NetPsych nyhedsbrev d. 31. maj 2010

Email icon Emne: Ny diagnose??

Nyhedsbrev Netpsych nr. 22, årgang 10, 31. maj 2010

Ny diagnose??


Ved siden af mine hovedbeskæftigelser i afdelingen og i fængslerne har jeg de sidste år udfyldt ledige stunder med at udfærdige psykiatriske speciallægeerklæringer fortrinsvis for de omkringliggende kommuner og jeg synes nu efter mange snese erklæringer, at jeg har fået fokus på en ny diagnose, jeg ikke kan finde udførligt omtalt i de officielle lærebøger.

Det drejer sig om de ulykkelige, der på et tidspunkt har pådraget sig en depression og trods reglementeret behandling aldrig er kommet sig derover. Følgende forløb er typisk:

En pludselig og uventet depressiv enkeltepisode med alle til faget hørende symptomer, altså mindst 14 dage med globalt forsænket stemningsleje, nedsat interesse, glædesløshed og nedsat kapacitet. Dette krydres i vekslende omfang med de sekundære symptomer, hvor det specielt er selvtilliden og koncentrationsbesvær der dominerer.

Herefter et vekslende antal år med forgæves behandling, nogle gange meget intensivt andre gange blot med en snak eller flere med den private praktiserende læge. Alt efter social status, formue og den herskende arbejdsløshed går der så op til flere år inden socialforvaltningen begærer en psykiatrisk speciallægeerklæring.

Jeg sidder så efterfølgende og interviewer klienten. De er ofte overfladisk upåfaldende, men falder totalt igennem når jeg spørger til de depressive kernesymptomer og ledsagesymptomer. De græder ofte meget og klager efterfølgende over dårlig hukommelse, hvor dele af deres fortid er slettet fra hukommelsen. De kan ikke købe ind uden detaljeret indkøbsseddel og det er slut med at multitaske. De har ofte udviklet nervøsitet og er meget bekymrede for deres fremtid, for de har oftest været rigtig mange forgæves behandlingsforløb igennem inklusiv de her nyttesløse psykologsamtaler. De er ofte uvidende om banale samfundsmæssige forhold, idet de ikke har kapacitet til at følge med og orientere sig via dagspressen og ikke magter at koncentrere sig om at følge med i TV avisen.

Slutteligt magter de ikke at bestride et almindeligt arbejde. De kan godt arbejde, men det koster på hjemmefronten, idet al energi bruges på arbejdet og resten af dagen er det ikke muligt at købe ind, gøre rent, passe børn eller familie. De er populært sagt i en situation hvor deres energi og kapacitet er svundet ind fra et lastvognsbatteri til et lille AAA batteri.

Jeg har fulgt op på et del af sagerne og det bliver desværre aldrig bedre, det er som om depressionen har raseret deres energiniveau med en permanent skade til følge. De bliver oftest svært isolerede og invaliderede.

Med venlig hilsen
Erik Kjærsgaard - speciallæge / Netpsych


Kommentarer, kritik, ros og forslag til: nyhedsbrev@netpsych.dk
Tjek altid: www.netpsych.dk for de seneste nyheder indenfor psykologi og psykiatri.

For at undgå at nyhedsbrevet bliver fanget af dit SPAM filter, tilføj nyhedsbrev@netpsych.dk til dine kontaktpersoner.

Ønsker du ikke længere at modtage NetPsych.dk's nyhedsbrev, kan du afmelde dig her: Netpsychs nyhedsbrev.


«« Tilbage