NetPsych nyhedsbrev d. 18-08-03

Email icon Emne: Tvangs ECT

Tvangs ECT

Nyhedsbrev Netpsych nr. 34 årgang. 3 dato: 18-08-03






Tvangs elektroshock


Endnu engang har nyhederne i den tynde sommersæson fokuseret på emner, der tilsyneladende er kontroversielle, og ved TV-avisen på DR-1 i går var der endnu engang et fokus på elektroshock givet med tvang. Anledningen var en stigning i denne behandling inden for de sidste år. Jeg føler mig kaldet til at anføre følgende 2 klart adskilte udsagn:

1

Elektroshock (forkortes altid til ECT eller NCE) er en af de allermest skånsomme behandlinger der eksisterer, behandlingen har eksisteret siden 1934 og er nu om dage særdeles forfinet, raffineret og skånsom, så selv de allermest skrøbelige patienter kan tåle og få gavn af behandlingen. Indikationerne for ECT er først og fremmest svære behandlingskrævende depressioner, men også tilfælde med mani, svær psykose og svært delirium kan behandles - og kureres med ECT.
ECT gives altid i fuld narkose og under nøje overvågning af legemsfunktionerne.
ECT giver ikke hjerneskader eller andre blivende bivirkninger, under selve behandlingen og ugerne derefter, kan der komme forstyrrelse i hukommelsen, specielt kort tids hukommelsen, men den vender tilbage.

2

Ingen læge synes det er rart at give en givet behandling med tvang, det er som udgangspunkt er fordel at læge og patient er enige i hvilken retning behandlingen sigter og hvilke midler, der med opvejning af fordele og ulemper, der skal anvendes. Når dette er sagt er der fortsat, og der vil til alle tider være patienter, der qua deres sygdom (psykose, vrangforestillinger, negativisme) eller andre tilstande, ikke er i stand til at vurdere objektivt, hvor truet eget liv er. Hvis der i disse tilfælde er indikation for og mulighed for effektivt og skånsomt at kurere tilstanden er jeg glad for at kunne tilbyde denne behandling.

Det er ikke ualmindeligt at patienter, der ellers ikke har gnist af sygdomsindsigt eller sygdomserkendelse møder frem i byretten for at klage over hospitalet, og i samme åndedrag kræver at blive tvangsindlagt (tænk lige lidt over det, jeg har oplevet det et par gange). Jeg har ligeledes oplevet, at patienter efter en svær psykose takkede for tvangsbehandlingen. Jeg har det ikke godt med tvangsbehandling som udgangspunkt, men jeg indser at det er en nødvendig mulighed at have, fra tid til anden er det fuldstændigt umuligt at komme videre uden.







Venlig hilsen


Erik Kjærsgaard - speciallæge / Netpsych.




Kommentarer, kritik, ros og forslag til: E-mail: erik@netpsych.dk

NB tjek altid: Netpsych for de seneste nyheder indenfor psykologi og psykiatri.


Ønsker du ikke længere at modtage NetPsych.dk's nyhedsbrev, kan du afmelde dig her: Netpsychs nyhedsbrev.






«« Tilbage