Nyhedsbrev Netpsych nr. 39, årgang 9, 21. september 2009
Overnursing
Vi anvender lidt slangagtigt begrebet overnursing om de tilfælde, hvor patienterne af den ene eller anden grund bliver omklamret af personalet og går fra at være patienter til venner eller familiemedlemmer. Det ses på såvel somatiske som på psykiatriske afdelinger hvor en enkelt patient blive trukket frem for de andre og får en noget bedre behandling. Det sker ofte, hvis personalet finder en form for klangbund i patientens symptomatologi, eller der kan være andre ting som lighed med egen familie eller omstændigheder der vækker medlidenhed eller udløser noget mere opmærksomhed end ellers. En klar forudsætning for overnursing er således når empati (indfølelse) skiftes ud med sympati eller medlidenhed. Vi skal naturligvis kunne rumme vores patienters lidelse og smerter, men ikke i en grad, hvor vi bliver personligt involveret. Ingen professionel kan tåle at se sine nærmeste lide den ene dag efter den anden, hvilket lige er hvad der sker ved overnursing.
Som vi oplever overnursing er det dog kun sjældent af det gode. Man fratager gradvist patientens autonomi og gør dem afhængige af den konstante opmærksomhed, langsom kan der derefter opbygges en form for ikke aftalt rollespil, hvor udskrivelsen trækker ud i det groteske, patient bliver afhængig af personalet og omvendt. Det er heldigvis sjældent, at overnursing finder sted, men jeg husker to meget tydelige eksempler i de sidste par år.
Det første eksempel var en depressiv kvinde, der havde været indlagt i knap et års tid. Tingene trak ud, man skiftede behandlingsstrategi flere gange, men lige meget hjalp det. Komplicerende herfor var op til flere selvmordsforsøg, når man begyndte at tale om fremtidig udskrivelse. Problemer fandt først en løsning, da der blev ansat en ny læge. Hun gennemgik situationen minutiøst, vurderede behandlingen og informerede patienten om, at hun tilhørte en af de typer, hvor vi ikke kunne hjælpe fuldt ud med at fjerne depressionen, men at det var nødvendigt at acceptere en vis kronificering og tilstedeværelse af restsymptomer. Det var tale som patienten kunne forstå og hun blev succes rigt udskrevet kort tid efter til fortsat ambulant opfølgning.
Andet eksempel var en ungdomspsykiatrisk patient, der havde været indlagt i flere år. Han led af hallucinationer, der beordrede ham til gentagne selvbeskadigelser. Nu vokser også ungdomspsykiatriske patienter, så pludselig var han i en situation, hvor hun skulle overføres til voksenpsykiatrisk afdeling. Personalet protesterede, for de ville gerne færdigbehandle patienten. Først 9 måneder efter han havde krydset aldersgrænsen kom han meget modstræbende over til voksenpsykiaterne. De var til gengæld noget mere konsekvente. Han blev orienteret om, at der var en plads til ham i et bofællesskab og at planen var udskrivning dertil så snart det var forsvarligt og han således kunne flytte hjemmefra. Det blev aftalt, at han kunne udskrives efter en uge uden selvbeskadigelser. Han fik ansvar og selvbestemmelse og blev udskrevet efter planlagt tid. Han følges angiveligt fortsat ambulant og har ikke (endnu) vist tegn til tilbagefald. Det har personalet på den ungdomspsykiatriske afdeling til gengæld, de besøger ham fortsat.
Med venlig hilsen
Erik Kjærsgaard - speciallæge / Netpsych