NetPsych nyhedsbrev d. 17. august 2009

Email icon Emne: H1N1 og kokain

Nyhedsbrev Netpsych nr. 27, årgang 9, 17. august 2009

H1N1 og kokain


Første nyhedsbrev efter min velfortjente sommerferie bliver lidt ironisk idet der over sommeren er sket flere mærkelige ting, der nok mest afspejler, at de kjære politikere også holder fri og derfor ikke sviner hinanden så meget til i medierne. Deraf rigtig god spalteplads til mindre sensationer.

Jeg vil her først fokusere på den kommende verdensomspændende epidemi med en meget fredelig virus ved navn H1N1 også kaldet influenza A eller svineinfluenza. Influenzaen er vitterlig meget mild men samtidig utrolig smitsom, de få der har haft den melder om ganske få dage med feber, muskelsmerter og hoste. Selv sundhedsstyrelsen er gået i selvsving og sender meddelelser og direktiver til alle sundhedspersoner. Der har været enkelte dødsfald, hvilket er klart forudseeligt, det er nu engang sådan at svækkede individer lettere bukker under for enhver infektionssygdom, så jeg kan da også her forudse, at der bliver god plads på landets plejehjem på den anden side af efterårsferien. Den eneste måde at opretholde en sund bestand af rensdyr eller mennesker er nu engang at der i periferien lurer enten ulve eller virus, der snapper de syge og svækkede. Der er allerede fremstillet en vaccine, men fabrikanten forbeholder sig total ansvarsfraskrivelse for virkning og bivirkning og sælger den kun i bundter af ti stk. af gangen, der skal bruges indenfor 24 timer, det må da kaldes profitmaksimering.
Den anden sag er noget mere luren, en af landets mange kjendiskvinder med en ikke helt sandfærdig tilgang til egne uddannelser, men med et utroligt stort behov for at optræde på de bonede gulve og sladderpressens blade blev nappet med 140 gram kokain. Historien ramte medierne umiddelbart, der er jo altid oplag i forargelse og i at se en kjendis i frit fald fra de øverste cirkler i samfundet. Ved grundlovsforhøret blev der imidlertid udstedt navneforbud, og hendes navn er nu fjernet fra mange avisers hjemmesider. Det problematiske i denne sammenhæng er dog, at navne forbuddet kun gælder her i Danmark og de mange udenlandske servere eksempelvis google retter ikke ind. Det tog mig da også under 2 minutters søgen at finde hende (og selv deltage i foragten – nemesis). Det der undrer mig mest i denne sammenhæng er den totale mangel på situationsfornemmelse, når nu hun ved at alle kan finde hende, vil det være noget smartere at holde et pressemøde, (det bliver garanteret velbesøgt) for her af fremlægge sin udlægning af sagen. Det siger sig selv at ingen kjendis frivilligt vil være i besiddelse af 140 gram kokain, det må være et komplot eller provokation fra politiets side for at få flere bevillinger.

Således vel hjemme fra en tordnende hed cypriotisk strand, glæder jeg mig til det kommende svale efterår og de mange faglige udfordringer, jeg er alene speciallæger på afdelingerne i de næste uger, så kedeligt bliver det ikke.

Med venlig hilsen
Erik Kjærsgaard - speciallæge / Netpsych


Kommentarer, kritik, ros og forslag til: nyhedsbrev@netpsych.dk
Tjek altid: www.netpsych.dk for de seneste nyheder indenfor psykologi og psykiatri.

For at undgå at nyhedsbrevet bliver fanget af dit SPAM filter, tilføj nyhedsbrev@netpsych.dk til dine kontaktpersoner.

Ønsker du ikke længere at modtage NetPsych.dk's nyhedsbrev, kan du afmelde dig her: Netpsychs nyhedsbrev.


«« Tilbage