NetPsych nyhedsbrev d. 17. maj 2010

Email icon Emne: IRBD 2010

Nyhedsbrev Netpsych nr. 20, årgang 10, 17. maj 2010

IRBD 2010

IRBD 2010 er forkortelsen for International Rewiew of Bipolar Disorder, eller på dansk den internationale oversigt over de bipolære lidelser. Jeg havde den fornøjelse at deltage i denne kongres, idet der i disse år sker store landvindinger på det depressive og det bipolære område. Kongresen foregik i Budapest, Ungarn og jeg fik den gavmildt sponseret af medicinalfirmaet Lilly®

Der var en del meget interessante foredrag og de bedste refereres her. Det absolut bedste omhandlede den akutte maniske patient og de blandede tilstand med både maniske og depressive symptomer. Det er en vanskelig behandlelig gruppe idet manikere ofte ligefrem nyder deres tilstand, hvor de er i stand til at overkomme alt og ofte mangler sygdomsindsigt. Det er en ”hård” biologisk lidelse hvor udelukkende medicinsk behandling evt. i kombination med elektrochok er effektive. Samtlige mediciner blev analyseret og bedste præparater er de nye antipsykotika, ECT og enkelte midler mod epilepsi. Det er lettest at behandle de rene manier, mens de blandede episoder, som indledningsvist bemærket, er vanskeligere. Der er også større risiko for kronisk lidelse ved de blandede episoder. Slutteligt blev det vist at antidepressive mediciner ikke har plads hos de bipolære patienter, de virker ganske enkelt ikke ud over at de kan udløse en ny manisk periode. Jeg nævnte, at det er rene biologiske lidelser, men derfor kan patienterne sagtens profitere af psykoedukation, men underviser dem ganske enkelt i deres egen sygdom i mere fredelige faser, så de ved næste tilbagefald kan komme hurtigere i behandling.

En ting er at vi efterhånden kan glæde os over de mange effektive mediciner, men på den anden side skal vi også tænke på om bivirkningerne står mål med virkningen. I et andet foredrag blev det vist at præparatet valproat ® hos udsatte kvinder kan give menstruationsforstyrrelse og muligvis de såkaldte polycystiske ovarier med overvægt, barnløshed, dårlig hud og iltert temperament. Det er nok en god ide at være tilbageholdende med dette præparat.

Fødselspsykose er ikke nogen behagelig tilstand, men man kan til en vis grad forudsige, hvem, der er mest udsat. Ved et nyt foredrag blev det vist, at kvinder med bipolær lidelse har omkring 250 gange større sandsynlighed for at udvikle en fødselspsykose, mens de, der tidligere har haft en fødselspsykose har over 500 gange større risiko. Man kan påvise forandringer på kromosom 16 ved flere af disse patienter og psykosen er ofte for ud gået med en vis form for svangerskabsforgiftning. Der er spændende internationalt forskning på vej på dette område.

Slutteligt blev det atter vist at ECT er effektiv, skånsom og hurtigt virkende ved bipolære tilstande det være sig mani, depression eller blandingstilstande. Tak til Lilly® for turen og tak de mange gode kolleger, jeg havde nogle hyggelige stunder sammen med i pauserne. Det var en faglig og personlig oplevelse. Det bliver aldrig igen som den første gang i Monaco for knap 5 år siden, der kun en første gang på kongres, men alligevel var det spændende at se en ny metropol i de få fritimer vi havde. Budapest er en spændende by med reminicenser fra flere hundrede års historie. Der er fortsat bygninger med skudhuller fra 2.de verdenskrig, fortsat beton rædsler fra kommunist tiden, men også en udvikling mod er smuk og interessant by.

Med venlig hilsen
Erik Kjærsgaard - speciallæge / Netpsych


Kommentarer, kritik, ros og forslag til: nyhedsbrev@netpsych.dk
Tjek altid: www.netpsych.dk for de seneste nyheder indenfor psykologi og psykiatri.

For at undgå at nyhedsbrevet bliver fanget af dit SPAM filter, tilføj nyhedsbrev@netpsych.dk til dine kontaktpersoner.

Ønsker du ikke længere at modtage NetPsych.dk's nyhedsbrev, kan du afmelde dig her: Netpsychs nyhedsbrev.


«« Tilbage