NetPsych nyhedsbrev d. 10. januar 2011

Email icon Emne: Patientombuddet

Nyhedsbrev Netpsych nr. 2, årgang 11, 10. januar 2011

Patientombuddet

Patientombuddet er afløseren for patientklagenævnet her fra nytår. Baggrunden for at ændre systemet har været en politisk vilje til at forenkle klagemulighederne, hvis patienterne er utilfredse med sundhedssystemet. I stedet for tidligere at skulle klage til flere forskellige instanser alt efter, hvad man ville klage over, skal alle klager nu i fremtiden rettes til patientombuddet.

Man vil her ved klager først undersøge om klagen er korrekt, idet der skal være underskrift, datering og berettigelse til at klage (man kan således ikke klage over behandling der er overgået andre, men mindre man kan fremvise en fuldmagt). Herefter forsøger man med et ”forsoningsmøde” idet læringen af eventuelle fejl nu vægtes højere end sanktionerne. Slutteligt kan klagen herefter behandles med den vanlige partshøring.

Der er dog fortsat store mangler, klager i psykiatrien er fortsat ”business as usual” med klage direkte til statsamtet og man har fortsat ”glemt” at indføre et loft over forældelsen, idet man fortsat kan klage over overgreb begået i det forrige årtusinde. En anden oplagt mangel er, at afgørelserne fra patientombuddet forsat er endelige. Der er således ingen mulighed for at få afgørelserne prøvet ved en anden instans, hvilket jeg fortsat anser for en skændsel for retssikkerheden.

Samlet set burde de nye tider dog alt andet lige være et fremskridt. Jeg kan dog befrygte ”forsoningsmøder” med mine indsatte i landets fængsler. Jeg vil ikke drømme om at spilde tiden på et forsoningsmøde hos alle de, der klager over manglende udlevering af afhængighedsskabende medicin.

Du kan læse videre på hjemmesiden www.patientombuddet.dk ikke at forveksle med www.patientombud.dk der er etisk råds hjemmeside. Dette navnesammenfald er ikke helt heldigt.

Med venlig hilsen
Erik Kjærsgaard - speciallæge / Netpsych


Kommentarer, kritik, ros og forslag til: nyhedsbrev@netpsych.dk
Tjek altid: www.netpsych.dk for de seneste nyheder indenfor psykologi og psykiatri.

For at undgå at nyhedsbrevet bliver fanget af dit SPAM filter, tilføj nyhedsbrev@netpsych.dk til dine kontaktpersoner.

Ønsker du ikke længere at modtage NetPsych.dk's nyhedsbrev, kan du afmelde dig her: Netpsychs nyhedsbrev.


«« Tilbage