NetPsych nyhedsbrev d. 30-03-2009

Email icon Emne: london

london

Nyhedsbrev Netpsych nr. 14 årgang 9 dato: 30-03-2009







Ekspertkursus i London




Jeg har nu været til det 3.de af i alt 4 delkurser i efteruddannelsen i retspsykiatrisk ekspert uddannelse og dette kursus foregik i London for at tilføre kurset en international vinkel. Der var flere nyheder.


De retspsykiatriske patienter er ganske almindelige patienter, der blot har begået kriminalitet. Det er med en klar overvægt af skizofrene med dårlig begavelse, samtidig misbrug og manglende evne til at have bremseklodser på de aggressive handlinger. Dette medfører i sagens natur en vis kriminel aktivitet med hovedvægt på personfarlig kriminalitet og op til 50 % af de begåede mord bliver rent faktisk begået af denne unikke patientgruppe. I hele den civiliserede verden får disse patienter en eller anden form for behandlingsdom eller anden sær sanktion i stedet for almindelig fængselsstraf med den obligatoriske undtagelse af USA, der spærrer dem inde i almindelige fængsler eller slår dem ihjel. Man har altid kunne måle en civilisation på den måde den behandler de marginaliserede medborgere på. Man estemerer at ca. 10 % af de almindelige afsonere i almindelige fængsler har en ikke opdaget og ikke behandlet psykotisk lidelse.


I England har de det samme problem som det meste af resten af Europa. De retspsykiatriske patienters spektakulære kriminelle handlinger springer så meget i øjnene, at politikerne flytter ressourcer fra den almene psykiatri til retspsykiatrien, ingen steder kan de se konsekvensen mens den ruller sig ud for øjnene af os. Når man fjerner ressourcer fra den almen psykiatri, kan vi ikke være så tæt omkring vores patienter, der dropper ud af den medicinske behandling, bliver psykotiske og begår kriminalitet. Denne onde spiral bevirker, at vi i disse år har en stigning af retspsykiatriske patienter på 6 – 10 % om året. Dette er i al sandhed at kaste brønden til efter barnet er druknet.


En af turens mange højdepunkter var et besøg på en lokal retspsykiatrisk afdeling. De kommer i 3 udgaver: low, medium og max secutiry. Den sidste kategori er at sammenligne med Sikringen på Sjælland. Vi besøgte en middel sikret afdeling og det er nummeret sikrere end en almindelig lukket psykiatrisk afdeling med bedre normering, sluse ved indgangspartiet og udendørs arealer der er ”umulige” at stikke af fra. Typisk er disse gravet et par meter ned i jorden med først en ringmur på 2 – 3 meter herefter et almindeligt fængselshegn på 5 – 6 meter og slutteligt bøjer det ind over arealet. Afdelingen var delvis nedbrændt efter en brand ca. ½ år forinden. Det forargede mig noget, at man havde konstrueret en sikret afdeling, der bare kunne brænde ned. Det kom heldigvis ikke til dødsfald, men når man har spærret en række mennesker inde, sørger man for en effektiv brand forebyggelse. Der var ganske vist branddøre overalt, men ingen havde tænkt på at sikre loftet, så branden spredte sig derfra, ikke helt vel gennemtænkt. Nu er der så konstant mangel på retspsykiatriske pladser, så en række driftige firmaer havde oprette private retspsykiatriske afdelinger og tjener en mønt på det. Dette bevirker, at mange retspsykiatere bruger store dele af deres arbejdsdag på at kontrollere de private firmaers drift og behandling. Et nærmest ufatteligt pengespild og meget uheldigt konsekvens af lokale politikere, der vil det så godt, men glemmer at spørge de lokale eksperter inden de panik reagerer på overskrifter i tabloid pressen.


Strafferammen er noget strengere i England, eksempelvis bliver drab takseret til livstid for almindelige kriminelle, uden dette har general præventiv effekt. De psykisk syge får ofte anbringelsesdomme, men med væsentligt længere ophold i psykiatrisk afdeling end i Danmark. Heller ikke her den store effekt. Hermed slut på et lidt mesantropisk nyhedsbrev. Muligvis referat fra de interessante foredrag i næste uge, hvis overskuddet rækker dertil.



Venlig hilsen


Erik Kjærsgaard - speciallæge / Netpsych




Kommentarer, kritik, ros og forslag til: nyhedsbrev@netpsych.dk

NB tjek altid: Netpsych.dk for de seneste nyheder indenfor psykologi og psykiatri.


For at undgå at nyhedsbrevet bliver fanget af dit SPAM filter, tilføj nyhedsbrev@netpsych.dk til dine kontaktpersoner.


Ønsker du ikke længere at modtage NetPsych.dk's nyhedsbrev, kan du afmelde dig her: Netpsychs nyhedsbrev.






«« Tilbage