NetPsych nyhedsbrev d. 16. august 2010

Email icon Emne: Strejke

Nyhedsbrev Netpsych nr. 33, årgang 10, 16. august 2010

Strejke

En meget ukendt konflikt på arbejdsmarkedet er fængselslægernes konflikt. Jeg har for nemheds skyld slået arresthuslægerne og fængselslægerne sammen, idet kun fagmænd kender forskellen. Det korte af det lange er at vi ca. 35 – 40 fængselslæger har strejket siden april i år. Årsagen er naturligvis bedre arbejdsvilkår og mere i løn. Arbejdsforholdene først. Journalføringen foregår fortsat på maskine eller med håndskrift, hvilket er en utrolig sendrægtig proces. Der fremstilles ikke skrivemaskiner mere og efterhånden som lagrene af farvebånd løber tørre, er der kun håndskriften tilbage og det er ikke en skrøne, at læger har en dårlig håndskrift, som det kan tage lang tid at tyde. Resultatet er stribevis af fejl, dobbelt undersøgelser og indsatte der kækt får deres medicinering fordoblet, idet en bortkommen eller forbytte papirjournal mangler. Et simpelt EDB program på intranettet ville minimere disse mange fejl. Vi havde dette punkt på dagsordenen sidste gang vi strejkede, men kriminalforsorgen ”glemte” at udmønte kravet.

Det andet hovedkrav er bedre honorering. Der er naturligvis stor forskel også på lægelønningerne alt efter hvilken kompetence, speciale og erfaring vi har og en simple praktiserende læge fik tidligere ikke så meget som en ”rigtig” speciallæge. Nu om dage er alle praktiserende læger speciallæger i almen medicin (Jeg selv er tillige speciallæge i psykiatri) - Det koster. Nu har kriminalforsorgen alle dage behandlet alle ens uanset om man er seriemorder eller speciallæge, så de har sagt nej til disse krav og de efterfølgende måneder har vi så strejket.

Nu begynder det så at blive rigtig sjovt. Der er ingen der vil påtage sig konfliktramt arbejde og det er bydende nødvendig med lægelig service til alle indsatte. Tænk blot på de mange tilfælde af abstinenskramper som horderne af anholdte narkomaner og alkoholikere vil generere. Løsningen på dette er endnu bedre end Låsby Svendsens ”Snurre rundt system”. Vi er alle anmodet om at passe vores arbejde, men nu efter regning. Når man så lægger prisen for en konsultation efter de officielle takser sammen med psykiatrisk vurdering, behandling af sår, bylder, knoglebrud, ADHD vurderinger, depressionsafklaringer, samtaleterapi og fjernelse af ørevoks sammen og tillægger afstandstakst, fremmødetillæg og vagtberedskab, ja så bliver lønkravet substantielt højere end vores oprindelige krav.

Det er ”business as usual” Jeg passer mit almindelige arbejde, men for ca. 50 % ekstra i løn. Jeg var lige ved at glemme, at det nu er B-indkomst, så kilometersatsen er næsten fordoblet, momsen kan modregnes i nyanskaffelser og jeg får 6 måneder renteindtægt inden momsen skal afregnes til staten, der herefter returnerer den til kriminalforsorgen. Jeg melder mig da snart ind i et af regeringspartierne der så velvilligt har lagt regeringsmagt til denne utrolige tåbelighed. Mange, mange tak til justitsministeren. (Han får en kopi af nyhedsbrevet, lad os se om han har et kvikt svar parat.)

En sidste endnu skævere finte. Jeg blev i sidste uge kontakte af et nyt arresthus. De havde afsluttet deres samarbejde med deres læge af kvalitetsmæssige grunde. Jeg blev herefter anmodet om at komme og strejke – altså arbejde - i stedet for ham. Dette accepterede jeg, men ser frem til et nervøst sammenbrud hos arresthus forvareren når han ser min regning derfor. Årets vinterferie bliver nok mere eksotisk end vanligt.

Med venlig hilsen
Erik Kjærsgaard - speciallæge / Netpsych


Kommentarer, kritik, ros og forslag til: nyhedsbrev@netpsych.dk
Tjek altid: www.netpsych.dk for de seneste nyheder indenfor psykologi og psykiatri.

For at undgå at nyhedsbrevet bliver fanget af dit SPAM filter, tilføj nyhedsbrev@netpsych.dk til dine kontaktpersoner.

Ønsker du ikke længere at modtage NetPsych.dk's nyhedsbrev, kan du afmelde dig her: Netpsychs nyhedsbrev.


«« Tilbage