NetPsych nyhedsbrev d. 12. april 2010

Email icon Emne: Embedslægebrev

Nyhedsbrev Netpsych nr. 24, årgang 10, 12. april 2010

Embedslægebrev


Jeg modtog i påsken følgende mail fra embedslægeinstitutionen i Midtjylland:
--------------------------------------------------

”Kære Erik Kjærsgaard

I vort kontrolsystem over hvor mange klager læger har i vor region, har vi set du har en del fra dit virke i Kriminalforsorgen. En af vore medarbejdere har gennemgået dem alle uden at finde anledning til andet end at komplimentere dig for dit arbejde, da du tilsyneladende følger Sundhedsstyrelsens vejledning for ordination af afhængighedsskabende medicin.

Med venlig hilsen

Børge Sommer”

--------------------------------------------------

Min umiddelbare reaktion var en vis glæde, idet jeg altid har vægtet højt at kunne yde en professionel og faglig forsvarlig lægelig service, men som tiden har gået blev jeg alligevel en smule forarget, idet der er alt for mange såkaldte kolleger, der gavmildt deler stesolider og andre stærkt afhængighedsskabende mediciner ud, det er de kolleger jeg gerne omtaler som ”stesolid-lægerne”. Alle misbrugere taler sammen og udveksler gerne navne på de praktiserende læger, der har godt gang i receptblokken. På den måde bliver begge parter glade: Misbrugeren får sit lægeordinerede medicin, den er rimelig billig og kvaliteten er i top. Læger får en solid og taknemmelig patientskare, for hver eneste receptfornyelse giver ham ca. 125 skattepligtige men momsfrie kroner i honorar. Medicinen er ikke kopipligtig, så det er kun hvis den lokale embedslæge brænder for korrekt medicinering, at der bliver skredet ind fra det officielle system. Jeg mailede derfor tilbage til min gode kollega Børge Sommer.

------------------------------------------------------

Kære Børge Sommer

Mange tak for din mail vedr. mine klagesager. Jeg er mig fuldt bevidst, at jeg er en af de læger i Danmark, der har flest klagesager idet jeg (stort set ubetinget) overholder retningslinjerne for ordination af afhængighedsskabende medicin. Jeg kan desværre umiddelbart konkludere, at der er et yderst seriøst problem med denne medicin her i landet. Jeg rager op som et fyrtårn med over 100 klagesager, fordi jeg overholder retningslinjerne, men alle mine kolleger, der ”små pusher” i al fordragelighed ikke har samme antal klager.

Jeg vil derfor opfordre Sundhedsstyrelsen til at foretage en tilbundsgående undersøgelse af de privat praktiserendes lægers ordinationsmønster. Jeg vil her specielt påpege forbrugsmønsteret ved et par midtjyske arresthuse, der er så monstrøst, at selv fængselsbetjentene er bestyrtede. Ved samme lejlighed kunne man overveje at kigge lidt på pakningsstørrelserne. Det er meget selvmodsigende, at Sundhedsstyrelsen anbefaler eksempelvis, at sovemedicin kun skal giver i yderste nødstilfælde og aldrig over 14 dage for samtidig at tillade medicinen bliver solgt i 100. stk. pakninger.

Jeg sender denne mail i kopi til sundhedsministeren til orientering.

Med venlig hilsen

Erik Kjærsgaard - fængselslæge

Med venlig hilsen
Erik Kjærsgaard - speciallæge / Netpsych


Kommentarer, kritik, ros og forslag til: nyhedsbrev@netpsych.dk
Tjek altid: www.netpsych.dk for de seneste nyheder indenfor psykologi og psykiatri.

For at undgå at nyhedsbrevet bliver fanget af dit SPAM filter, tilføj nyhedsbrev@netpsych.dk til dine kontaktpersoner.

Ønsker du ikke længere at modtage NetPsych.dk's nyhedsbrev, kan du afmelde dig her: Netpsychs nyhedsbrev.


«« Tilbage