NetPsych nyhedsbrev d. 07-04-2008

Email icon Emne: Dorada og Loro Parque

Dorada og Loro Parque

Nyhedsbrev Netpsych nr. 15 årgang 8 dato: 07-04-2008






Dorada og Loro Parque




Denne kryptiske overskrift dækker over en af mine mange ”kiosk-baskere” eller på almindelig dansk, at finde en lokkende overskrift til et halvseriøst nyhedsbrev. Sidste uge blev tilbragt i det sydlandske, med præcis lokalisering på Tenerife, hvor jeg også var en tur sidste år. Selv om øerne er præget af konstant mildt klima, og dermed et oplagt udgangspunkt for industriel masseturisme, har stedet samtidig lige det touch, der gør dem værd at besøge, industrien til trods. Jeg sætter almindeligvis vinterferien af til mine børns tarv og havde egentlig ikke regnet med de store oplevelser, men som før blev jeg overrasket af det uforudsigelige.

Den skæve vinkel først, alt andet vil nok klæde mig ilde. Det må være Dorada, den lokale øl, der som navnet antyder, er meget lokal. Den er på den anden side en værdig udfordre til de andre masseproducerede øltyper, der er tilgængelige på øen. Den er tilgængelig i en gylden dåse med motiv fra Teide vulkanen, og en er ganske glimrende til en tørstslukker efter dagens jokketur eller ved afslutningen af besøget i den lokale svømmepøl. Jeg finder den overlegen Heineken eller Budweiser, der ellers er markante repræsentanter ved charter turen sydpå. Største ulempe er efter min beskedne mening, at skumlaget forsvinder alt for hurtigt til at den kan være en ægte øl æstetisk værdig. Efter en 3 – 6 stykker er den slags overvejelser dog ganske akademiske.

Denne vinterferies absolutte højdepunkt var dog en tur til Loro naturparken. Jeg bestilte turen alene for mine børns skyld, idet oplæget lugtede alt for meget af plastik og masseturisme til, at jeg selv ville regne det for en attraktion. Jeg tog fejl. Stedet er oprette af en ægte idealist tilbage i 1970-erserne, idet han allerede der forudså, at mange fuglearter, i aktuelle sammenhæng papegøjer, var truet af udryddelse. Han oprettede derfor en form for zoo, hvor der nu er ikke mindre end godt 3.000 fugle samlet med et omfattende avls program til sikring af deres fremtid. Nu har idealister med at udvide deres forretning og som tiden er gået er der nu mange flere dyrearter repræsenteret, med de mest spektakulære som repræsentanter fra gorillaer, delfiner, pingviner, hvide tigre og spækhuggere. Med min løse tilgang til ussel mammon havde jeg investeret i VIP billetter og var sikret førstepladser ved alle de shows de kunne fremvise. Det var ganske imponerende, både dyrene og deres menneskelige kontakter lyste af begejstring og entusiasme for deres fremvisning og showene var alle for sig i den absolutte verdensklasse. Hvis din vej engang kommer til Tenerife, har du min anbefaling om en god oplevelse i den nordlige ende af øen. Vi skal passe på idealister og ildsjæle også selv om denne ildsjæl ikke havde de store problemer med at tjene en mønt eller to på sit foretagende. Logistikker var for sydlandske forholde ganske imponerende.

Ellers var der ikke de store oplevelser, alle forretninger kunne tilbyde et DVD kamera for omkring 50 euro, det er enten snyd eller brugt. Alle restauranters kundelokkere var venlige indtil man afviste dem og den lokale kiosk var service mindet til jeg ville betale med VISA. Dog havde jeg oplevelsen at lege læge en ellers søvnig eftermiddag ved den lokale pøl, alle havde skruet energien ned på stand by og en finsk pige på bare to år benyttede lejligheden til at frekventere det dybe bassin. Umiddelbart gik det godt, hun hoppede i og cirklede lidt omkring, men efter bare et enkelt minut, kom hun i svære vanskeligheder og sank dybere og dybere uden andre end jeg havde bemærket det. Jeg trådte i karakter og fiskede hende op mens jeg så hendes død i øjnene. Jeg vandt denne gang og alt var vel igen, forældre havde ikke format til at erkende deres svigt - skide Finner.

Konklusion: Tenerife er oplevelsen værd, ligesom alle andre steder i verden, du er temmelig sikker på sol og dermed følgende skoldning, men du kan også få en unik oplevelse med hjem i bagagen, hvis du bevarer dine øjne åbne.

I næste uge forhåbentligt et anderledes seriøst nyhedsbrev, jeg forbeholder mig dog, som altid, retten til sarkasme og tyve indskudte sætninger ;-).



Venlig hilsen


Erik Kjærsgaard - speciallæge / Netpsych




Kommentarer, kritik, ros og forslag til: nyhedsbrev@netpsych.dk

NB tjek altid: Netpsych.dk for de seneste nyheder indenfor psykologi og psykiatri.


For at undgå at nyhedsbrevet bliver fanget af dit SPAM filter, tilføj nyhedsbrev@netpsych.dk til dine kontaktpersoner.


Ønsker du ikke længere at modtage NetPsych.dk's nyhedsbrev, kan du afmelde dig her: Netpsychs nyhedsbrev.






«« Tilbage