NetPsych nyhedsbrev d. 11-08-2008

Email icon Emne: St tropez - blog

St tropez - blog

Nyhedsbrev Netpsych nr. 33 årgang 8 dato: 11-08-2008






St. Tropez - blog




Årets sommerferie gik til den franske snobbe højborg St. Tropez, nok mest fordi, jeg kun sjældent kommer i den østlige del af Sydfrankrig og trængte til at se nye steder. St. Tropez er en snobbe magnet uden nogen kan forklare det på en rationel måder ud over en rimelig konstant behagelig temperatur og en ganske god sandsynlighed for solskin. Byen er forbløffende lille, nok nærmest på størrelse med Ebeltoft, men med en imponerende samling butikker, der dækker alle de ”rigtige” mærker inde for mode, tøj og smykker. Gaderne er meget snævre og mindede lidt om Venedig, dog fraset kanalerne og glasbutikkerne fra Muramo. Bådene i den lokale havn var med et enkelt ord imponerende, hvor vi i Danmark måler de luksuriøse både i fod, bruger de her meter (faktor 3 til forskel), det er mig ufatteligt at nogen kan have formue til at holde en sådan flydende lystpalads kørende, det må være ekstremt kostbart. Oplevelsesmæssigt var det dog en enorm skuffelse. Stedet er totalt overrendt og hver eneste gang vi skulle bare lidt ud fra campingpladsen, var der kilometerlange bilkøer, der sneglede sig af sted, mens de frække på scootere eller motorcykel kom frem ved at sno sig mellem køen. Priserne var også, med henvisning til den store snobeffekt, skruet ganske voldsomt i vejret og slutteligt var der ikke albueplads, hverken på strandens fluepapir eller på selve campingpladsen, hvor campingvognene lå så tæt, at ethvert ønske om privatliv forsvandt lige så hurtigt som duggen på den lokale øl (min favorit var ”Amsterdam maximator”) stor, dyb med en sødlig, rund og særdeles fyldig smag og stærk som ind i jeg ved ikke hvad. Jeg fik dog set de ”rigtige” ting med afstikkere til Nice, Cannes og et melankolsk gensyn med Monaco, (jeg husker stadig den store oplevelse der for næsten 3 år siden) men prisen derfor var køer, masseturisme og totalt spoleret charme.

Jeg oplevede stort set intet fagligt relevant bortset fra en støvet eftermiddag, hvor jeg passerede et trafikuheld. Gendarmerne var netop mødt op og dirigerede lidt nervøst trafikken uden om en bil, der havde taget et par trille ture og var endt på taget. De var meget taknemmelige, da jeg meldte en læges ankomst, men til min store overraskelse var føreren sluppet aldeles uden anden skade end et lille sår bag venstre øre. Han fik et par gode råd om hjernerystelse og jeg fik en på opleveren. Sammen med min mindste datter fik jeg timer til at gå, med at lede efter glasskår. Det er et projekt jeg har sammen med hende, at vi samler glasskår, der er slebet matte af bølgerne og sandet på stranden, idet jeg har købt en glascylinder og har et projekt med at fylde den med glasskår og dermed arrangere en lampe på min nye private psykiatriske klinik, belyst nedefra af en halogen pære. Jeg kedede mig så meget, at der blev et solidt tilskud af glasskår dertil.

Turen til og fra var ganske begivenhedsløs, jeg tænker ofte i den sammenhæng på et gammelt firserband ”Kraftværk” og deres ”Fahren, fahren, fahren auf der Autobahn” De næsten endeløse kilometers monotomi, hvor man gradvist bliver mere og mere fartblind og på et tidspunkt synes, at 120 km/h virker langsomt. Jeg styrer bilen udelukkende med venstre hånd med tommelen på cruise controlen og klikker op og ned alt efter trafikken. Der er ikke meget tjek på afstand, og de mange uheld afspejler dette forhold. Vi raster og tanker op og smider affald væk og jeg får rørt mine værkende muskler. Det er slut med at køre hjem i et stræk, så det bliver til en enkelt overnatning på højde med Mannheim inden det sidste stræk hjem.

Så meget for denne ferie, næste gang bliver det et mere lokalt og uspoleret sted.



Venlig hilsen


Erik Kjærsgaard - speciallæge / Netpsych




Kommentarer, kritik, ros og forslag til: nyhedsbrev@netpsych.dk

NB tjek altid: Netpsych.dk for de seneste nyheder indenfor psykologi og psykiatri.


For at undgå at nyhedsbrevet bliver fanget af dit SPAM filter, tilføj nyhedsbrev@netpsych.dk til dine kontaktpersoner.


Ønsker du ikke længere at modtage NetPsych.dk's nyhedsbrev, kan du afmelde dig her: Netpsychs nyhedsbrev.






«« Tilbage