NetPsych nyhedsbrev d. 28-04-03

Email icon Emne: Psykiatrisk skadestue

Psykiatrisk skadestue

Nyhedsbrev Netpsych nr. 18 årgang. 3 dato: 28-04-03





Psykiatrisk skadestue



Jeg har nu som såkaldt professionel fagperson siddet på en række psykiatriske skadestuer de sidste år. Det har været blandede oplevelser med underlige sygdomstilfælde, mærkelige patienter, skæve oplevelser og enkelte, der søgt skadestuen af ren og skær nød. Jeg har undret mig over henvendelsesmønstret, der kan rubriceres med følgende hovedlinier:

Druk

Alkoholikerne og blandingsmisbrugerne er en tung henvendelsesårsag. Jeg vil anse at ca. 50 % af henvendelserne i psykiatrisk skadestue er som følge af misbrug af enten alkohol ler blandingen af alkohol og beroligende mediciner. Det er sølle eksistenser, der ikke selv af egen drift kan komme ud af et misbrug. På den anden side er motivationen oftest meget behersket. De kommer først når den sidste pille er slugt, den sidste øl drukket, og den sidste cigaret er røget. Det er ofte at opholdet bliver af kort karakter, når misbrugeren indser at der ikke er fri udskænkning af nogen art i skadestuen. Fra tid til anden ses så svære abstinenser overgående i delirium, at det er nødvendigt med en indlæggelse.

De skjulte

De skjulte er mennesker, der henvender sig med en dagsorden men egentlig har en ganske anden skjult dagsorden.. Jeg har aldrig fundet ud af om de tror at lægerne er tankelæsere og dermed kan regne problemets art og natur ud, eller om de håber på at behandling på et opdigtet problem også kan hjælpe på de reelle uudtalte problemer

De tvungne

De tvungne omfatter to grupper, dels dem der bliver regulært tvangsindlagt, de kommer med politiets hjælp og er naturligvis overhovedet ikke interesseret i hjælp eller behandling af nogen art (så var de jo kommet selv). Den anden gruppe er dem, der lever i en form for samliv, men hvor situationen (oftest misbruget) har fået en karakter, hvor familien siger, at enten er det til skadestuen eller også er det slut – motivationen er behersket.

Krise

Det drejer sig ofte om mennesker i svær familiær, jobmæssig situation, nyopdaget fatal sygdom og lignende. Det er almindelige mennesker, der som oplægget skitserer, er i en akut krisetilstand, hvor de på ganske få minutter bliver tvunget til at revurdere deres totale situation. Det er følger efter pludselig dødsfald, uventet skilsmisse, forsvundet social platform eller opdagelse af cancerlidelse. Der er mennesker i krise, de er sjældne, men kan hjælpes inden for rammerne af, at jeg som fagperson ikke kan genetablere det tabte, men udelukkende hjælpe med at bære tabet.

Psykoser

Selvom psykoserne er psykiaterens egentlige arbejdsområde, er de ganske sjældne i de psykiatriske skadestuer. OK de ses, men det er sjældent de erkender sindslidelsens karakter, men snarere fordi de ønsker indlæggelse, da den sociale situation er for besværlig og vanskelig eller de ønsker at skifte bolig eller plejehjem

Dette er hovedgrupperne af de, der henvender sig på en psykiatrisk skadestue. Overrasket??








Venlig hilsen


Erik Kjærsgaard - speciallæge / Netpsych.




Kommentarer, kritik, ros og forslag til: E-mail: erik@netpsych.dk

NB tjek altid: Netpsych for de seneste nyheder indenfor psykologi og psykiatri.


Ønsker du ikke længere at modtage NetPsych.dk's nyhedsbrev, kan du afmelde dig her: Netpsychs nyhedsbrev.






«« Tilbage