NetPsych nyhedsbrev d. 08-06-2009

Email icon Emne: Sykkologer på sygehus

Nyhedsbrev Netpsych nr. 24 årgang 9 dato: 08-06-2009


Sykkologer på sygehus

Jeg har altid holdt af en øjehængende overskrift på nyhedsbrevet, så ugens overskrift er da også med et særligt glimt i øjet. Psykologer og psykiatere har meget stor berøringsflade og en meget forskellig tilgang til behandling af de psykiske sygdomme. Vi psykiatere skiller os ud fra psykologerne ved først og fremmest at være naturvidenskabelig uddannet ligesom vi alle har en lægelig, akademisk baggrund. Psykologerne er først uddannede bachelor og derefter kandidat i sammenlagt 5 år. For at blive klinisk psykolog på sygehus, er der efterfølgende en ansættelse på en psykiatrisk afdeling i en årrække. Psykologernes uddannelse er således kun ca. halv så lang som psykiaternes.

I de ansættelser jeg har haft på de forskellige psykiatriske afdelinger, har der været endog meget stor forskel i mængden og dygtigheden af psykologerne. Grellest nok på et universitetssygehus hvor krig mellem professoren i psykiatri og den ledende psykolog bevirkede, at psykologerne blev fjernet fra afdelingen, men oprettede deres egen klinik på hospitalet og kommunikation mellem de to fløje var næppe eksisterende og bestod for det meste af skriftlig gensidigt nedladende korrespondance. På andre steder har forholdene været bedre, men på den anden side er arbejdsindsatsen fra en psykologs side til at overskue (Undskyld det gælder ikke dig Allan)

Vi må i nærmeste fremtid se i øjnene, at der kun bliver færre og færre psykiatere og om føje år vil der mangle omkring 30 – 50 %. Da det tager omkring 15 år fra studentereksamen til fiks og færdig psykiater og man for længst har indset at de udenlandske læger ikke kan fungere som psykiatere – de forstår ikke dybden i det danske sprog, har man fra politisk side ventileret muligheden for at opgradere psykologerne til ”mini psykiatere”

Jeg er skeptisk, psykologerne har en meget ensporet tilgang til psykiatrien, de behersker ikke farmakologi og kan ikke ordinere medicin. De er ikke klinisk trænede som os og deres bløde psykodynamiske tilgang til psykiatrien vil være direkte skadelig for flere patient kategorier. De kender absolut intet til de legemlige lidelser og psykoterapi virker ikke mod en hjernetumor eller anden legemlig lidelse som kun en dygtig psykiater kan spore. På den anden side skal der ske et eller andet, blot på mit eget sygehus er vi 4 speciallæger – vores gennemsnitsalder er lige knap de tres og med de evindelige nedskæringer er det snart mere attraktivt at tage et smut til Norge eller Grønland en ugen om måneden til den samme nettohyre som en måneds slid herhjemme.

Jeg erkender, der er et uløseligt problem og måske bliver psykologernes opgradering den mindst ringe løsning, men det vil gå ud over patienterne.


Venlig hilsen

Erik Kjærsgaard - speciallæge / Netpsych



Kommentarer, kritik, ros og forslag til: nyhedsbrev@netpsych.dk

NB tjek altid: Netpsych.dk for de seneste nyheder indenfor psykologi og psykiatri.

For at undgå at nyhedsbrevet bliver fanget af dit SPAM filter, tilføj nyhedsbrev@netpsych.dk til dine kontaktpersoner.

Ønsker du ikke længere at modtage NetPsych.dk's nyhedsbrev, kan du afmelde dig her: Netpsychs nyhedsbrev.



«« Tilbage