den første arbejdsdag og busede ind i lokalet. Jeg så øjeblikkelig hvor cheferne sad, selv om jeg aldrig havde mødt dem før, og der var en ledig stol til mig på en passende plads, så jeg satte mig og blev mødt med et gisp. Det viste sig at den ledende lægesekretær, der styrede afdelingen med ledende overlæge havde siddet der siden hun gik på pension 3 måneder forinden, og ingen havde sat sig på Gerdas plads siden. Det blev min faste plads det næste års tid.

Bordets placering og facon kan også afspejle styrkeforholdet personalet imellem. På en psykiatrisk afdeling var den ledende overlæge ved at lukke ned, idet efterlønnen var inden for realistisk rækkevidde. Konference bordet havde to pladser for chef enden af bordet og en af de yngre overlæger udfordrede ham ved at sætte sig ved siden af ham. Det løste han elegant ved at købe et nyt bord der var mere tilspidset, så der kun var en enkelt plads for enden af bordet. Ingen skulle vippe ham af pinden, før han selv ville. Jeg tog handsken op og satte mig i stolen den sidste dag efter sidste nattevagt for enden af bordet for at markere det latterlige i situationen. Atter et gisp fra forsamlingen og det blev understreget, at det undtagelsesvis var accepteret, men at man ikke kunne tolerere gentagelsestilfælde.

Et hospitals direktion fik med en ny struktur et alvorligt problem. Da havde forinden haft et stort superellipse bord, idet denne facon understregede, at der kun var en chef. Nu blev der indført trojka ledelse, med administrerende direktør, cheflæge og chefsygeplejerske, og bordet var ubrugeligt. Det blev kasseret. Jeg erfarede dette tilfældigvis og bød en latterlig lav sum for bordet, det fungerer nu som spisebord i privaten (jeg sidder for bordenden).

På min nuværende arbejdsplads er konferencebordet kvadratisk og alle ved, at overlægerne sidder for enden med front mod kulierne og ryggen mod endevæggen ;-). Vi overlæger ønsker at sende et signal om nye tider med samarbejde og respekt for yngre læger og andre lavere lønnede og vi har placeret os imellem folket. Der har siden da ikke været nogen, der har taget plads på overlægernes langside, kulierne vil hellere stå op ved pladsmangel.

Jo, placeringen ved et konferencebord og bordets facon kan sige meget. Vi køber næppe et rundt bord næste gang.



Venlig hilsen


Erik Kjærsgaard - speciallæge / Netpsych




Kommentarer, kritik, ros og forslag til: nyhedsbrev@netpsych.dk

NB tjek altid: Netpsych.dk for de seneste nyheder indenfor psykologi og psykiatri.


For at undgå at nyhedsbrevet bliver fanget af dit SPAM filter, tilføj nyhedsbrev@netpsych.dk til dine kontaktpersoner.


Ønsker du ikke længere at modtage NetPsych.dk's nyhedsbrev, kan du afmelde dig her: Netpsychs nyhedsbrev.






«« Tilbage