NetPsych nyhedsbrev d. 5. april 2010

Email icon Emne: Blog fra Egypter

Nyhedsbrev Netpsych nr. 14, årgang 10, 5. april 2010

Blog fra Egypter

Sharm el sheikh

Påskeugen gik til en velfortjent vinterferie til Sinai halvøens turistcentrum Sharm el Sheikh. Grundet stabilt, tørt ørkenklima og 364 dage med over 80 % sol og en gennemsnitstemperatur som en hed dansk sommerdag, er det et oplagt valg, når man kun vil dase og nyde, for ud over snorkling er der ikke mange seværdigheder. Det blev hurtigt klart, at det ikke er noget uspoleret lokalt sted. Vi boede midt i flyenes ankomstkorridor og kunne på de bedste dage tælle op til 10 indkommende fly i timen. Vi fik på turen tilbage hjem oplyst at lufthavnen er Afrikas 2.de mest travle med et passagertal sidste år på knap 7.000.000. På den baggrund er det let at forstå det meget høje sikkerhedsniveau. Der sad en strisser ved hver eneste indkomst adgang og ved hotellet var der yderligere en sikkerhedsvagt ved hver eneste adgangsvej. Hvis hver turist lægger sølle 5 kilokroner, bliver det dog til en slat, selv i min økonomi.
Egypten er noget forskelligt fra den europæiske kultur, hvilket for en vin elskende dansker lyn hurtigt bliver et faktum. Man kan sagtens købe en øl eller en passende flaske vin til måltiderne på hotellet og de mange barer af sydlandsk tilsnit sælger da også gerne alkohol. Men hvis man vil havde en øl eller et køligt glas vin sammen før aftensmaden hjemme på terrassen, skal man gå langt for at finde en af byens meget få forretninger, der sælger alkoholiske drikke. Priserne er da også derefter. Deres måde at brygge øl på må også være noget egenartet, min favorit blev hurtigt den lokale øl Sakara, der kom i flere varianter, den eneste der var drikkelig, var den, hvor de med små bogstaver nederst havde skrevet: 100 % brygget uden tilsat alkohol (man får hurtigt den mistanke om, at de andre brygger lidt humlejuice for efterfølgende at tilsætte en eller anden styrke alkohol). Man kan købe det lokale turistskrammel overalt, der være sig krydderier, vandpiber, plastik kopier fra det gamle Egypten etc. og sælgerne var alt for aggressive, så man lærer hurtigt at ignorere dem, ellers kan man ikke gå nogen steder uden at gøre rede for, hvor man kommer fra, hvor længe man har været her og hvor højt man elsker det egyptiske landskab og klima.

Der var kun få oplevelser af interesse for psykiatrien, den første var, da jeg skulle købe noget sololie i det lokale apotek. Jeg fik en sludder med apotekeren og erfarede, at benzodiazepiner i form af stesolid® etc. er håndkøb – og et formidabelt misbrugsproblem i hele landet. Den anden oplevelse var om fredagen, hvor fredagsbønnen kom totalt bag på turisterne. Jeg var ude for at køber en flaske vand til familiens vederkvægelse og var på vej tilbage til stranden, men Kl. 13.00 spænede alle de mandlige tjenende ånder i rask trav op imod mig til den lokale moske for at deltage i fredagsbønnen. Det var noget specielt pludseligt at se et par tusinde unge mænd løbe mod mig (min paranoia om danskere og muslimer blev vagt med formidabel styrke), men de løb blot forbi mig og sidst i geleddet kom en række hjælpere, der hjalp de dårligt gående, og de med tydeligt iagttaget ubehandlet psykose. De lokale kvinder var enten låst inde eller indhyllet i hel krops dækkende sorte gevandter, der kun lod øjnene fri, den såkaldte nikap. Enhver er salig i sin tro.

Alle dage blev tilbragt på den lokale strand, hvor vi havde prioriteret en rigtig sandstrand, det lokale rev lå blot ti meter ude i vandet og det var en yndet og sjælden eksotisk og dejlig oplevelse at snorkle der i halve timer. Det var så varmt, at vandets blot 27 grader føltes iskoldt de første minutter, men forude vinkede de mange tamme koral fisk, der på det nærmeste lod til at være lige så interesserede i os som vi i dem. Vandet var meget klart med et sigt på 10 til 20 meter. Den eneste lokale internationale attraktion Moses bjerget var lukket grundet is og sne – det virkede noget overraskende. Om aftenen dominerede de mange aromatiske dufte, en skønsom blanding af de snurrende vandpiber, de mange steder med grill mad over trækul og de mange varianter af sololie mod meget branket hud. Jeg har tidligere delt gavmildt og gratis ud af råd til mine medturister om faktor 30 – 50, solhat og tildækning af solsvedne arealer før det er for sent. Det er jeg holdt op med, der kom for mange sure bemærkninger tilbage. Jeg kan nu se det tydelige mønster for de nyankomne med et par timer i den ubarmhjertige sol den første dag og et par dage i en passende smertetilstand på hotelværelset, inden den stakkels turist vender tilbage tydeligt klogere og temmelig mangefarvet de sidste par dage af ferien. Jeg begynder her i den sidste siesta så småt at lukke ned for at sende dette nyhedsbrev, når jeg er hjemme sidst på aftenen mandag. En sjælden vellykket påske.

Med venlig hilsen
Erik Kjærsgaard - speciallæge / Netpsych


Kommentarer, kritik, ros og forslag til: nyhedsbrev@netpsych.dk
Tjek altid: www.netpsych.dk for de seneste nyheder indenfor psykologi og psykiatri.

For at undgå at nyhedsbrevet bliver fanget af dit SPAM filter, tilføj nyhedsbrev@netpsych.dk til dine kontaktpersoner.

Ønsker du ikke længere at modtage NetPsych.dk's nyhedsbrev, kan du afmelde dig her: Netpsychs nyhedsbrev.


«« Tilbage