NetPsych nyhedsbrev d. 19-05-03

Email icon Emne: De pårørende

De pårørende

Nyhedsbrev Netpsych nr. 21 årgang. 3 dato: 19-05-03





De pårørende


Der er næppe mange mennesker, der lider under psykiske og psykiatriske forstyrrelse som de pårørende. At leve med sindslidende er ikke nogen let sag, dette kan forstås gennem denne enkle sygehistorie. En midaldrende mand fik en sindslidelse, der bevirkede, at han troede, han var Johannes døberen. Han blev hurtigt et kendt ansigt i lokalsamfundet, idet han åbenlyst gik rundt og veksignede naboerne, og døbte de mennesker han kom i nærheden af, ligesom han flere gange ryddede den lokale tankstations hylder for vovede ugeblade. På et tidspunkt blev han indlagt på den lokale psykiatriske afdeling og modtog medicinsk behandling mod sin sindssygdom. Efter udskrivelse stoppede han med medicinen, hvorefter han atter blev sindssyg. De efterfølgende år var en evig rejse mellem hjem og psykiatrisk afdeling. Jeg spurgte på et tidspunkt hvorfor han stoppede med sin medicin og fik det indlysende modspørgsmål:" Hvad vil du selv helst være: Johannes Døberen eller Johannes Førtidspensionist?"

Denne enkle sygehistorie bærer dele af svaret på, hvorfor det fra tid til anden er meget svært at opretholde en medicinsk behanling, ligesom man kan få et billede at de indbyggede pinsler som de pårørende må have. At gå op og ned af et nær ven eller familiemedlem, hvor man gantagne gange har set, hvad der sker, når vedkommende dropper ud af de medicinske bahendling, må være forfærdende. Desværre er fortsættelsen ikke ubetinget god. Vi oplever fra tid til anden at de pårørende bringer en patient til den lokale psykiatriske skadestue med behandling og indlæggelse for øje. Det er oftest ikke patientens kontaktlæge, der har vagten, og selvom kollegaen med lidt held kan få stillet journalen til rådighed, er det ikke altid muligt at kunne vurdere situationen helt korrekt. Mange patienter kan tage tre dybe indåndinger og virke nogenlunde almindelige, selvom de rummer al vandviddets kaos indvendig. Det er som illustreret i sygehistorien ikke altid at patienten ønsker indlæggelse men derfor istedet vil gøre alt for at virke upåfaldende. Vi er således ofte tilbage med den frustrerede familie, der insisterer på indlæggelse, men hvor vi på den anden side ikke kan afdække noget der selv ved en nøjere gennemgang kan holde til en tvangsindlæggelse.

De pårørende har min dybeste respekt, at være tæt på mennesker, der ikke ønsker sig optimalt behandlet men selv søger vandvidet er meget hårdt og opslidende. En stor hyldest til disse uselviske mennesker, der vil gøre alt for deres familiemedlemmer, og slutteligt forståelse for, når de selv siger fra.







Venlig hilsen


Erik Kjærsgaard - speciallæge / Netpsych.




Kommentarer, kritik, ros og forslag til: E-mail: erik@netpsych.dk

NB tjek altid: Netpsych for de seneste nyheder indenfor psykologi og psykiatri.


Ønsker du ikke længere at modtage NetPsych.dk's nyhedsbrev, kan du afmelde dig her: Netpsychs nyhedsbrev.






«« Tilbage