Nyhedsbrev Netpsych nr. 4, årgang 11, 24. januar 2011
Tvangsindlæggelse
Det er på sin plads at uddybe den mulige tvang, som lægerne kan udsætte deres patienter for. Dette nyhedsbrev omhandler således tvangsindlæggelser. Jeg skriver lovteksten direkte ned i kursiv og de med STORT fremhævede passager har jeg fremhævet for senere at kommentere dem. Først de generelle bestemmelser:
• § 4. Tvang må ikke benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt, for at opnå patientens frivillige medvirken. Når forholdene tillader det, skal patienten have en passende betænkningstid.
• Stk. 2. Anvendelsen af tvang skal stå i rimeligt forhold til det, som søges opnået herved. Er mindre indgribende foranstaltninger tilstrækkelige, skal disse anvendes.
• Stk. 3. Tvang skal udøves så skånsomt som muligt og med størst mulig hensyntagen til patienten, således at der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe.
• Stk. 4. Tvang må ikke anvendes i videre omfang, end hvad der er nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål.
• Stk. 5. Efter ophør af enhver tvangsforanstaltning skal patienten tilbydes en eller flere samtaler. Sundhedsstyrelsen fastsætter regler herom.
Det væsentlige heri er således, at man naturligvis først skal søge patientens accept til anden foranstaltning, eksempelvis frivillig indlæggelse eller behandling. Ligeledes skal tvang udføres med yderste diskretion og i sagens natur så skånsomt som muligt
Tvangsindlæggelse kan foretages såfremt følgende præmisser er opfyldt:
• § 5. Tvangsindlæggelse, jf. §§ 6-9, eller tvangstilbageholdelse, jf. § 10, må kun finde sted, såfremt patienten er sindssyg eller befinder sig i en tilstand, der ganske må ligestilles hermed, og det vil være uforsvarligt ikke at frihedsberøve den pågældende med henblik på behandling, fordi:
•
• 1) udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers vil blive væsentlig forringet eller
• 2) den pågældende frembyder en nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre.
Oversat til jævnt dansk skal patienten være sindssyg så ”enhver” kan se det og uden behandling enten ikke vil antages at blive rask eller antagelig vil udsætte sig selv for skade (selvmord etc.) eller være til væsentlig fare for andre (vil foretage personskade af betydelig grad). Det er således ikke nok at være ”fuld og dum”, men på den anden side vil en stofpsykose være tilstrækkelig til en tvangsindlæggelse
Når dette så er tilfældet træder følgende bestemmelser i kraft:
• § 6. Søger en person, der må antages at være sindssyg, ikke selv fornøden behandling, har de nærmeste PLIGT til at tilkalde en læge. Hvis de nærmeste ikke tilkalder en læge, påhviler det politiet at gøre dette.
• Stk. 2. På grundlag af sin undersøgelse og de modtagne oplysninger skønner lægen, om indlæggelse på psykiatrisk afdeling er nødvendig. Giver patienten ikke sit informerede samtykke til sådan indlæggelse, afgør lægen, om tvangsindlæggelse er påkrævet.
• Stk. 3. Tvangsindlæggelse SKAL ske, når betingelserne i § 5 er opfyldt. Lægen udfærdiger en erklæring herom, jf. § 7, stk. 2.
Nu er det slut med de bløde ord og vendinger. De pårørende (familien venner og naboer i nævnte rækkefølge) Har en direkte forpligtelse til at underrette ordensmagten, herefter kan lægen (det er en person med dansk autorisation, ikke sygeplejerske, lægestuderende eller polsk læge på gennemrejse) efter en undersøgelse beslutte om betingelserne er opfyldt. Vi bemærker i stk. 3 at tvangsindlæggelse herefter ikke kan ske, nej der S K A L ske. Endvidere bemærkes at lægen S K A L tilse patienten, man kan ikke lovmedholdelig tvangsindlægge over telefonen eller på basis af andres observationer.
Lægen orienterer patienten om den påtænkte tvang, overdrager sin erklæring til politiet, politiet søger deres juristers vurdering om erklæringen er fyldestgørende og fremlægger erklæringen for den modtagne afdeling. Overlægen på afdelingen gennemlæser erklæringen og hvis overlægen også er enig i den påtænkte tvang, bliver patienten frihedsberøvet af politiet og indbragt til den nærmeste skærmede eller lukkede afdeling. Patienten orienteres at han nu har pligt til at blive på afdelingen indtil overlægen ved selvsyn har konstateret om betingelserne derfor er opfyldt og tildeles en uafhængig patientrådgiver der kan forklare det passerede og evt. være behjælpelig med at udfærdige en passende klage.
Det er en klinisk erfaring, at førstegangs indlæggelser altid medfører en klage, der efterfølgende behandles af det psykiatriske patientklagenævn indenfor den næste uge. Det er sjældent at patienterne klager efter 4 – 5 indlæggelser, med mindre de er kværulantforrykte, de har oftest ved de tidligere møder med patientklagenævnet fået at vide at alt er i orden fraset at patienten er sindssyg.
Med mindre der komme alt for mange spørgsmål eller kommentarer til dette nyhedsbrev er det naturligt at næste uges nyhedsbrev omhandler tvangstilbageholdelse.
Med venlig hilsen
Erik Kjærsgaard - speciallæge / Netpsych